Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

44Likes
13Kommentarer
9007Visninger
AA

2. En pakke er ikke altid en god pakke

Stefan skubbede forsigtigt Elena om bag sig, mens han så på kassen. Elena havde ret, der var ved at samle sig en stor pøl af blod under kassen. Damon bøjede sig forsigtigt ned, og indhalrede dybt. Han skar ansigt, og sagde lavt, så Elena ikke kunne høre det.

"Dødt blod."

Stefan så på Damon og nikkede. Han skubbede hurtigt Elena mod døren.

"Vi undersøger det nærmere, vent på værelset imens."

Sagde han hurtigt, ivrig efter at få hende væk, før tingen i kassen vågnede. Hun så forvirret på ham, og kunne i baggrunden se Damon skære kassen op med en brevåbner. Hun stoppede op, da hun så Damons forbløffede ansigtsudtryk. Stefan vendte sig, og kunne skimte låget fra en kiste. Han vendte sig nysgerrigt, og gik lidt tættere på kassen, der indeholdt kisten. Det var en gammel kiste, med detaljerede udskæringer, men den så ud som ny. Han kunne svagt lugte den friske sorte maling. Han så på Damon.

"Er du sikker?"

Spurgte han forvirret, og så på kisten igen. Der lå et blodigt brev, tapet fast til låget af kisten. Der stod med sirlige bogstaver på konvolutten: Salvatore. Damon nikkede, og tog konvolutten. Han åbnede den forsigtigt, ud at ødelægge brevet inde i. Han smed den tomme konvolut ned i kassen igen, og læste højt beskeden:

"For gamle dage."

Han så nærmere på brevet, beskeden var kort og kryptisk. Han sukkede opgivende.

"Jeg genkender ikke skriften."

Han trak på skuldrene, og studerede kisten nærmere. Den virkede bekendt, meget bekendt, men han kunne ikke placere den. Det irriterede ham grusomt. Han tøvede med at åbne den. Hvis der var det i, han troede, var det ikke smart at have Elena i samme rum. Men på den anden side, der var en del blod på gulvet og endnu mere i selve kassen. Det var strømmet ud fra en lille sprække i kistens nederste ene hjørne. Han hev prøvende i låget, det var sømmet fast.

"Stefan, det er sømmet fast."

Pointerede han. Stefan nikkede, og gik nærmere.

"Hold afstand."

Bad han Elena, der nikkede let. De to brødre greb fat i låget, og trak prøvende i det. Det gav sig en smule, men det var langt fra åbent. De lagde en smule mere styrke i, og kunne mærke sømmene give efter. Det sprang pludseligt op, så Damon og Stefan faldt bagud. Selve låget, der stadigt hang fast i et søm, stillede sig op af siden.

Elena lænede sig frem, nysgerrig efter at se dets indhold. Hun stirrede forbavset, da hun fik øje på det.

En ung kvinde, knap meget ældre end hende selv med langt sort hår og proptræk krøller lå i kisten. Hun var iklædt en enkelt hvid kjole, borderet med små hvide perler. Udover den, havde hun et langt hvidt sjal om skuldrene og indenom armene. Hun havde en enkelt, men smuk medaljon med en blå rose på, på hendes ene finger sad en ring med en lille blå rose på og hun havde et enkelt tyndt armbånd i guld omkring sit ene håndled. Hendes hud var perfekt, ikke et eneste modermærke, ar eller lignende. Dog var hendes hud gyseligt hvid. Hun havde et let smil, på de perfekte røde læber. Hendes øjne var lukkede. Hvis Elena ikke havde vidst bedre, havde hun troet at den unge kvinde sov. Og hvis man ignorerede den kniv, der var boret langt ind i hendes brystkasse. Det var herfra blodet var kommet.

Stefan satte sig op, og da synet i kisten mødte han, blev han fuldkommen stille og let bleg. Damon, der undrede sig over det, satte sig også op. Han så den unge kvinde i kisten, og tænkte at det var der vel intet nyt ved. Indtil han lagde mærke til hendes røde læber og de lukkede øjne, han kunne let huske hvordan hendes hår så ud, når det ikke var pyntet med alle de falske krøller. Han rejste sig fra gulvet, og bøjede sig ind over kisten.

"Eleanor."

Hviskede han forsigtigt, da han endeligt huskede hendes navn. Hun reagerede svagt, og åbnede sin mandelformede øjne. Da han så hvor velbevaret den blå farve i hendes øjne var, kunne han ikke lade være med at smile. Hun var så smuk, præcist som den dag hun døde. Han ville sige noget til hende, hvad som helst. Men inden han kunne gøre det, lukkede hendes øjne sig igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...