Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
10318Visninger
AA

33. Morderens død

Jeg kastede mig i sikkerhed i et krat, og bandede lavt, da den kradsede mig over kinden. Jeg kiggede ud, håbede på at kunne se Mason bevæge sig. Han forholdt sig roligt. Jeg kiggede efter Will, og kunne svagt se hans øjne, der mødte mine. Jeg blinkede, og trådte fri fra krattet, længere tilbage i krattet. Der, jeg fik øje på Mason, der hoppede ned fra en trægren. Han så sig lurende omkring, og hoppede en enkelt gang, da Abelard for efter Halt ind i skoven. Jeg bad stadigt til at han var i live. Det var gået op for mig, at syv svært bevæbnede røvere måske var en lidt stor mundfuld for ham, når hans bue lå midt på jorden. Han havde tabt den, da han havde skubbet mig til side. Jeg var sur over, at jeg ikke havde fået flyttet mig i tide, så også Halt kunne nå i sikkerhed.

"Nihna."

Hviskede jeg lavt, og hviskede en lav ordre, som jeg havde øvet kun en enkelt gang med hende. Hun gik ligegyldigt rundt, som om hun ledte efter noget græs. I virkeligheden var hun på vej hen til mig. Hun hylede let, da en fugl fløj ud fra krattet, hvor jeg stod og ventede. Hun lod derefter som om hun nysgerrigt snusede til busken, hvor fuglen var kommet frem. Jeg stod stille, og kunne ikke røre mig, før hun fik drejet sig helt i stilling, så Mason ikke kunne se mig. Jeg bukkede mig hurtigt ned, da Nihna gav sig til at græsse. Hun havde gjort sin del. Masons opmærksomhed var nu på den omvandrende hest, som han kunne bruge til flugt. Nihna havde ikke noget kodeord, så derfor kunne han tage hende. Han nærmede sig forsigtigt, på skarpt udkig efter Will og jeg. Gilan lå stadig bevidstløs på jorden, mens Blaze nappede ham i håret, der var kommet til syne under kappen. Tug så fjendtligt på Mason, men gjorde ikke noget, fordi at han holdt sin bue med pil i hånden. Jeg lagde en pil på min bue, mens han forsigtigt nærmede sig. Han lod buen falde, og hang den om på ryggen. Straks for Will frem og ødelagde det hele. Han slog med sin bue, så både Mason og hans bue knækkede. Dernæst kastede han sig til siden, for at undgå Masons slag. Jeg rejste mig, og ville til at skyde, da Nihna kastede sig ind foran mig. Hun hylede smertefuldt, og sank dernæst sammen på jorden. Mason havde kastet sin sax-kniv efter mig. Nihna havde reddet mit liv, ved at kaste sig ind foran, men det havde kostet hende livet. Hun trak vejret en sidste gang, og lod sløvt hovedet falde ned på jorden. Jeg affyrede rasende pilen, med en utroligt styrke. Den gennemborede Masons mave, så han sank på knæ. Han hostede svagt.

"Forbandede... forbandede..."

Forsøgte han at forbande mig, men sank livløst om på jorden. Jeg så trist på den livløse Nihna, der så fredfyldt ud. Jeg hev for dernæst over til Will og hjalp ham op.

"Sørg for Gilan."

Kommanderede jeg hurtigt, før jeg for mod åbningen i skoven, hvor Halt var blevet slæbt ind.

"Elisabeth, vent!!

Råbte Will, og ville følge efter mig.

"Det går lettere, hvis jeg ikke skal bekymre mig om dig."

Råbte jeg tilbage, og tænkte på de første to gange Will havde kysset mig. Jeg håbede, at jeg ville leve længe nok til at få flere. For helvede, tænkte jeg. Hvis jeg slipper levende fra det her, så tvinger jeg Will til at gifte sig med mig, når vi begge er udlært. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved den tanke, og kunne forestille mig at Halt ville blive stiktosset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...