Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9896Visninger
AA

10. Kalkara-fælden

Den nærmede sig forsigtigt, listende så lydløst den kunne. Den vidste at hestene ville alarmere rangerene, der lå og sov om bålet ved den mindste fremmede lyd. Men hestene sov, så måske den ville kunne slå mindst en af dem ihjel, før de andre vågnede. Kalkaraen strakte sin hånd, så det lange negle næste rørte ved den største af skikkelserne ved bålet. Den kunne ikke tro, at den var kommet så tæt på, uden at blive opdaget. Det var næsten for nemt. Men dens begrænsede intelligens, strakte sig ikke længere end det. Den trådte et enkelt skridt frem, for at flå halsen på den sovende skikkelse. Så mærkede den en strammen om sin fod, før den pludseligt hang på hovedet en hel meter over jorden.

Jeg trådte forsigtigt frem fra mit skjul, med Halt i hælene. Gilan rejste sig forsigtigt fra jorden, hvor han havde ladt som om han sov. Han gøs, da han så Kalkaraen hænge og slås for at komme fri.

"Næsten gang er du lokkemad."

Sagde han og gøs igen.

"Men Gilan..."

Sagde jeg helt uskyldigt.

"... du siger jo, at jeg er så lille. Så ville den ikke have set mig."

Påpegede jeg, og gav ham mit uskyldige lille pige-blik. Han sukkede og rystede på hovedet. Halt skubbede forsigtigt til Kalkaraen med sin fod, så den dinglede yderligere. Den havde ryggen vendt til, og kunne derfor ikke kaste sit blik på os. Jeg greb det ekstra reb fra jorden, og formede en lasso. Med den fangede jeg Kalkaraens hænder, og bandt dem sammen. Jeg bandt dem til træet foran den, hvorved den ikke ville kunne se på Halt og Gilan, der stod bag den. Jeg vendte mig demonstrativt om, og så den i øjnene. De udviste en svag frygt, hvorefter den forsøgte at få kontrol over mig. Jeg så den dybere i øjnene, og fnes.

"Det trick virker ikke længere."

Hvorefter jeg sparkede den i hovedet, så den lukkede øjnene. Jeg gik tilbage, om til Halt, der så mistænksom på mig, og Gilan, der så imponeret på mig.

"Det siges, at dem der intet frygter, kan se ind i Kalkaraens øjne uden nogen effekt."

Sagde Halt bekymret. Jeg rystede på hovedet, og lagde armene om kors.

"Jeg har kun en ting jeg bekymrer mig om..."

Sagde jeg, og lagde mærke til at Kalkaraen havde opgivet at kæmpe imod.

"... og det er at miste dem jeg elsker..."

Sagde jeg, og så på Halt, der svagt smilede tilbage.

"... og dem jeg holder af."

Sagde jeg, og så på Gilan, der gav mig et kæmpe smil tilbage.

"... hvis det betyder at jeg skal se ind i Kalkaras øjne, for at forhindre det, så gør jeg det gerne."

Sagde jeg, og lagde armene over kors, mens jeg så på Kalkaraens rolige ryg.

"Hvordan vidste du at den fulgte efter os?"

Spurgte Gilan, og trak et klæde om Kalkaraens hoved, så den ikke kunne se dem i øjnene.

"Tug advarede mig."

Løj jeg, og lod som ingenting. Halt så indgående på mig, jeg lod som ingenting og gabte træt. Jeg havde ikke specielt meget lyst til at fortælle Halt, at min hovedpine var blevet værre, efterhånden som Kalkaraen kom tættere og tættere på os. Mit hoved føltes som om det ville flække, nu hvor jeg stod så tæt på den. Jeg strakte mig, henslog mit dårlige humør som søvnmangel. Halt lavede et let kast med hovedet.

"Gå du bare i seng. Vi har det under kontrol."

Jeg nikkede. Mit skuespil ville gå i vasken, hvis jeg afslog. Jeg skyndte mig at ligge mig ned på min tæppe, og trække det ekstra over mig, så jeg kunne sove. Min hovedpine var lettet en smule, nu hvor jeg var flere meter fra Kalkaraen, der var begyndte at lave små bange lyde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...