Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
10396Visninger
AA

12. Forklaring?

"Nihna. Kom her."

Sagde jeg kærligt, og mærkede hende trykke sin mule mod min udstrakte hånd. 

"Hvodan gør du det?"

Spurgte Gilan, og så undrende på Nihna, der nu gik roligt ved siden af Tug uden snor. Jeg trak på skuldrene.

"Jeg kan vel bare med hest..."

Jeg stoppede op, og afsluttede ikke min sætning. Blaze nåede et par skridt længere, inden hun stoppede op med Gilan, der så tilbage på mig.

"Hvad er der?"

Spurgte han tilstrækkeligt højt, så Halt også kunne høre det. Halt stoppede op, og så tilbage. Jeg lagde forsigtigt hånden mod panden. Mit hoved smertede forfærdeligt. Men det kunne ikke passe. Halt og Gilan havde dræbt Kalkaraen, så den kunne jo ikke følge efter os. Tug prustede nervøst, og skubbede til min støvlesnude.

"Er du okay?"

Spurgte Gilan forsigtigt, og red op ved siden af mig. Også Halt vendte rundt, og red tilbage, op af min anden side, da jeg ikke svarede. Halt greb forsigtigt min skulder, og gav den et lille klem.

"Tug advarede dig ikke. Du vidste det i forvejen."

Jeg nikkede svagt, og lod min hånd falde ned på Tugs skulder.

"Min hovedpine..."

Sagde jeg lavt, og mærkede Gilans hånd lukkede min hånd om vandflasken. Jeg tog en stor slurk, og tørrede forsigtigt det overskydende vand ud af min mundvig.

"... blev værre, efterhånden som Kalkaraen kom tættere på os. Jeg troede det ville holde op, når den var død."

Gilan tog vandflasken ud af min hånd, så jeg kunne holde hånden mod panden igen.

"Du er den sidste Elrondianer."

Sagde Halt eftertænksomt.

"Elvere, fuldblods ihvertfald, skulle siges at have evner til en vis grad."

Jeg masserede mine tindinger.

"Jeg er ikke fuldblods."

Sagde jeg, og mærkede Tug nusse min støvle igen.

"Nej, men du er den eneste der er tilbage. Så måske er evnerne ved at samle sig i dig."

Sagde Halt uroligt, og ae kærligt min kind. Jeg skubbede hans hånd væk.

"Jeg klarer mig. Jeg tror bare, at jeg skal vende mig til det."

Sagde jeg roligt. Halt blev alligevel ved min side, mens Gilan red op foran os som front.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...