Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

44Likes
13Kommentarer
9010Visninger
AA

9. Biblioteket

"Hvorfor har du så mange gamle bøger?"

Spurgte jeg nysgerrigt Stefan. Han så ud til at ville svare, men blev tavs igen.

"Stefan er en samler, han elsker bare at samle på gamle ting."

Lød det muntert henne fra sofaen. Det lød som Damon, men alligevel ikke, for han lød alt for glad.

"Men det kan du vel se på vor dejlige hjem."

Sagde han, og brast i latter, da han havde rettet sig op i sofaen. Jeg kunne lugte en kraftig lugt af whisky. Stefan rynkede på næsen, og gav Damon et utilfreds blik. Elena holdt en arm om mig, også hun var utilfreds.

"Damon."

Sagde Stefan køligt.

"Er du fuld?"

Afsluttede han. Damon brast i latter, og rystede ivrigt på hovedet.

"Overhovedet ikke. Jeg har det bare MEGA sjovt."

Sagde han, og tømte et glas mere med whisky. Han var helt klart fuld, stjernefuld. Stefan sukkede opgivende, og hjalp ham op fra sofaen. Han var for fuld, til at kunne stå selv. Stefan skyndte sig at hjælpe ham ud af biblioteket.

"Det er ikke fair, at hun ikke kan huske..."

Begyndte Damon tvært, men blev tysset på af Stefan, da de forlod biblioteket. Elena sukkede opgivende og slap mig. Hun skyndte sig at pakke Damons mange glas og flere tomme glasflasker sammen.

"Det beklager jeg. Du er nok vant til at se Damon på en helt anden måde."

Sagde hun, og blev klar over sin fejl. Jeg trak ligegyldigt på skuldrene.

"Ikke at jeg kan huske det."

Sagde jeg, mente som en spøg, selvom det egentligt gjorde ondt. Det gjorde ondt ikke at kunne huske, men jeg kunne forestille mig at det ville være hårdere, når man kunne huske noget, også at vide at ens familie var døde. Jeg vendte min opmærksomhed mod bogreolen. 

"Shakespeare..."

Læste jeg for mig selv, mens jeg gennemgik de forskellige forfattere. Alle sammen nogle gamle og brugte bøger. Mit blik faldt på en rød bog, fire hylder over mig. Udenfor min rækkevidde. Jeg forsøgte at række ud, men kunne ikke nå bogen som forventet. Jeg så hurtigt på Elena, hun var stadig ved at samle glas sammen på en bakke. Jeg skyndte mig op på en stol, og håbede på at jeg ville kunne nå. Jeg kunne lige og lige nå bunden af hylden, og strakte mig en smule mere på stolen, der vaklede usikkert under mig.

"Kom nu. Kom nu."

Hviskede jeg irriteret, og strakte mig lidt længere. Næsten, jeg havde den næsten. Min hånd var kommet op i sollyset, så man kunne se hvor bleg min hud var. Et brag ved lyden af glas, der blev knust, gjorde at jeg fik overbalance og faldt bagud. Jeg landede tungt på ryggen, midt på gulvet. Jeg fik øje på Elena, der stod foran en bunke med knust glas. Hun havde tabt bakken, og stod nu og stirrede underligt på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...