Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
10478Visninger
AA

16. Will

Vi red længere frem, undgik ligene og holdt et skrapt udkig efter flere af dem. Et højt brøl fik vores opmærksomhed, og fik os til at sprede os ud, så vi ikke ville være så let på få fat i. Jeg mærkede min hovedpine mildnes en smule, ikke fordi at fjenden var væk, men noget andet. En følelse mildnede det let. Will, gik det op for mig. Will var tæt på. Jeg så op, og mødte hans forskræmte blik. 

"Will?"

Hviskede jeg lavt. Han nikkede, og så sig længe omkring, før han sprang ned fra træet og landede ved siden af Tug. Tug prustede glad, og skubbede kærligt til Will. Han smilede forsigtigt til Tug, og så op på mig.

"Du kender ikke hans kodeord?"

Sagde han lavt, og så sig omkring igen.

"Efter al den tid, også er det det eneste du har at sige til mig."

Sagde jeg surt, og steg af Tug. Han rystede på hovedet, og ville til at sige noget, da Kalkaraen dukkede op bag ham. Jeg skubbede ham hurtigt til siden, og løftede buen for at skyde. Jeg reagerede for langsomt, og blev slået i jorden. En flammende pil sussede forbi Kalkaraen, der brølede rasende. Jeg rakte ud efter buen, og kom langsomt på benene. Will kastede sig til siden, for at undgå Kalkaraens klør. Det var for sent, og han skreg i smerte, da kløerne gled ned over hans ryg. Den slog dernæst ud efter Gilan, der kom ridende på Blaze. Han undgik, men faldt af hende. Halt kom ridende, men stoppede op, da kalkaraen fik øjenkontakt med ham. Præcist som det var meningen. Jeg kom op fra jorden, langt nok til at kunne holde buen op og trække pilen tilbage. Jeg affyrede den, straks da den forlod buen brød den ud i brand og ramte Kalkaraen. Den brød ud i et rædselshyl, mens flammerne hurtigt spredte sig og brændte den ihjel.

"Lad det være den sidste."

Bad jeg forsigtigt, og ømmede mig. Jeg var vredet voldsomt om på ankelen, da Kalkaraen havde havde slået mig ned. Halt kom rolig ridende på Abelard, der prustede nervøst. Jeg rullede rundt, og forsøgte at rejse mig. Det lykkes ikke, min ankel gjorde for ondt.

"Av!"

Sagde jeg højt, og lagde mærke til at Will ikke havde rørt sig. 

"Will?"

Kaldte jeg forsigtigt, og kom op at sidde. Will reagerede endeligt, og ville rejse sig.

"Bliv liggende."

Sagde Gilan bestemt, og bukkede sig ind over ham.

"Du er såret."

Forklarede Gilan, og skar forsigtigt Wills skjorte op med sin kniv. Will bandede lavt, da Gilan hev stumperne af skjorten af  ham. Halt hjalp mig forsigtigt op at stå, så jeg kunne læne mig op af ham. Min ankel var for øm til at støtte på. Jeg trak vejret dybt, da jeg så hvor alvorlige hans skader var. Han havde flere lange, dybe sår ned langs ryggen, der blødte svagt. Blaze stillede sig hurtigt ved siden af Gilan, der rakte ned i sin saddeltaske efter forbindinger. Will stønnede svagt af smerte, da Gilan gav sig til at rengøre hans sår. Halt hjalp mig hen ved siden af Will, hvor han hjalp mig ned at sidde. Jeg tog forsigtigt Wills hånd, der krampeagtig lukkede sig om min hånd. Det gjorde mere ondt, end det så ud til. 

"Det her kommer til at gøre ondt."

Gilan havde opdaget en splint i Wills ene sår, som han var nødt til at trække ud. Will fnes lavt, og så på mig.

"Som om det ikke allerede gør det i forvejen."

Mumlede han træt. Gilan tog forsigtigt fat om splinten. Jeg kunne se Wills ansigtsudtryk blive anstrengt, men efterfølgende blev det afslappet, da han besvimede af smerten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...