Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
10218Visninger
AA

9. Folk er så nysgerrige

Efter at have afleveret Sølvmanke i hestestalden, hvor hun blev opstaldet sammen med baronens private heste, havde vi skyndt os videre. Vi havde let undgået spørgsmål om hvad vi skulle og hvor vi skulle hen. Det var ikke så svært, når folk var mere interesseret i mig.

"Passer det at du er rangerens datter?"

Spurgte en ung kvinde begejstret. Jeg havde blot nikket, og rettet min kappe ordentligt på plads.

"Er du skyggens datter?"

Havde en anden gamle kvinde spurgt, og havde set skarpt på både mig og Halt. 

"Kvinder hører hjemme i huset, hvor de laver mad og føder børn."

Havde en ældre mand kommenteret tørt, da vi var redet forbi. Jeg måtte virkeligt begrænse mig, for ikke at spidde ham på stedet. Halt havde bemærket det. Og da han var redet forbi manden, havde han givet manden et hårdt blik, så han var vendt om og forsvundet ind af en gyde.

"Hvis os et trick, kom nu. Vis os noget magi."

Råbte nogle børn begejstret og løb op på siden af Tug. Den ekstra hest baronen havde givet os med, skævede nervøst på alle de mange skikkelser. Gilan trak forsigtigt i dens tøjler, så den holdt sin opmærksomhed på ham. Jeg stoppede kort Tug, og rakte ned til en af de mange børn. Jeg lod som om jeg trak en enkelt lille sølvmønt frem bag hans øre, og lod ham få den bagefter. Han så på mig med store øjne, da Tug besluttede at han ikke gad se på børnene mere og red videre. Halt havde tavst hvisket:

"Nu tror folk da for alvor, at vi udfører magi."

Jeg havde lavmælt svaret ham.

"Det vil måske afskrække dem fra at lave ballade."

Han havde overvejet det, og havde så nikket. Jeg trak hætten over mit hoved, da endnu en flok af mennesker kom gående imod os.

"Hvorfor skulle du også lige være en af de bedste?"

Havde jeg lavmælt mumlet, og havde ikke regnet med et svar.

"Fordi jeg opgav alt andet."

Svarede han med et smil, og satte let Abelard i en hurtig trav, så vi kunne komme væk herfra. Vi endte med at slå over i en galop, da flere mennesker dukkede op og børn gav sig til at løbe efter os.

 

"Jeg har prøvet at blive jaget ud af en by før, men aldrig fordi folk var nysgerrige."

Sagde Gilan muntert, og gav sig til at fløjte. Det var da godt, at han var i højt humør. Jeg selv, gned min pande. Jeg havde stadig ondt i hovedet. Jeg håbede at den ville holde op snart, ellers ville jeg være i dårligt humør før solen gik ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...