Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9890Visninger
AA

2. Træning

"Møg."

Bandede Gilan lavmælt, da jeg fik overtaget igen og skubbede hans sværd ud af hånden, ved let, at slå på hans hånd. Vi trænede ikke med rigtige sværd, kun nogle af træ, men derfor var der ingen grund til at slå ham. Han sukkede opgivende, og tørrede sveden af sin pande. Jeg forsøgte at lade som ingenting, men kunne ikke lade være med at smile.

"Jeg opgiver."

Sagde han, og samlede sit træsværd op.

"Der er menneskeligt umuligt at slå dig."

Jeg fnes, og rystede på hovedet.

"Hvor jeg kommer fra, er jeg kun middelmådig."

Jeg satte træsværdet i jorden, og rettede på min hestehale.

"Ja, det kan godt være."

Sagde Gilan tvært, og lagde armene over kors. Stadigt med sit træsværd i hånden.

"Men hvor du kommer fra, er kvinderne halvt elvere."

Jeg rystede på hovedet. Gilan sukkede opgivende, da han indså hans fejl.

"Nåh ja, din herkomst."

Sagde han og lo, han fandt det stadigvæk sjovt at Halt var min far.

"Så jeg er i teorien kun kvart elver."

Gilan nikkede dystert.

"Ikke desto mindre er du god nok til at slå mig, og det er der ikke mange der kan."

Jeg trak på skuldrene. Gilan forsøgte hurtigt at stikke ud efter mig, da jeg havde stillet sværdet fra mig. Jeg slog en hurtig baglæns kolbøtte, og sparkede på den flade side af sværdet, så han fik den i ansigtet. Men jeg havde sat af med for meget kraft, og lænede tungt på bagen.

"Av!"

Udbrød vi på samme tid, og kunne så ikke lade være med at grine. Gilan gned let sit ansigt, og hjalp mig dernæst op fra jorden. 

"Er du okay?"

Spurgte han uroligt. Han havde allerede fået ballade engang før, da han havde ramt mig med den flade side over låret, så jeg havde fået et trælår i et par timer. Jeg skar ansigt, men nikkede. Gilan sukkede igen.

"Halt slår mig ihjel."

Mumlede han dystert, og samlede mit træsværd op fra jorden.

"På et eller andet tidspunkt må Halt indse at jeg ikke er nogen lille pige."

Sagde jeg tvært, og masserede let min lænd. Gilan lo, og så væk.

"Du hader virkelig at blive kaldt lille, lille pige."

Tilføjede han, inden han satte i løb. Jeg for rasende efter ham, men hallede hurtigt ind på ham. Han gav et chokeret udbrud, da jeg taklede ham få meter fra Halts hytte. Jeg greb straks ud efter hans hals, som han gjorde sit bedste for at beskytte fra mine smalle, men dødbringende fingre. Han havde allerede fundet ud af, at de kunne klemme med dødbringende styrke. Jeg kunne høre Will sukke, da han bar brænde ind i hytten.

"Halt, de slås igen."

Advarede han Halt.

"Denne gang slår hun ham vist ihjel."

Tilføjede Will uroligt, da jeg fik lagt mine fingre omkring Gilans hals. Jeg kunne høre Halt brumme utilfreds, og gå ud. Will pillede hurtigt efter ham. Gilan holdt op med at bevæge sig, da han indså at han havde tabt.

"Så er det godt."

Sagde Halt med alvorlig stemme, og gav mig et alvorligt blik. Jeg løsnede langsomt mit greb.

"Jeg er ikke lille."

Sagde jeg surt, og rejste mig fra Gilan. Han brød ud i latter, mens han kom på benene igen. Da han igen tårnede op over mig, ville jeg ønske at jeg havde givet ham et blåt mærke. På den anden side ville Halt blive stiktosset, hvis jeg gjorde det.

"Det er du i forhold til mig."

Sagde Gilan, og roede mig oveni hovedet. Jeg sparkede ham over skinnebenet, så han hoppede lidt væk fra på et ben. Jeg gav ham et surt blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...