Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9902Visninger
AA

18. Sammen igen

"Elisabeth, vågn op."

Lød det forsigtigt, fra Will. Jeg slog øjnene op, og kunne se både Gilan og Halt sidde på hug overfor mig. Will krammede nervøst min hånd, så den var helt øm. Jeg blinkede et par gange med øjnene, og fandt hurtigt ud af, at det ikke hjalp at sove op af et træ.

"Hvad er der?"

Hviskede jeg træt og gabte.

"Du er utroligt svær at vække, min skat. Du gjorde os helt bekymrede."

Sagde Halt, og aede bekymret min kind.

"Jeg har bare ikke sovet så godt."

Mumlede jeg træt, og var ved at falde i søvn igen. Halts skarpe blik fik mig til at holde mig vågen.

"Nu hvor jeg så endeligt kunne sove, vil jeg åbenbart sove igennem."

Pointerede jeg. Gilan nikkede let.

"Måske."

Han gav mig min tallerken med mad i. Det så ikke spor appetitligt ud, men alligevel knurrede min mave. Jeg begyndte stille og roligt at spise. Imens satte Halt og Gilan sig lidt længere væk, men holdt alligevel et skarpt øje med både Will og jeg.

"Skal du have hjælp?"

Spurgte jeg nysgerrigt. Will rystede let på hovedet.

"Lidt stolthed har jeg da i behold."

Sagde han let, og gav mig et smil. I det mindste var Will ved at få det bedre, hvor det føltes som om jeg fik det værre. Jeg spiste det sidste på tallerkenen og satte den fra mig. Jeg blinkede træt med øjnene.

"Du burde ligge dig ned."

Sagde Will forsigtigt, og skubbede sin tomme tallerken fra sig.

"Ellers falder du bare i søvn op af træet igen."

Tilføjede han muntert. Jeg nikkede, og sank sammen, så vi lå hoved mod hoved. Jeg trak tæppet op over skuldrene, og puttede mig inde under det. Jeg mærkede Wills hånd, der greb fat i min og holdt om den.

"Få mig ikke til at skille jer to af."

Advarede Halt, og gav os et strengt blik. Vi nikkede samtidigt, hvorefter jeg træt lukkede øjnene og faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...