Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9899Visninger
AA

4. Mareridt

Jeg vidste at jeg havde mareridt. Jeg kendte drømmen, hver eneste ting der ville ske og alligevel var jeg rædselsslagen og kunne ikke vågne. Som fanget i en malstrøm, blev jeg kastet rundt. Slået og såret af de brudstykker, der var i malstrømmen. En malstrøm bestående af minder. En svag stemme kaldte på mig, men blev forvredet i malstrømmens susen. Hvis det ikke var for de gentagne forsøg ,så ville jeg aldrig have hørt den.

"Elisabeth."

Kaldte den blødt.

"Elisabeth."

Jeg genkendte stemmen som at være Wills, og vågnede endeligt fra mareridtet. Jeg for op fra sengen, og stoppede først op, da jeg stødte imod muren med min skulder. Jeg stod og svajede et øjeblik, mens mine øjne vænnede sig til mørket. Will rejste sig fra sengen, og rakte ud efter mig. Han stoppede hurtigt op, og så væk. 

"Din natkjole."

Hviskede han stille, og så stadigt væk. Jeg så ned, og opdagede at kjolen sad krøllet sammen om mine hofter. Jeg trak den hurtigt løs, så den igen hang ned over mine ben. Jeg greb Wills hånd, og lod ham ligge armene om mig. Han kyssede mig trøstende på panden, og krammede mig derefter tæt ind til sig. Jeg kæmpede for at holde tårene tilbage, jeg ville ikke lade Will se mig græde over et mareridt. Men alligevel slap nogle enkelte tårer væk, og gled ned over mine kinder. Will aede dem forsigtigt væk, og kyssede mig på kinderne.

"Det er okay. Det er bare et mareridt."

Hviskede han beroligende, og trak mig med tilbage til sengen. Vi lagde også forsigtigt ned igen, for at sove videre. Jeg hørte skridt, og skubbede Will så langt væk fra mig som muligt. Han blinkede til mig, forstående, han havde også hørt det. Så lod han som om han sov. Jeg lukkede øjnene, men åbnede dem træt igen, da Halt stak hovedet ind af døren. Jeg blinkede med øjnene, og så forvirret på ham. Han rystede let på hovedet, og gav mig et svagt smil. Han signalerede, at jeg skulle ligge mig til at sove igen. Jeg nikkede, og lod mit hoved ramme hovedpuden igen. Straks, da Halt havde lukket døren til sit soveværelse igen, kravlede Will over til mig og ned under mit tæppe. Han trak sit tæppe med, og lagde det over os. Derefter lagde han armene omkring mig, så jeg lå sikkert i hans favn og dejligt varmt. Jeg vendte mig kort imod ham, og lagde hovedet mod hans bryst. Jeg faldt næsten øjeblikkeligt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...