Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

43Likes
13Kommentarer
8757Visninger
AA

19. Kysset

"Hvor meget kan du huske?"

Spurgte Stefan forsigtigt, da jeg havde rettet mig op i sengen. Damon og Elena havde straks fået mig tilbage til huset, da jeg var besvimet midt på gaden.

"Nok."

Svarede jeg tvært, og så væk fra Damon, der stod i baggrunden og så forvirret ud. Han lod som om han ikke forstod hvorfor jeg var så sur på ham. Stefan sukkede, heller ikke han forstod min vrede mod Damon.

"Hvor meget præcist?"

Spurgte Elena forsigtigt, og blødede mit raseri lidt op.

"Op til den aften hvor jeg døde. Men hvad der præcist skete, kan jeg ikke huske."

Svarede jeg og så ned i dynen. Jeg begyndte at græde, nu hvor jeg huskede min mor, søster og far. Nu hvor jeg vidste at min mor var død. Stefan tog Elena i hånden, og fulgte efter Damon ud af værelset, for at lade mig sørge i fred. Jeg græd mig selv i søvn, mens mine resterende minder faldt på plads.

 

"Damon, ikke nu."

Tænkte jeg, og satte mig op i sengen. Jeg kom i tanke om hvor jeg var, måske havde jeg alligevel ikke hørt en sten mod ruden. Men lyden kom igen, og jeg skyndte mig hen til det. En sten mere ramte ruden, lige før jeg åbnede det. Jeg så ned og opdagede Damon. Han smilede lystigt, da jeg opdagede ham.

"Har den herre ikke andet at give sig til, end at forstyrre en stakkel piges nattesøvn?"

Udbrød jeg af ren og skær vane. Damon satte af fra jorden, og landede i vindueskarmen. Jeg hoppede forskrækket tilbage.

"Nej, jeg beklager den dame. Men den herre har intet andet at lave, så mon ikke De kunne underholde?"

Sagde han glat, ikke helt som han plejede, men det var vel bedre end ingenting. Jeg trak på skuldrene, og gik tilbage til sengen. Han kunne hoppe og rende, kunne han. Damon greb ud, og fik fat i min skulder. Han vendte mig hurtigt rundt, og trak mig ind i sin favn.

"Hvad er der?"

Spurgte han uroligt, mens jeg forsøgte at bryde fri af hans greb. Hvilket var umuligt, når jeg stadig var så svag. Jeg opgav, og mærkede ham kramme mig tæt ind til sig. Da han så forsøgte at stjæle et kys, stak jeg ham en lussing.

"Av."

Sagde han, og var ved at tage sig til kinden, mens tog det i sig, da jeg forsøgte at stikke af.

"Hvad har jeg gjort?"

Spurgte han helt uskyldigt. 

"Din lede karl. Efter alt hvad du har gjort mod mig, også spørger du hvad der er galt?"

Udbrød jeg rasende, og slog ud efter ham igen. Han forhindrer det, ved at låse sit greb om mig.

"I hvilket århundrede befinder vi os? Og hvad har jeg gjort?"

Spurgte han, som om han ikke vidste det. Jeg brød ud i gråd, og lod ham kramme mig trøstende ind til sig.

"Du er så dum."

Hviskede jeg grædende mod hans skjorte. Han lagde en finger let under min hage, og får mig til at se op på ham.

"Hvad er det jeg har gjort?"

Spurgte han forsigtigt. Denne gang lyder det som om han virkelig ikke aner hvad jeg snakker om. Men inden jeg kan svare, trykkede han sine læber mod mine i et kys, der får min mave til at fyldes med sommerfugle. Jeg kyssede ham tilbage, så jeg blev helt svimmel. Hans læber bevægede sig langsomt længere ned på min hals, hvor han kærtegnede min hud. Jeg sukkede. Det føltes som at blive kildet med en fjer. Jeg ønskede svagt ind i mig selv, at han skulle forsætte, inden jeg kom i tanke om at det her ikke måtte ske. 

Jeg skubbede ham fra mig så hidsigt, at det var lige før at han var faldet. Han så forvirret på mig, med de perfekte blå øjne. Jeg pegede på døren og bad ham om at gå. Han bliver stående, og så endnu mere forvirret på mig.

"Gå din vej, Damon!"

Råbte jeg hidsigt af ham, da han ikke flyttede sig det mindste. Han ser i stedet, stadig uforstående, på mig.

"Jeg hader dig!"

Råbte jeg rasende af ham. Han vendte sig endeligt om og gik sin vej. Så snart døren lukker sig bag ham, faldt jeg på knæ og begyndte at græde. For jeg hader jo ikke Damon, tvært imod. Men jeg var nødt til at gøre, som Katherine har bedt mig om. For jeg kunne jo ikke svigte min skaber, min rigtige moder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...