Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

43Likes
13Kommentarer
8855Visninger
AA

15. Den røde bog

Jeg hev og sled for at få den dumme bog ud fra hylden. Den sad stramt klemt sammen mellem de andre bøger, og det virkede derfor umuligt at få den ud af hylden. Jeg fik overbalance, og faldt bagover. Jeg havde forventet at ramme gulvet med et brag, og lukkede derfor øjnene. Mit fald blev dog bremset, så jeg åbnede øjnene igen. Jeg fandt hurtigt ud af at jeg hang i armene på Damon, der gav mig et lusket smil. Min natkjole var blevet skubbet let op, så den kun lige og lige gik ned over mine hofter. Jeg gav Damon et strengt blik, han lod som om han kiggede væk. Han var ved at sige noget, men lod være. Han bar mig forsigtigt hen på sofaen og satte mig ned. Han så stadig væk, mens jeg trak den korte natkjole på plads. Han gik hen til hylden imens, og trak bogen ned. Han smilede forsigtigt, men oprigtigt, da han læste på omslaget. Han gav mig den, jeg hev den nysgerrigt ind til mig og læste på forsiden.

"Det var din yndlings bog, når du var på besøg i huset."

Jeg vendte den røde bog i hænderne, og slog op. Det var en bog fyldt med digte. Mit blik faldt på et tilfældigt digt, som jeg gav mig til at læse op.

"Når dagen går på hæld,

Fylder nattens væld.

Græde, vil den lille pige.

Helt uden lige.

Blod, rosens farve.

Næring, ej havre.

Blod på læben,

tænder i natten..."

Jeg slog hidsigt bogen i, da jeg huskede mig selv sidde med den. Jeg huskede at jeg var bange, rædselsslagen for noget. Jeg gned min pande, da jeg ikke kunne huske mere. Hvad havde jeg været så bange for?

"Er der noget galt?"

Spurgte Damon, og gik på hug ved siden af sofaen. Jeg nikkede let, og fik et nysgerrigt blik. 

"Jeg har læst det her digt før. Jeg kan huske at jeg har siddet med det i hænderne... Ved et klaver... Jeg var bange, bange for nogen."

Jeg gned min pande, mens jeg huskede flere detaljer. Jeg havde siddet med bogen i hænderne, på klaverbænken. Jeg havde forsøgt at lade som ingenting, men det var svært, når jeg var så bange. Damon stoppede mig, ved at tage mine hænder.

"Du må ikke tvinge det frem, ellers kan du risikere at du husker det hele på en gang, og det er ikke sundt for dig når du er så svækket som du er."

Jeg nikkede svagt, og så væk, da jeg trak mine hænder til mig.

"Damon?"

Spurgte jeg forsigtigt, han nikkede let.

"Var vi mere end barndomsvenner?"

Spurgte jeg tøvende, da jeg kom i tanke om de triste blikke han sendte mig i skjul. Straks slap Damon mine hænder, som om han fik stød.

"Selvfølgelig ikke."

Sagde han glat og rejste sig. Han gik ud af biblioteket, og efterlod mig på sofaen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...