Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

44Likes
13Kommentarer
9212Visninger
AA

8. Jeg keder mig!

"Det er kedeligt."

Sagde jeg irriteret og kastede bogen fra mig. Stefan for efter den, og greb den i sidste øjeblik. Det var en gammel bog, med et ødelagt ulæselig bogbind. Stefan holdt åbenbart af den, så jeg fortrød lidt at jeg havde kastet med den. Samtidigt kunne jeg ikke lade være med at grine, over Stefans utilfredse ansigtsmine.

"Undskyld."

Sagde jeg, og manglede luft af grin. Stefan rystede på hovedet, og kom til at smile igen.

"Meget pænere."

Sagde jeg, da jeg var holdt op med at grine. Stefan så uforstående på mig.

"Du ser meget pænere ud, når du smiler."

Sagde jeg, og legede lidt med min dyne. Jeg kedede mig helt vildt, så jeg kunne nærmest ikke sidde stille. Stefan knipsede mig let over fingrene, da jeg gav mig til at rive let i dynen. Jeg holdt straks op igen, og gav ham et undskyldende blik.

"Du må ikke ødelægge dynen."

Sagde Stefan, og så strengt på mine fingre, da jeg ville til at pille ved den bløde dyne igen.

"Men..."

Begyndte jeg, og kunne se at Stefan ikke helt havde tilgivet mig for at kaste med hans bog.

"Undskyld, men jeg keder mig."

Jeg trak med vilje ordet keder ud, så det undstregede hvor meget jeg kedede mig.

"Hvis du opfører dig ordenligt, så må du måske komme udenfor og gå lidt, i morgen aften."

Jeg sukkede opgivende, og forsøgte mig med hundehvalpe-øjne.

"Men der er så lang tid til."

Sagde jeg klagende, og kunne se at Stefan var ved at give efter. Han rystede på hovedet, og så lidt strengere på mig.

"Elena!"

Råbte jeg klagende, da jeg kunne høre hende på gangen, ude foran døren. Hun stak hovedet ind i værelset med et smil.

"Hvad er der?"

Spurgte hun, og gik hen til sengen. Hun satte sig forsigtigt på sengekanten, og tog min hånd. Som altid var hendes hånd utroligt varm.

"Din kæreste er dum."

Sagde jeg utilfreds. Jeg havde regnet ud, at de var kærester, sådan som de så efter hinanden. Nåh ja, også havde jeg set dem kysse den ene aften, hvor Stefan havde sendt hende hjem. Ikke at jeg kunne fortælle dem det, jeg måtte knap nok komme ud af sengen. At forestille sig, at jeg var sneget mig ud af værelset, og helt hen i den anden ende af rummet. Det var jo utænkeligt, tænkte jeg sarkastisk. Jeg gav Elena hundehvalp-blikket.

"Jeg keder mig."

Sagde jeg klagende igen. Hun var lettere at påvirke, og jeg kunne se hende give efter.

"Måske bare ind i biblioteket?"

Spurgte Elena forsigtigt Stefan.

"Så kan hun finde sig en bog, som hun gider at læse."

Stefan overvejede forslaget, og nikkede til sidst. Jeg var ved at fare ud af sengen, men blev bremset af Stefans hånd. Han lukkede den om min overarm.

"I et roligt tempo."

Sagde han strengt. Jeg nikkede let, og fik Elena til at hjælpe mig ud af de mange dyner og tæpper der begravede mig. Hun støttede mig let, selvom at det var tydeligt at Stefan ikke brød sig om det. Jeg må indrømme, at det undrede mig lidt. Jeg var da ved at blive rask igen, så jeg burde ikke kunne smitte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...