Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9966Visninger
AA

14. Tristheden lurer

Jeg sad lænet op af et træ, med Lindas blodplettede kappe i hænderne. Jeg var holdt op med at græde for længe siden, men kun fordi der ikke var flere tårer tilbage. Linda, tænkte jeg og mindede mig selv på at jeg ikke længere kunne sige det højt. Linda, jeg savner dig. Jeg smed kappen fra mig, inden jeg begyndte at græde hysterisk igen. Halt havde holdt trøstende om mig, mens Lindas ligbål brændte ned. Jeg havde efterfølgende revet mig løs, og havde sat mig med kappen i hænderne. Halt og Gilan havde ikke forstyrret mig, og havde ladt mig sørge i fred. De havde siddet for sig selv, og nu var Gilan igang med at forbedre aftensmaden. Duften af maden var skøn, men irriterede mig. Hvordan kunne jeg spise, når Linda var død?

"Elisabeth?"

Kaldte Halt forsigtigt, og satte sig ned ved siden af mig. Han holdt en tallerken i hver hånd, og gav mig den ene så den stod på mit lår. Han satte sin egen tallerken på jorden, og tog forsigtigt min hånd.

"Jeg er ked af det, min skat. Jeg ved at hun betød meget for dig."

Jeg nikkede let, og så væk, da mine øjne begyndte at løbe i vand igen.

"Halt?"

Sagde jeg forsigtigt, og så tilbage på ham igen med tårer i øjnene.

"Vi finder Will ikke?"

Han nikkede. Jeg lænede mig ind til ham, og mærkede at han lagde armene om mig og holdt mig tæt.

"Vi finder ham, og vi får ham tilbage. Der lover jeg."

Han kyssede mig forsigtigt på hovedet.

"Men indtil da er du nødt til at spise, bevare din styrke. Ellers bliver du bare en hindring for os..."

Han prikkede mig på næsen, så jeg ikke kunne lade være med at smile.

"... også må vi jo give dig stuearrest."

Jeg kunne ikke lade være med at smile, på grund af den måde han sagde på det. Han mente det alvorligt, men fastholdt sin muntre tone. En tone jeg slet ikke var vant til at høre fra ham.

"Far..."

Sagde jeg stille, og kunne se at han heller ikke selv kunne lade være med at smile. Han kunne åbenbart godt lide det, når jeg kaldte ham far.

"... når vi får Will tilbage, så slår jeg ham ihjel for at forsvinde på den måde."

Han begyndte at grine, og kunne ikke holde op igen. Han tilføjede, med en alvorlig tone, men med et smil på læberne.

"Så må du stille dig i kø. Både jeg og Gilan har allerede planer om det."

Nu måtte selv jeg grine, og kunne næsten ikke holde op igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...