Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

43Likes
13Kommentarer
8854Visninger
AA

18. Se min kjole

"Ej, kom nu. Så kort var den heller ikke."

Sagde Elena undskyldene, og skyndte sig efter mig. Jeg havde efterspurgt en kjole, og den Elena havde valgt ud, og som jeg efterfølgende havde prøvet, havde været alt, alt for kort til mig.

"Men fornemmer godt at du er fra et andet århundrede, når du ikke engang kan håndtere en lårkort kjole."

Sagde hun roligt, og stoppede mig. Jeg fnøs som svar, og gav mig til at kigge ind af butiksvinduet. Der hang noget tøj, fra den tid hvor jeg havde været menneske. Specielt en enkelt cremefarvet kjole fangede min opmærksomhed. Den havde en meget let lysegrøn tråd broderet rundt i halsudskæringen, og albue-lange ærmer. Der var en hvid underkjole under den, som stak en smule ud ved ærmerne. Jeg satte hånden mod glasset, og nærstuderede kjolen. Der var noget velkendt over den, noget meget velkendt.

"Det er kjoler, som er blevet syet til ære for Mystic Falls lange historie."

Forklarede Elena, da hun opdagede mit interesserede blik. Hun bukkede sig ned og læste på de små skilte.

"Det er kjoler, genskabt ud fra fotografier af kvinder, der engang har boet i byen."

Sagde Elena sødt, og rejste sig op igen.

"Der står hvem der havde hvilken kjole, bortset fra den du kigger på."

Elena gav sig til at læse op.

"Kjolen her er syet ud fra et enkelt fotografi af en ukendt kvinde. Hendes navn, alder og bosted har været umulige at finde i arkiverne. Men hun menes at være..."

Elena gik i stå midt i teksten, og så op på mig. Jeg stivnede, da jeg genkendte kjolen. Jeg kunne høre Damon råbe i baggrunden, og komme løbende.

"Få hende væk fra vinduet!"

Elena greb fat i mig, men for sent. Jeg væltede bagover, og slog hårdt hovedet i fortovet.

 

"Eleanor, Eleanor!"

Kaldte Damon desperat, mens han holdt mig i sine arme. Elena sad på fortovet ved siden af, og så bekymret til. Jeg vågnede langsomt op, ved lyden af hans stemme. Han holdt forsigtigt min overkrop op fra fortovet, og aede min kind.

"Damon."

Mumlede jeg forvirret. Hans øjne mødte mine.

"Jeg hader dig."

Sagde jeg, og kunne mærke ham stivne. Jeg lukkede øjnene igen, og lod bevidstløsheden slå mig helt ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...