Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
10432Visninger
AA

32. Løb for livet

Flere lyde af galopperende hest lød pludseligt, så jeg blev et kort øjeblik lammet af den pludselig lyd. Halt skubbede mig i sidste øjeblik til side, men blev selv trukket med i kappen, så snoren var ved at kvæle ham. Røverne hylede vildt, glad for at kunne overraske en ranger og for at slæbe ham i kappen efter hestene. Jeg ville løbe efter, men en pil, der borede sig ned i jorden foran mig afskar mig. Mason ville dræbe mig på stedet, hvis jeg forsøgte at hjælpe Halt, der flåede desperat i sin lædersnor, der holdt kappen på plads, for at komme fri. De red videre, så Halt forsvandt ind i skoven.

Will red mig hurtigt til siden, så vi kom i læ bag hytten. To yderligere pile borede sig ned i jorden, hvor vi lige har stået.

"Hvad gør vi?"

Spurgte Will mig, men jeg var for optaget af at se efter Halt. Han måtte komme gående tilbage lige om lidt, han kunne jo sagtens klare sig. Han var jo en af de bedste rangere, han kunne ikke sloges ihjel. Vel?

"Elisabeth, hvad gør vi?!"

Hviskede Will hidsigt, og skubbede til mig, så min opmærksomhed faldt tilbage på os. Jeg ville være nødt til at overleve, for at kunne se Halt igen. 

"Din bue."

Hviskede jeg. Will rejste sig forsigtigt op ved siden af mig, og tog sin bue i hænderne. 

"Vi løber i hver sin retning."

Will så på mig, som om jeg var sindsyg.

"Skovbrynet er tæt. Han vil skyde i blind, hvis vi kan nå derind. Du løber mod vest, jeg løber mod øst."

Will så forvirret på mig.

"Vest, hvorfor?"

Jeg pegede på solen, der var ved at gå ned.

"I samme øjeblik solen går ned, og mørket tager over, opstår der et mellemrum, hvor man bliver blændet i få sekunder."

Jeg viste med mine fingre, hvor meget tid der var tilbage. Jeg lod mine fingre falde ned, efterhånden som solen sank ned.

"Tre. To. En."

Talte jeg ned, og vidste at Mason ikke ville kunne se Will, fordi han løb mod solnedgangen. Jeg, derimod, ville være en levende skydeskive.

"Nu!"

Hviskede jeg hidsigt, og løb frem. Will løb hurtigt den anden vej. Jeg skiftede min retning og min løbebane hele tiden, så Mason ikke ville kunne fokusere på mine træk og bad til at det virkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...