Vampire Diaries - Eleanor

Jeg så tvivlende til, mens Katherine lod sin vrede gå ud over Stefan. Han vred sig for at komme fri, men den magiske cirkel holdt ham fanget. Hun lod kniven glide ned over hans maveskind, så huden blev skåret op og blodet dryppede. Men han havde jo ikke fortjent det, jeg måtte stoppe hende. Nej, sagde det inde i mit hoved. Katherine er din skaber, din moder. Men da jeg ingen anelse havde hvem jeg var, havde Stefan været så sød ved mig. Det samme med Elena, der skjulte sine øjne i rædsel over hvad Katherine gjorde ved Stefan. De havde været så søde.
Og Damon, der lå livløst på jorden, han havde også været sød ved mig, selvom de andre ikke vidste det, selvom han lod som om han var ligeglad med mig. Jeg huskede svagt min tid som menneske, og huskede hvor glad jeg havde været for Damon. Jeg kunne ikke lade Katherine dræbe mine venner, eller min elskede Damon. Jeg så mod hans livløse krop, og begyndte at græde.

43Likes
13Kommentarer
8860Visninger
AA

12. Alene med Damon

Det overraskede mig, da Damon pludseligt satte sig ned på siden af sengen. Han gav mig et svagt smil, og tog glasset fra natbordet. Han rakte det ud mod mig, men jeg rystede på hovedet. Han så tænkende ud et øjeblik, før han roligt sagde:

"Tag en slurk, så må du stille et spørgsmål om dig selv, som jeg skal besvare."

Jeg tvivlede lidt, men ville gerne vide noget om mig selv. Jeg tog hurtigt glasset, og drak en mundfuld. Det var faktisk ikke så slemt. Smagen var jo stadigvæk sød, og virkede opkvikkende. Damon rettede forsigtigt på dynen, så den dækkede mig bedre. Hans blik var bekymret, kunne jeg godt se, inden han så på mig med et smil.

"En slurk, et spørgsmål."

Sagde han venligt. Jeg nikkede og skulle ikke tænke længere for at finde på et.

"Hvorfor reagererede i så underligt, da jeg blev udsat for sollys?"

Damons smil blev lettere anstrengt. Han havde håbet på at jeg ville spørge om noget andet.

"Vampyrer..."

Han stoppede op, da jeg gøs ved ordet. Det var jo hvad jeg var, men jeg brød mig ikke om det.

"Vores slags..."

Rettede han det roligt til, og tog min hånd, så jeg så på ham igen.

"... brænder op i sollys, medmindre vi har et smykke på, der yder beskyttelse..."

Jeg afbrød ham med et spørgsmål.

"Ligesom din ring?"

Damon lavede et frækt smil, og pegede på glasset. En slurk, et spørgsmål, det havde han jo sagt.

"Men selvfølgelig, hvis du tømmer glasset, må du stille mig så mange spørgsmål du lyster. Ihvertfald indtil at jeg ikke gider mere."

Sagde han glat, og så til, mens jeg langsomt tømte glasset. Da jeg havde tømt det, tog han det roligt fra mig og stillede det på natbordet. 

"Men ja, ligesom min ring."

Forklarede Damon. Han var tilfreds over at jeg havde drukket indholdet af glasset.

"Og du har ikke et sådant smykke på dig, og vi har tjekket dine andre smykker. De yder ikke den slags beskyttelse. Derfor undrer det os, hvordan du kan opholde dig i sollyset, uden at komme til skade."

Jeg sukkede trist, og fik straks et underligt blik fra Damon.

"Ikke nok med at jeg er et monster, så er jeg også et underligt monster."

Damon rystede let på hovedet, og aede den løsslupne hårtot på plads igen.

"Du er ikke noget monster."

Sagde han kærligt, hvilket undrede mig. Havde vi været mere end barndomsvenner? Jeg kunne se, at Damons smil skiftede, han fortrød den måde han havde sagt det på.

"Damon..."

Spurgte jeg forsigtigt.

"Hvem er jeg?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...