Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9952Visninger
AA

6. Will forsvinder

Will løb efter mig med sin bue over ryggen, og sin pileholder i hånden. Halt havde bedt os om altid at være bevæbnet, specielt nu hvor nyheden om at jeg var hans datter, langsomt spredte sig igennem Araluen og de omgivende lande. Halt var ikke specielt populær, og det havde som regel noget at gøre med at han var en ranger. Men jeg var for vred til at tænke over det. Sølvmanke var drægtig, så jeg ville ikke kunne ride på hende længe. 

"Hør nu."

Will greb mig i armen, og stoppede mig.

"Jeg har holdt dem adskilt, så godt jeg kunne. Men de er begge ranger-heste, ustyrligt kloge, så de må have fundet en måde at være sammen på."

Jeg sukkede, og lod mig synke ned på en væltet stamme.

"Ja, jeg ved godt. Det er bare..."

Will satte sig ned ved siden af mig, og lagde en arm om mig.

"... nu kan jeg ikke ride på hende længe, og der er ikke noget jeg elsker mere."

Will aede let min skulder, og mindede mig om, at der var noget jeg elskede mere.

"Udover dig selvfølgelig."

Tilføjede jeg, og fik et kys på panden. Jeg smilede, og lod Will kramme mig ind til sig. Jeg sukkede, måske var det ikke så slemt at Sølvmanke var blevet gravid. Det gik jo nok. Hun var jo lykkelig over det, det vidste jeg. Det var jo ikke så slemt alligevel.

 

Det næste skete så pludseligt, at jeg knap nok kan huske det. Slaget i mit hoved har nok også bidraget til det. Will smed mig fra sig, så jeg lænede tungt på maven. Jeg hørte Will blive overfaldet, og rejste mig for at hjælpe ham. Da jeg så i Wills retning, fik jeg øjenkontakt med det der havde overfaldt os. To Kalkaraer, hvor den ene holdt Will nede i jorden og stirrede ham dybt i øjnene og den anden så mig dybt i øjnene. Jeg følte den samme lammene frygt, som den første gang, hvor jeg var blevet bortført. Men Will var i fare. Han blev mere og mere bleg, mens Kalkaraen holdt øjenkontakt med ham. Jeg reagerede endeligt, og sparkede Kalkaraen foran mig i ansigtet. Den hylede i overraskelse, jeg havde brudt dens magt over mig. Men inden jeg kunne hjælpe Will, slog Kalkaraen ud efter mig og sendte mig væltende bagover. Jeg kunne svagt i min øjenkrog se Kalkaraen, der slæbte den bevidstløse Will væk. Dernæst mistede jeg selv bevidstheden.

 

Jeg vågnede langsomt op, med et hoved der bragede og buldrede. Det gjorde forfærdeligt ondt, men jeg tvang mig selv op. Jeg væltede næsten med det samme igen. Jeg rakte ud, og trak mine ben fri fra Wills knækkede bue. Jeg rejste mig igen, og tog buen i hænderne, inden jeg begyndte at løbe tilbage mod hytten.

"Halt."

Skreg jeg panisk mens jeg løb, og væltede hele tiden.

"Halt!"

Skreg jeg panisk, da jeg nærmede mig hytten. Halt fløj op fra sit bord, og løb imod mig med Gilan få skridt foran sig. Jeg formåede at holde mig på benene, indtil jeg kom indenfor Gilans rækkevidde. Så væltede jeg endnu engang, og straks greb han mig. Jeg havde ikke kræfterne til at rejse mig, eller til at beklage mig, da Halt forsigtigt undersøgte såret, der blødte meget, i min hovedbund.

"Halt?"

Kaldte jeg forsigtigt, men jeg langsomt sank sammen i Gilans arme. Jeg var ved at besvime igen. Halt så på mig, med bekymrede og forvirrede øjne.

"Will..."

Hviskede jeg lavt, og lukkede øjnene. Jeg mærkede Halts hænder, der lukkede sig over mine hænder, der stadigt holdt den knuste bue. Jeg slap den forsigtigt, og lod Halt få den.

"De har Will."

Hviskede jeg, og besvimede endeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...