Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
10179Visninger
AA

35. ...

"Du ligner nu stadig noget katten har slæbt med ind."

Kommenterede Crowley muntert, da Halt meddelte ham at det var på tide han tog tilbage til sit len med Will og jeg. Halt smilede svagt, så det blå øje fremstod endnu tydeligere. Hans flækkede øjenbryn var i det mindste helet, så der kun var en tynd sårskorpe. Hans arm var i slynge, men han kunne sagtens ride. 

Vi var kommet tilbage til lejren med Halt på en båre, som Abelard havde slæbt. Jeg var gået ved siden af, og et kort øjeblik havde de fleste rangere troet at Halt var død. Han havde i søvne råbt mit navn, og dernæst bandet, så rangerne havde slappet af igen. Flere af dem havde faktisk grinet af det.

Jeg havde været til møde med Crowley og rangerne, den resterende del af ugen for at få alle deltaljerne i historien på plads, og skrevet korrekt ned i den officielle rapport til Kong Duncan. Will havde været med, mens Gilan havde våget over Halt. Gilan havde alligevel været bevidstløs igennem den vigtigste del. Til Crowleys store fornøjelse, så irriterede det Gilan grusomt at han ikke havde opdaget fælden. Den døde ranger var blevet brændt, mens alle rangere og lærlinge havde været til stede. Den udlærte lærling havde fået overrakt sølvbladet, og havde fået Masons tidligere len. Forræderen var også blevet brændt, han havde trods alt i størstedelen af sine år som ranger været god nok. Han fik dog ikke æren af at blive brændt med sit egetræsblad. Men nu var det tid at komme hjem igen.

Crowley så trist på Will og jeg, der stod klar til afgang ved siden af Halt.

"Jeg beklager, men jeg er nødt til at skille jer to ad."

Jeg så chokeret på Crowley, med spørgende øjne.

"En af rangerne, selvom han ikke var meget for det, fortalte mig om en lille episode ved hestene."

Jeg kom i tanke om hvad Crowley snakkede om, og vidste at det ikke drejede sig om mere end et par få kys.

"Jeg syntes at du klarer det udmærket med dem begge Halt, men jeg kan ikke lade dem blive sammen, ikke når de er ved at udvikle et forhold."

Halt fnes lavt, så Crowley gav ham et skarpt blik. Halt havde i den seneste tid, grundet en smertestillende urte-bryg jeg havde lavet, genfundet sin humoristiske side. Halt rømmede sig.

"Det er vist lidt... meget for sent."

Sagde han og gav sig til at grine. Jeg fortrød at jeg havde lavet den bryg til ham. Han havde det helt klart for godt, når han næsten lige havde drukket af den. Crowley sendte Halt vrede blikke, men det virkede ikke.

"Og hvad mener han med det?"

Spurgte Crowley, og ignorerede Halt, der stadigvæk grinede. Jeg fik røde kinder, da jeg kom til at tænke på den nat, hvor Will og jeg havde været sammen. Rigtig sammen.

"Hvis det ikke var for den skide bryg, så ville jeg have revet hovedet af dig Will!"

Sagde Halt, og grinede videre. Jeg blev kort bekymret for hans mentale tilstand. Crowley så på os, men et strengt blik, der tydeligt sagde; Det gjorde i bare ikke. Men det havde vi gjort. Jeg sank en klump, og kunne mærke Wills hånd, der greb min. Will gav Crowley et skarpt blik.

"Hvis du skiller os ad, så har ingen af os noget ønske om at forsætte udlæringen til rangere."

Sagde Will bestemt. Halt blev straks tavs, og så på os. Jeg knugede Wills hånd. Vi havde aftalt det i forvejen, vi kunne ikke fortsætte uden hinanden.

"Så giver i mig ikke noget valg."

Sagde Crowley dystert, men begyndte at smile til os. Han vendte sig mod Halt, der stadigt så måbende på os. Men inden Crowley kunne sige det, svarede Halt.

"Jeg har forklaret dem, at hvis jeg bliver bedstefar, mens de begge stadigt er mine lærling, så slår jeg dem ihjel."

Nu måtte Crowley le, hvor Halt så strengt på os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...