Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

43Likes
13Kommentarer
8748Visninger
AA

5. Elena

Endnu engang slog jeg øjnene op igen, stadig forfærdeligt træt.

"Hej."

Kvinden med det lange brune hår sad ved siden af mig, på stolen hvor Stefan, huskede jeg han hed, havde sat. Hun aede forsigtigt noget hår væk fra min pande. Jeg blinkede træt.

"Hvad hedder du?"

Hviskede jeg stille. Hun gav mig et lille let smil.

"Jeg hedder Elena."

Sagde hun venligt, og rettede på dynen, der lå tungt ind over mig. Der måtte være mere end en dyne.

"Og jeg hedder..."

Sagde jeg og forsøgte at huske det Stefan havde kaldt mig.

"Eleanor."

Afsluttede Elena forsigtigt.

"Eleanor."

Gentog jeg forvirret.

"Det siger mig ingenting."

Indrømmede jeg, og afslørede min tankegang.

"Du blev såret ret hårdt. Det kommer nok tilbage."

Sagde Elena trøstende og smilede til mig igen. Jeg nikkede, og håbede på det.

"Se det på den lyse side, hvis det ikke gør, så kan du jo få et helt nyt liv."

Lød det muntert, og en smule dystert bag fra Elena.

"Damon..."

Sagde Elena anklagende, men fik bare et muntert smil.

"Jeg har trods alt ikke tænkt mig, at lade dig være alene med hende."

Sagde Damon, som han måtte hedde og smilede selvtilfreds.

"Jeg klarer mig."

Sagde Elena stædigt. Jeg afbrød med et svagt host, og mærkede min tørre hals beklage sig.

"Hun er sulten."

Sagde Damon uroligt, hans smil blegnede en smule. Elena nikkede, og rakte mig et glas med den røde væske. Jeg fik, med en smule besvær, sat mig op af sengegavlen. Jeg tog glasset med begge hænder, og drak forsigtigt indholdet.

"Se selv. Jeg klarer mig."

Sagde Elena bestemt, og tog glasset fra mig, da jeg havde tømt det. Jeg blev siddende oppe. Selvom jeg var træt, så kedede jeg mig helt vildt. Damon så intenst på mig med sine blå øjne, der var nu alligevel noget velkendt ved dem.

"Hvad hedder du?"

Spurgte jeg forsigtigt, og lagde mærke til at min hals ikke gjorde nær så ondt.

"Damon, Damon Salvatore."

Præsenterede han sig selv med et charmerede smil. Det virkede en smule bekendt, men det sagde mig ikke mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...