Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

44Likes
13Kommentarer
9090Visninger
AA

4. Sult

Jeg kom langsomt til mig selv, med en brændende fornemmelse i min hals. Jeg blinkede igen et par gange, og mødte de grønne øjne fra tidligere. Han smilede venligt, og rakte et glas fra imod mig. Indholdet i glasset var overvældende rødt, og duftede meget sødt. Var det mon solbærsaft? Tænkte jeg nysgerrigt, og forsøgte at rette mig op i sengen. Det mislykkes, jeg var simpelthen for svag. Manden stillede forsigtigt glasset fra sig.

"Lad mig hjælpe dig op."

Tilbød han venligt. Jeg nikkede, så han hjalp mig forsigtigt på at sidde af gavlen på sengen. Han tog dernæst glasset fra natbordet igen, og lukkede min hånd om det. Han holdt stadigt ved det, men lod mig også selv prøve at løfte på det og styre det mod min mund. Jeg drak prøvende en lille tår, og fandt den søde smag opkvikkende, ja næsten helt oplivende. Jeg tømte hurtigt glasset, og fik en veltilpas følelse indvendigt. Manden hjalp mig forsigtigt ned og ligge igen, da han havde stillet det tomme glas på natbordet.

"Hvad var det?"

Spurgte jeg nysgerrigt, og så en smule af den røde væske stadig lå på bunden af glasset, så jeg kunne lugte den søde duft.

"Er det en form for solbærsaft?"

Spurgte jeg igen, og blinkede træt med øjnene.

"Det kan vi godt sige."

Sagde han, og trak dynen tilbage op over mine skuldre. Mine øjne faldt mere og mere i, jeg var virkeligt træt.

"Hvad hedder du?"

Spurgte jeg træt, og lukkede øjnene.

"Stefan."

Svarede han forsigtigt, og mærkede på min pande. Var jeg syg? Nåede jeg at tænke, inden jeg faldt i søvn igen. Stadig sulten efter mere af den skønne solbærsaft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...