Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9959Visninger
AA

8. Ridt på Tug

"Hej Tug."

Han skævede nervøst til mig, mens jeg nærmede mig. Jeg rakte hånden ud, så han kunne snuse til den. Han blev rolig, og lod mig komme tæt på ham. Jeg nussede ham forsigtigt på hovedet. Tug var bekymret, jeg kunne mærke det på ham. Jeg hviskede forsigtigt i hans øre, at jeg ville bringe Will tilbage. Han vrinskede glad, og dansede en omgang, før han stod stille igen. Jeg steg hurtigt op.

"Vent Elisabeth! Du skal have Tugs kodeord."

Udbrød Gilan chokeret, som om at jeg burde vide det. Det gjorde jeg ikke, men jeg vidste at den Tug også havde en anden svaghed. Tug blev roligt stående, og så afventende på Gilan, mens Halt kom ridende.

"Så vidt jeg er orienteret så kender ingen af jer to, Tugs kodeord."

Gilan rystede hurtigt på hovedet, mens Halt så afventende på Tug. Han ventede på at, Tug ville stejle. Men Tug blev stående, han ville ikke smide mig af.

"Tug har et andet kodeord."

Sagde jeg, og nussede ham bag øret. Han prustede let.

"Eller svaghed, må jeg nok sige."

Rettede jeg mig selv, og så til, mens Tug nussede Sølvmanke på siden af maven. Halt skævede surt til Tug, undrende om han ikke var godt nok oplært.

"Jeg lovede ham, at vi ville finde Will og bringe ham tilbage."

Sagde jeg roligt, og så til mens Tug kærligt nussede Sølvmanke på maven igen.

"Aldrig har jeg set en hest så bundet til sin ejer, som Tug."

Mumlede Gilan forundret, og klappede let Blaze på halsen. Hun snuste forsigtigt til den gravide Sølvmanke, der nussede hende tilbage. Blaze gav et overrasket hyl fra sig, og trak sig lidt væk. Gilan lo let.

"Lad os få Sølvmanke afleveret på slottet, så vi kan komme afsted. Husk, ingen grund til at alarmere nogen om Kalkaraerne. Ellers kommer vi bare langsommere afsted, og så meget tid er jeg bange for at Will ikke har."

Sagde Halt bestemt, og opdagede forbløffet at Sølvmanke slet ingen grime eller snor havde på. Hun fulgte roligt efter mig, da Tug begyndte at gå roligt mod slottet. Gilan sagde forbløffet:

"Din datter kunne ikke være meget mere ranger, end ikke hvis hun var opvokset hos dig." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...