Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9955Visninger
AA

24. Skikkelser i natten

Vi lå hver for sig, på hver sin side af bålet, da Halt og Gilan kom tilbage. Begge påklædt, og i en dyb søvn under hver vores tæpper. Næsten da.

"Rolig, det er bare mig."

Hviskede Halt roligt, da jeg søvnigt rakte ud efter kniven under min hovedpude. Jeg løsnede grebet om den, og lagde mig ned på puden igen. Jeg gabte svagt, og trak med den anden hånd mit tæppe på plads. Han aede forsigtigt noget hår væk fra min pande, og mærkede længe på den.

"Du har stadig feber."

Sagde han bekymret. Jeg nikkede, mit hoved gjorde ondt. Rigtig ondt. Jeg fløj op på benene. Halt rejste sig.

"Hvad er der?"

Spurgte han uroligt, og så sig omkring, da jeg nærstuderede omgivelserne.

"Jeg har ondt i hovedet."

Hviskede jeg lavt. Halt gjorde hurtigt tegn til Gilan, at der var fare på færde. Gilan skubbede forsigtigt til Will med sin fod. Will fløj lige så hurtigt op som jeg, men han så meget træt ud. Han rystede hurtigt et par gange på hovedet, inden han blev helt vågen. Han så sig hurtigt omkring.

"Hvor?"

Hviskede Gilan lavt. Jeg trak på skuldrene, ikke helt sikker. Jeg gjorde tegn til at de skulle vente, og samlede hurtigt den lille kastekniv op, som lå under min pude. Jeg listede lydløst ind i det tætte krat, uden at få grenene til at rasle. Jeg kunne se sporene efter noget, der havde sat inde i krattet. Det var ikke særligt længe siden. Jeg kunne se sporet gå rundt, udenom lejren og fulgte det. Jeg dukkede op bag personen, der havde afsat sporene. Han gjorde klar til at springe på Gilan bagfra. De så stadigt frem mod hvor jeg var forsvundet ind i busken. Jeg jog hurtigt kastekniven ind i bagsiden af hans lår, så han faldt forover, ud af krattet. Han landede tungt, hvor Gilan tidligere havde stået.

"Du er altså uhyggelig, når du gør det der. Jeg kan overhovedet ikke se eller høre dig."

Sagde Will, og blev flov. Han så ned i jorden. Jeg fnes let, og trak på skuldrene.

"Så..."

Sagde jeg tænkende, og tørrede knivspisen af. 

"Hvem er han?"

Spurgte jeg køligt, da han så op. Jeg så et svagt glimt af genkendelse i Halts øjne.

"En kujon, og forræder."

Sagde Gilan køligt.

"Landsforvist, for at støtte Morgarath i hans første forsøg."

Uddybede Halt, og gik ned på det ene knæ. Han løftede let mandens ansigt op, med spidsen af sin sax-kniv.

"Og hvad laver du så her?"

Spurgte Halt køligt, og slap mandens hage med kniven. Manden blev liggende på maven, og så ned i jorden.

"Morgarath har kaldt mig til sig."

Hviskede han lavt. Vi skævede til hinanden.

"Morgarath har været død i snart seks måneder."

Sagde Halt køligt. Manden så overrasket op, men krøb sig hurtigt sammen under Halts blik.

"Han døde for mit sværd."

Sagde Gilan roligt, og bakkede Halts ord op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...