Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9888Visninger
AA

20. Svag, syg og forsvarsløs

"Elisabeth?"

Kaldte Halt forsigtigt, så jeg slog øjnene op igen. Han trak mig op at sidde op af ham, og satte forsigtigt en vandflaske for min mund. Jeg drak forsigtigt en tår, men hostede, da jeg fik den i den gale hals. Han satte vandflasken på jorden, og slog mig let på ryggen, så jeg fik hostet vandet op igen. Han holdt mig beskyttende ind til sig, og mærkede let på min pande.

"Din feber er steget."

Sagde han trist, og lagde tæpperne om mig igen. Jeg rystede svagt. Jeg frøs forfærdeligt. Gilan satte sig forsigtigt ved siden af os, og holdt let en ske mod min mund. Jeg sank, med besvær, den varme suppe.

"Godt, bliv ved på den måde."

Roste Halt, da jeg spiste endnu en skefuld. Jeg hostede igen, men ikke på grund af suppen denne gang. Jeg hostede igen.

"Hvis det bliver meget værre, så kan hun ikke ride."

Sagde Gilan uroligt, og skævede bekymret til mig. Jeg lukkede træt øjnene, da Halt lagde mig mere blødt ind til sig i sin favn.

"Hvor længe har hun haft mareridt?"

Spurgte Halt stille Will. Han troede nok, at jeg var faldet i søvn igen. Jeg kunne høre Will rejse sig forsigtigt, og sætte sig med en øm lyd, ikke så langt fra mig.

"Længe."

Sagde Will tvivlende. Jeg kunne let forestille mig, at Halt gav ham et skarpt blik.

"Lige siden vi kom tilbage til hytten."

Indrømmede Will forsigtigt. Jeg kunne forestille mig, at Halt blik blev meget skarpt.

"Hun fik mig til at love, at jeg ikke ville sige noget."

Sagde Will forsigtigt.

"Jeg tror at du vil opdage, at det ikke er en god ide at holde alle min datters hemmeligheder hemmelige for mig."

Sagde Halt tørt og dystert.

"Hun har mareridt lige siden vi kom tilbage til hytten. Som regel så vækker hun mig, når hun vender sig uroligt i sengen..."

Will blev tavs. Halt havde nok et dræbende blik i øjnene, nu hvor han havde fået bekræftet at Will og jeg sov i samme seng, som vi ikke måtte, og at vi holdt om hinanden, som vi ikke måtte. Will rømmede sig.

"Men ihvertfald, jeg plejer at vække hende. Så, alt efter hvor slemt hendes mareridt var, ville jeg trøste hende. Så ville hun ligge sig til at sove igen, uden at vågne resten af natten."

Will blev tavs igen, og tog forsigtig min hånd. Han slap den dog hurtigt igen, da Halt brummede utilfreds.

"Ved du hvad hendes mareridt var om?"

Brød Gilan forsigtigt ind.

"Nej, hun ville ikke snakke om det."

Svarede Will uroligt, sikkert med Halts skarpe blik hvilende på sig endnu.

"Jeg forsøgte en enkelt gang at få hende til at tale om det, men hun begyndte bare at græde igen og så ville jeg ikke presse hende yderligere."

Sagde Will med en mere bestemt stemme, da Halt forsigtigt lagde mig fra sig. Han dækkede og rettede hurtigt tæpperne til over mig. Jeg kunne høre Halt rejse sig.

"Hun er for svag til at ride."

Svarede han, fra da Gilan havde påpeget min svage tilstand.

"Og hvis hun bliver meget svagere, så bliver hun også komplet forsvarsløs."

Sagde Halt bekymret, og gik sin vej for at patruljere i området.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...