Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

44Likes
13Kommentarer
8998Visninger
AA

7. Kedsomhed

Da jeg endnu engang vågnede, var jeg alene. Jeg satte mig op i sengen, og slikkede mig om munden. Jeg var sulten igen, efter den røde væske. Den havde bare smagt så godt. Jeg rejste mig fra sengen og svajede en smule. Jeg holdt mig på benene, og gik forsigtigt mod døren. Forsigtigt, trykkede jeg dørhåndtaget ned og erfarede at døren var låst. Jeg hev utilfreds i døren, jeg var sulten! Døren fløj straks op. Den havde åbenbart ikke været låst alligevel.

"Mystisk."

Blev jeg enig med mig selv om, og gik ud af værelset. Jeg gik videre og lagde mærke til hvor fint, elegant og en slags gammeldags udstråling mine omgivelser gav mig. Det virkede bekendt, men alligevel som noget der var meget gammelt. Jeg fandt, efter lang tids søgen, køkkenet. I køleskabet stod der kun den røde væske, noget af det var endda i små poser med mærkater på. Jeg tog et af de mindste glas ud, og håbede ikke at Stefan eller Elena ville have noget imod det. Noget sagde mig, at Damon måske ville have bifaldet det. Jeg tømte det hurtigt, og skyllede det rent i vasken. Jeg kunne pludseligt høre nogle fjerne stemmer.

 

"Tror du hun får sin hukommelse igen?"

Spurgte Damon hånligt, og slikkede sig om munden. Stefan fnøs irriteret.

"Det er højst usandsynligt. Du så selv hvor meget blod der var."

Svarede Stefan, og lænede sig atter op af skrivebordet. Jeg lurede fra min plads bag døren, og så Damon nikke langsomt.

"Du holder dig fra hende."

Sagde Stefan advarende, da Damons blik skiftede til noget jeg ikke kendte. Damon så skuffet på Stefan, og fnøs let.

"Du holder dig fra hende."

Advarede Stefan bestemt igen, og så utilfreds på Damon. Han nikkede forsigtigt, men med et tænkende blik. Han så pludseligt op, og vi fik øjenkontakt.

"Det bliver lidt svært at undgå, når pigen står og lurer."

Sagde han hånligt, og lavede et lokkende tegn, for at jeg skulle komme ind i læseværelset. Jeg åbnede forsigtigt døren, så de begge kunne se mig. Straks gav Stefan mig et bekymret blik.

"Du burde ikke være oppe."

Sagde han uroligt, og rettede sig op. Han gik hurtigt over imod mig.

"Kom, lad os få dig i seng igen."

Sagde han og greb min arm. Jeg rev mig hurtigt fri fra det stramme greb.

"Jeg keder mig."

Sagde jeg, og rystede på hovedet, da han rakte ud efter mig igen.

"Det lyder bekendt."

Sagde Damon dystert, og brød ud i et smil, da jeg så på ham. Straks lukkede Stefans hånd sig om min arm igen.

"Så må vi finde på noget du kan lave, men ikke her."

Sagde han, og gav Damon et advarende blik. Det var tydeligt, at jeg ikke skulle lave noget som helst sammen med Damon. Hvilket jeg egentligt havde en underlig lyst til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...