Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9959Visninger
AA

31. Mord

Vi red afsted, så hurtigt hestene kunne holde til det. Nihna viste sig hurtigt til at være en udmærket sprinter, og lagde sig hurtigt i spidsen. Jeg overvejede at sætte farten ned, for at de andre kunne følge med mig, men ombestemte mig. Jo hurtigere jeg nåede hen til rangeren Nathaniel, jo bedre. Vi tilbagelagde dagsrejsen på knap seks timer, så vi nåede det inden solnedgangen. Halt sprang straks af Abelard, og for ind i det lille hus. Han kom hurtigt ud, og rystede på hovedet. Nihna vred let med hovedet, så fulgte hendes blik. Jeg sprang hurtigt af hende, og kunne høre Will stå af bag mig. Gilan blev siddende, i tilfælde af at Mason dukkede op på hest.

"Det er for sent."

Sagde jeg uroligt, da jeg fik øje på liget af Nathaniels hest. Dræbte med et enkelt pileskud igennem halsen, så den straks var styrtet død om. Jeg fulgte sporet. Nathaniel havde været på hesten, da det skete og var blevet kastet forover, da den væltede. Han var landet tungt på sit ben, og havde skadet det. Han havde derfor ikke været i stand til at flygte, da Mason var dukket op og have skudt ham ned. Jeg bukkede mig ned ved hans side, og lukkede hans øjne. Pilen havde ramt ham i hjertet, og havde dræbt ham på stedet.

"Lahem sisal niham."

Hviskede jeg stille, og bag til at hans sjæl ville få hvile og hans morder møde døden.

"Hvad betyder det?"

Spurgte Will, og så på den døde ranger, der var blevet dræbt af en af sine egne.

"Hvil i fred."

Forkortede jeg det, og rejste mig.

"Mit folk kalder det ældre sproget. Araluer kalder det elversprog."

Sagde jeg forsigtigt, og trådte væk fra den afdøde.

"Han er stadig varm."

Sagde jeg dystert, da Halt så spørgende på mig.

"Hvad mener du med varm?"

Spurgte Will undrende.

"Da jeg lukkede hans øjne, mærkede jeg varmen fra hans krop."

Will så uforstående på mig.

"Når man dør, bliver kroppen kold?"

Spurgte jeg ledende. Will nikkede forsigtigt.

"Jeg... jeg er bare ikke vant til at det er en af vores egne."

Sagde han stille, Halt nikkede og lagde en hånd på Wills skulder. Det var første gang nogensinde, at en ranger havde dræbt en anden.

"Jeg kan se hans hest."

Sagde Gilan lavt, og lod som om han ikke kiggede. Jeg kunne høre hestens nervøse skridt, inden den vendte om og stak af. Gilan satte efter.

"Vent!"

Råbte jeg bekymret, da jeg lagde mærke til hvor lette hestens skridt lød. Mason var ikke en af de mindste, og derfor burde jeg kunne høre ham. Det var for sent, og Gilan sank bevidstløs af Blaze med en mini-pil i låret. Jeg bremsede Halt i at løbe over til hans faldende, tidligere lærling.

"Kun bevidstløs."

Hviskede jeg i Halts øre.

"Han vil have os først."

Hviskede jeg igen, og løsnede snoren der holdt min kastekniv på plads. Jeg kunne ikke se ham, og det irriterede mig. Han havde luret mig, og min gode evne til at lytte til mine omgivelser, så han rørte sig ikke på sit skjulested. Det gjorde det umuligt for mig, at afgøre hvor han sad henne og skjulte sig. Den kujon.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...