Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

43Likes
13Kommentarer
8860Visninger
AA

11. Jeg er et monster

"Hey, hvordan har du det?"

Spurgte Elena forsigtigt, da hun havde hjulpet mig op og sidde. Jeg så ned i dynen, og vidste ikke rigtigt om jeg havde lyst til at svare. Elena skubbede noget af mit hår op bag øret. Stefan satte sig med et trist ansigtsudtryk på den anden side af sengen. Han holdt en af glassene, med den røde væske i. Nu vidste jeg hvad det var, og havde ikke den mindste lyst til at drikke det. Stefan rakte glasset frem imod mig. Jeg ignorerede den. Han sukkede opgivende, så Elena tog min hånd.

"Du er nødt til at tage føde til dig..."

Jeg afbrød.

"Det er ikke føde, det er blod og der er ulækkert."

Stefan nikkede let, han havde tilsyneladende samme mening. Han fortsatte, hvor jeg havde afbrudt ham.

"... ikke desto mindre er du nødt til at tage føde til dig. Du er stadig meget svag, og ikke helt ude af farezonen endnu."

Jeg rystede på hovedet. Jeg ville ikke, ikke når jeg nu vidste hvad det var og hvad jeg var. Stefan fangede mit blik, og sendte mig et bedende blik. Jeg ignorerede det fuldstændig.

"Av, mit hoved!"

Sagde Damon hidsigt, da han trådte ind i rummet. Han så tvært hen på gardinerne, der var blevet trukket fra og dernæst hen på mig, som solen skinnede på. Han så længe studerende på mig.

"Der er ikke ild i dig."

Sagde han roligt, og gned efterfølgende sin pande. Jeg så på Stefan, jeg havde stadig ikke forstået hvad det gik ud på. Men Stefan var mere optaget af at se irriteret på Damon, som selvfølgelig totalt ignorerede det.

"Har du tømmermænd?"

Spurgte Elena forsigtigt, selvom jeg vidste at hun også var sur på Damon, fordi han havde drukket sig så fuld. Damon nikkede, og gik hen til vinduet, hvor han hurtigt trak det tynde gardin for. Solen kunne derved stadigt skinne igennem, men blænede ikke hans sarte øjne. Jeg lagde hånden mod panden, og hviskede irriteret:

"Lad mig være i fred."

Stefan ville videregive min besked, men jeg bremsede ham og gav ham et surt blik.

"Jeg sagde, lad mig være i fred."

Jeg så dernæst på Elena.

"Det gælder også dig. Lad mig være alene, jeg gider ikke lige nu."

Elena gav min hånd et let klem, og så på glasset med blod.

"Senere?"

Spurgte hun uroligt. Jeg så væk, men nikkede da hun bekymret aede hår væk fra mit ansigt igen. Stefan lod glasset blive stående på natbordet, og gav mig et skarpt blik. Det var tydeligt, at han ville blive sur på mig, hvis jeg ikke havde drukket indholdet inden han kom tilbage. Men jeg ville ikke, jeg kunne ikke, ikke når jeg vidste at jeg var et monster.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...