Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9951Visninger
AA

21. Overfaldet

"Er du sikker på at du kan klare det?"

Spurgte Halt nervøst igen, da jeg rejste mig for at gå ned til floden. Jeg trængte til et bad, efter flere dages feber. Den var endeligt faldet en smule, og havde gjort mig en smule mere klar i hovedet.

"Ja, det er jeg nødt til."

Sagde jeg stædig, og besluttede mig for at bruge et argument, der helt klart ville give mig lov til at gå.

"Jeg kunne jo altid tage Will med, og få ham til at skrubbe mig på ryggen."

Halt gav mig et dræbende blik, og gjorde det klart, at det kunne jeg godt glemme alt om. Gilan var ved at flække af grin i baggrunden, men forsøgte at lade som ingenting, hvilket godt var en god ide. Halt ville nok have kvalt ham, hvis han havde sagt noget. Will havde en smule røde kinder, nok fordi at han ikke ville have noget imod at skrubbe mig på ryggen. Men Wills sår var endeligt helet, så de ikke blødte mere. Men der var stadig en risiko for at sårene kunne sprænge op. Derfor havde Gilan, ikke Halt, som stadig var sur på ham, beordret ham til at tage den med ro i mindst to dage endnu.

"I to holder jer fra hinanden, med mindst ti meters afstand."

Sagde Halt strengt, og så skiftevis mellem Will og jeg. Halt var stadig rasende over, at Will og jeg ikke havde overholdt hvad han havde sagt.

"Jeg kastrere dig Will, og du Elisabeth, bliver låst væk i et tårn til du fylder 50. Er det forstået?"

Vi nikkede samtidigt. Halt var i et rigtig dårligt humør. Jeg skyndte mig ned mod flodbredden, så snart jeg kunne. Jeg trak hurtigt tøjet af, og gik i vandet. Jeg frøs, men vidste at den kølende effekt var god mod min feber.

"Pis."

Mumlede jeg irriteret, da jeg fik fornemmelsen af at blive overvåget igen. Jeg ville ikke kunne kalde efter hjælp, Gilan og Halt  var for langt væk og Will var for svag til at hjælpe. Jeg løb hurtigt op på bredden igen, og fik trukket min min bluse over hovedet. Jeg fik trukket mine bukser på, men blev grebet bagfra. Jeg skreg højlydt i overraskelse, da jeg blev kastet ned på ryggen. Det gjorde ondt, langt ind i knoglerne, da han smed sig ind over mig med et grin. To af hans kammerater stod ved siden af, og så på mig med et begærligt blik. Jeg kunne mærke at frygten fik mit hjerte til at hamre voldsomt.

"Skal vi se hvad tøsen gemmer oppe under blusen, skal vi?"

Sagde han med en ophidset stemme. Jeg vred mig for at komme fri, men hans enorme vægt holdt mig nede, så jeg umuligt kunne røre på mig. Han trak blusen lidt op, og lod sin hånd forsvinde op under den, hvor han gav sig til at befamle mig. Jeg skreg igen, og vred mig hidsigt for at komme fri.

"Ikke det store hun gemmer der, måske det er lidt bedre i hendes bukser?"

Sagde han, og lo grimt, mens han forsøgte at få sin klamme hånd ned i mine bukser. Jeg skreg, vred mig for at komme fri og lige meget hjalp det. Jeg begyndte at græde, da hans hånd fandt ned i mine bukser, hvor han yderligere befalmede mig. Jeg skreg igen, og forsøgte at sparke ham væk.

"Jeg elsker tøser der slås lidt imod, det gør det hele meget sjovere."

Han greb mig med sin frie hånd, og tvang mig til at holde mit ansigt stille, så han kunne tvinge mig til at kysse. Hans kammerater stod ved siden af, og kunne ikke vente til at få deres tur med mig. Men først når ham der lå ind over mig, var færdig med mig og han var knap nok begyndt. Netop som han fik mine ben vredet fra hinanden, og placeret sig imellem dem, kom Nihna løbende med et højt hyl. Hun sparkede ham i hovedet, så han faldt tungt til siden. Dernæst vendte hun sig prustende mod de to andre, der havde trukket deres knive. Jeg trak min itu-revede bluse sammen om mig, og sad og græd, mens Nihna cirklede beskyttende om mig. En anden hest prustede hidsigt til hilsen, som kom galoperende imod os. Straks trak de to, der stadig var ved bevidsthed, sig tilbage, da tre pile på buer pludseligt pegede på dem. Det ene ansigtsudtryk bag dem, der holdt buen, havde tydeligvis raseri i sine øjne. De to andre havde tydeligvis mord i deres øjne, og det skræmte dem mere end de spændte buer. 

"Elisabeth?"

Kaldte den mindste af skikkelserne. Jeg reagerede ikke, men lod mine tårer trille frit ned af mine kinder. Nihna skubbede forsigtigt til mig, og aede mig med sin mule. De to forsøgte at udnytte den afledte opmærksomhed, og gav sig til at løbe. De sank døde om, få meter længere henne af stranden. Halt og Wills buer indholdt ikke længere nogen pil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...