Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9951Visninger
AA

5. Sølvmanke, den lykkelige

Sølvmanke prustede uroligt, da jeg forsigtigt trykkede hende på benet. Hun var blevet halt efter sit fald, hvor hun havde forsøgt at redde mig. Det var hurtigt gået over, men nu var den gal igen. Men jeg kunne ikke finde ud af hvad der var galt. Ingen af hendes muskler var hævede eller føltes forkert, og alt andet føltes som det skulle. Jeg bevægede mig lidt længere op af benet, måske var problemet der. Hun beklagede sig lidt højere. Det undrede mig, det var jo helt oppe over hendes knæ. Var det noget hun lod som om, så jeg ikke ville ride på hende? Jeg gik lidt længere op af hendes ben, hun beklagede sig højere.

"Du vil have at jeg skal finde ud af noget, ikke sandt?"

Hun prustede glad, altså et ja.

"Og jo tættere jeg kommer på det, jo højere beklager du dig."

Hun prustede glad igen over min næsten lydløse mumlen. Jeg bevægede mig op til hendes skulder, hun prustede lidt lavere. Altså var det ikke så højt oppe. Jeg trykkede lidt lavere, på hendes hals. Hun prustede knap nok. Altså var jeg langt fra. Jeg trykkede hende på maven, og hun prustede lykkeligt. Jeg lagde hænderne på hendes mave, og mærkede grundigt efter længe.

 

"Will!"

Råbte jeg rasende, så snart jeg slog døren op til hytten. Han så forbavset op fra bordet, hvor Halt var ved at belære ham om kort. Halt kommenterede tørt.

"Det var da noget nyt til en forandring."

Jeg gav ham et hidsigt blik, der fik selv ham til at krybe sig en smule.

"Jeg sagde til dig, at du skulle holde dem adskilt."

Sagde jeg hidsigt, og opdagede Gilan komme ind i hytten bag mig. Han måtte have hørt mit råb.

"Dem?"

Spurgte Will forsigtigt. Godt klar over at jeg var rasende.

"Will, jeg slår dig ihjel!"

Råbte jeg hidsigt af ham. Han skulle ikke spille dum nu. Gilan lagde sine hænder på mine skuldre.

"Syntes du ikke at du skulle køle lidt af?"

Spurgte Gilan roligt, men alvorligt. 

"Sølvmanke er drægtig, Will."

Sagde jeg sammenbidt, og tilføjede.

"Og jeg tror godt jeg ved hvis skyld det er."

Will rettede sig overrasket op.

"Tug."

Udbrød han, da det gik op for ham. Vi havde længe vidst at vores heste havde udviklet mere og mere interesse for hinanden. Derfor var vi blevet enige om at holde dem adskilt. Gilan begyndte at grine, så han faldt om på gulvet og vred sig. Halt forsøgte ikke at smile, men det lykkes ham ikke helt.

"Nu har du prøvet at være i min situation. Så sæt mig ikke i den, før i begge er udlært. Ellers river jeg hovedet af jer begge."

Sagde Halt forsigtigt med et smil. Han kunne godt se, at jeg stadig var sur. Jeg vendte mig om, og trådte over Gilan, der stadig lo så han var blå i hovedet. Jeg gik hidsigt mod skoven.

"Du må hellere sørge for at hun ikke laver noget dumt."

Sagde Halt, og fik Will til at følge efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...