Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

44Likes
13Kommentarer
9076Visninger
AA

10. Hvad er jeg?

Jeg blev liggende, for svag og øm til at rejse mig. Jeg mærkede sollyset varme min hud. Jeg havde ramt gardinet, så jeg var kommet til at rive det ned. Derfor lå jeg nu badet i sollys, midt på gulvet. Stefan kom løbende tilbage, uden Damon på slæb. Han stoppede op, da han så mig ligge på gulvet. Han spærrede sine øjne let op.

"Okay, okay, du fik ret."

Sagde jeg lavt. Han havde haft ret i at jeg var meget svag.

"Vil du så være sød at hjælpe mig op?"

Bad jeg forsigtigt, og fik sat mig op. Jeg tog mig forsigtigt til hovedet. Jeg havde slået det hårdt ned i gulvet.

"Men hun har ikke nogen smykker på?"

Sagde Elena spørgende, og så forvirret på Stefan, der nikkede let.

"Det burde ikke være muligt."

Sagde Stefan, og gik hurtigt hen til mig. Han hjalp mig forsigtigt op fra gulvet, så jeg kom op og stå igen.

"Hvad er der?"

Spurgte jeg nysgerrigt, og forvirret. De så begge underligt på mig. Stefan flyttede mig hurtigt fra sollyset, som om det var farligt. Han rejste stolen op, og satte mig forsigtigt på den. 

"Hvad er der?"

Spurgt jeg bekymret, og lagde armene om mig selv. Stefan sukkede, og tog den underlige ring af, han altid gik med. Han rakte en enkelt finger ud i sollyset, der straks begyndte at syde. Han trak fingeren til sig, inden den kunne bryde i brand. Han satte forsvarligt sin ring på fingeren igen.

"Du har ingen ring, så derfor burde du være død nu."

Sagde han dystert, og så mig i øjnene. Hvad var det lige der var sket? Hvorfor var hans finger ved at bryde ud i brand, ved at han udsatte den for sollys. Flere spørgsmål kværnede løs i mit hoved. Stefan kunne se det på mig. Han sukkede.

"Jeg ville egentligt have ventet med at fortælle dig det, indtil du var blevet lidt stærkere."

Sagde han stille. Fortælle mig hvad? tænkte jeg dystert og blev bange.

"Elena, vil du?"

Spurgte han forsigtigt, men beholdt sit blik på mig. Hun nikkede, og gik op til os. Hun blev udsat for sollys, men hun havde ikke en ring på. Hun brændte ikke. Det forvirrede mig yderligere.

"Elena er et menneske."

Forklarede Stefan, til mit spørgende blik.

"Det er vi ikke."

Sagde han uroligt. Jeg blev klar over at han sagde vi, og så på ham med frygt i blikket.

"Damon, mig og dig, vi er..."

Han blev tavs, og lod Elena stille sig på den anden side af mig, så jeg ikke ville kunne flygte.

"... vampyrer."

Jeg slog øjnene op i chok, for dernæst at synke bevidstløs sammen på stolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...