Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9956Visninger
AA

17. Træthed

"Hvordan har du det?"

Spurgte jeg forsigtigt Will. Han sukkede, og rystede på hovedet.

"Jeg kunne have det bedre."

Svarede han stille, og nød at jeg holdt hans hånd, hvor jeg forsigtigt aede hans håndryg. Han lå på maven, hans ryg gjorde for ondt til at ligge på. Hans sår gjorde ondt, og det gjorde ham træt. Desuden var han for svag til at ride, så vi var nødt til at blive her, indtil han kom sig. Samtidigt kunne min forstuvede ankel også få det bedre, selvom jeg sagtens kunne ride. Halt og Gilan var begge ude at jage. Det var et område, hvor der ikke var meget vildt, og gjorde det derfor svært at jage alene.

"Hvordan har du det?"

Spurgte Will forsigtigt, og vred sig en smule, da han ufrivilligt bevægede sig.

"Jeg har det fint."

Løj jeg, og aede hans kind. Han gav mig et skarpt blik, der til forveksling lignede det Halt plejede at sende mig, da han ikke vidste at jeg var hans datter.

"Min ankel er forstuvet, det er det hele."

Han fnøs, og tog min hånd igen. Jeg sukkede opgivende.

"Okay, den gør ondt af helvedes til..."

Indrømmede jeg, og tilføjede med et smil:

"Men jeg overlever."

Will nikkede let, og gav mig et charmerende smil. Han fik straks et let kys på panden, for det søde smil. Han kunne ikke lade være med at smile. Jeg fik en overvældende lyst til at kysse ham, og aldrig holde op igen. Jeg forsøgte at skubbe den til side, velvidende at Halt ikke ville have den slags tanker i hovedet på Will og jeg.

"Er du sulten?"

Spurgte jeg forsigtigt. Han så tvivlende ud et øjeblik, før han nikkede.

"Så må vi håbe at Halt og Gilan vender tilbage snart, med fangst, ellers skal vi have den der underlige blanding igen. Som der heller ikke er særligt meget af."

Sagde jeg roligt, og fik et let nik fra Will, der blinkede søvnigt.

"Beklager, det bliver den underlige blanding."

Sagde Gilan let muntert, og satte sig ved bålet for at varme sine fingre. Det var ved at blive koldt, fordi solen gik ned. Han gav sig straks i kast med at lave mad, da Halt satte sig ved siden af Will.

"Hvordan har du det? Er det bedre?"

Spurgte Halt, og sikrede sig at Wills forbindinger sad som de skulle.

"Jeg er træt."

Sagde han stille, og lukkede øjnene. Halt nikkede, og trak Wills tæppe forsigtigt over ham. Dernæst svøbte han mig ind i mit eget, mens jeg træt forsøgte at holde øjnene åbne.

"Hvil jer. Jeg vækker jer, når der er mad."

Jeg nikkede og lukkede øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...