Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9899Visninger
AA

22. Mit levende mareridt

"Elisabeth?"

Halt steg forsigtigt af Abelard, mens Gilan holdt et skarpt øjeblik med den bevidstløse mand. Halt tog forsigtigt sin kappe af, og lagde den omkring mig. Han aede bekymret min våde kind.

"Elisabeth, kom."

Bad han forsigtigt, og hjælp mig op at stå. Han trak mig beskyttende ind til sig, i et kram. Mine tårer trillede stadig ned af mine kinder, men jeg gjorde intet for at holde dem tilbage. Han holdt stadigt en arm om mig, mens han fulgte mig hen til Abelard. Han hviskede forsigtigt i Abelards øre, bad ham om hans hjælp. Abelard prustede forsigtigt, og lod mig komme op på hans ryg. Will fik forsigtigt Tug til at ride op ved siden af Abelard. Will aede forsigtigt nogle af mine tårer væk. Han var trist, det var tydeligt. Men på ingen måde så knust, som jeg var indvendigt. Jeg sank sammen ind over Abelard. Halt lod mig ligge, og fik Abelard til at følge ham tilbage til lejren.

"Og ham?"

Spurgte Gilan køligt. Halt så ligegyldigt på manden, og svarede:

"Hæng ham, jeg er ligeglad. Bare gør noget ved ham, så han ikke længere trækker vejret ved solnedgang."

Gilan nikkede dystert, mens Halt fik Abelard til at følge ham tilbage. Will fulgte efter, på ryggen af Tug.

 

"Det er okay."

Sagde Halt, og tog mig forsigtigt af Abelard. Han holdt mig beskyttende i sin favn, og satte mig forsigtigt ned ved siden af bålet, så jeg kunne få varmen igen. Dernæst måtte Halt hjælpe Will af Tug, så han ikke skadede sin ryg yderligere. De satte sig begge efterfølgende ved siden af mig. Jeg så tavst ind i bålet, mens Halt lagde flere af tæpperne om mig. I det mindste var jeg ikke for varm mere, tænkte jeg stille og gav mig til at græde igen. Halt nikkede let til Will, og tillod at han tog mig i armene. Jeg sank sammen i Wills arme, chokeret over hvad der netop var sket.

"Var det dit mareridt?"

Spurgte Halt forsigtigt, og så på, mens Will aede mine tårer væk.

"Morgarath, han gjorde vel ikke..."

Sagde Halt stille, men kunne ikke afslutte sin sætning. Jeg rystede svagt på hovedet.

"Det var aldrig mere end hvad der lige skete, men han kunne godt lide at fortælle mig, hvad han ville gøre ved mig."

Jeg måtte starte forfra flere gange, da min stemme knækkede over, men jeg formåede at sige det alligevel. Mine tårer strømmede hurtigere end tidligere, ved mindet om det.

"Så du kan altså huske det."

Sagde Halt dystert, og kløede sig utilpas i skægget. Jeg nikkede svagt, og lod Will trøste mig.

"Sh..."

Tyssede Will let på mig,og aede min kind.

"Det er okay. Du er i sikkerhed. Han kan ikke gøre dig noget, han er død."

Han aede let mine tårer væk, der var begyndt at blive svagere. Han bøjede sig forsigtigt ind over mig, og kyssede min kind. Halt rejste sig langsomt, da Wills kys bevægede sig længere ned mod mine læber. Da han nåede dem, var Halt forsvundet i skyggerne, for at lade os være alene. Wills bløde kys trøstede mig, og fik mig samtidigt til at ville have mere end bare kys fra Will.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...