Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9963Visninger
AA

7. Ondt i hovedet, og ondt i hjertet

Jeg vågnede langsomt op, da Halt lagde en kold klud på min pande. Jeg gøs svagt.

"Hej min skat."

Hviskede han kærligt, og aede min kind, før han tog min hånd.

"Hvordan har du det?"

Jeg måtte svagt indrømme, at jeg ikke havde det godt. Mit hoved gjorde ondt, min krop føltes tung og i det hele taget havde jeg det skidt. Men det værste var mit hjerte. Det gjorde ondt. Jeg havde opdaget, at jeg lå alene i sengen. De havde ikke fundet Will.

"Vi finder ham."

Lovede Halt, og aede min hånd, mens han holdt den.

"Gilan er ude og lede efter ham."

Jeg forsøgte at sætte mig op, for at protestere, men Halt skubbede mig blidt tilbage i sengen. Han lagde forsigtigt den kølige klud på plads på min pande igen.

"Kalkara."

Hviskede jeg hæst, min hals var forfærdeligt tør. Halt nikkede sørgmodigt.

"Gilan er forsigtigt, desuden vil Blaze passe på ham."

Jeg nikkede svagt. Blaze er en utroligt sød, men drille syg hest. Hun mindede på mange måder, om Gilan. Jeg faldt i søvn igen. Halt blev hos mig hele natten, vågede over mig mens han holdt min hånd. 

Da jeg vågnede næste morgen, sad Halt træt ved min side og gav mig et forsigtigt smil, da han så at jeg var vågen.

"Godmorgen."

Hviskede han stille. Jeg nikkede svagt, og mærkede at Halt havde fjernet kluden en gang i løbet af natten. Han så op, da hoveddøren gik op. Han gav min hånd et svagt klem, før han slap den og rejste sig. Han lukkede døren bag sig, da han så at det var Gilan. Han ville ikke have at jeg skulle høre det, hvis det var dårlige nyheder. Men han undervurderede tydeligvis min gode hørelse.

"Jeg fandt ham ikke."

Sagde Gilan ligeud, og lød irriteret.

"Men det var tydeligt, at han havde kæmpet som bare pokker for at slippe væk."

Jeg kunne forestille mig, at Halt nikkede tilfreds.

"Skal vi efter ham?"

Spurgte Gilan forsigtigt. Halt fnøs.

"Selvfølgelig."

Sagde Halt tvært.

"Så snart Elisabeth er frisk nok, og jeg er udhvilet, tager vi afsted."

Sagde Halt bestemt, og gik mod sit værelse.

"Men Halt, Elisabeths hest er drægtig, så vi må efterlade den her og så kommer vi til at mangle en hest."

Sagde Gilan bekymret.

"Det må vi tænke på til den tid."

Afsluttede Halt samtalen, og gik ind på sit værelse. Gilan sukkede opgivende, og gik ind til mig. Han kunne straks se på mig, at jeg havde hørt det. Han satte sig med et suk ned på stolen, hvor Halt havde siddet tidligere.

"Elisabeth, jeg har afgivet et løfte."

Sagde han højtideligt med et let smil på læben. Jeg så nysgerrigt på ham.

"Jeg har lovet, at uanset hvad, så vil du og Will være sammen." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...