Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9899Visninger
AA

11. Et spor

"Fik i noget ud af den?"

Mumlede jeg træt, og satte mig op. Gilan var allerede igang med at forbedre morgenmad, og Halt var ved at sadle hestene op. Den ekstra hest blev ved med at stikke af fra ham, fordi den var mere interesseret i at græsse end at ride videre. Jeg rejste mig med et dybt suk, og nærmerede mig hesten. Halt var tydeligvis for vant til rangerheste.

"Sh..."

Jeg lavede en beroligende lyd, og kunne se at jeg tiltrak hestens opmærksomhed.

"Nihna, kom her."

Hviskede jeg lokkende, og kunne se hesten vende sig helt imod mig. Hun prustede lavt, og nussede let min fremstrakte hånd. Jeg fnes, og gik lidt tættere på hende. Jeg nussede hende forsigtigt i panden, og hviskede:

"Kan du nu være sød ved Halt? Du skal ikke drille ham så meget."

Jeg skævede hurtigt i hans retning, og kunne se at han var mere interesseret i sin egen hest.

"Han er jo trods alt en gammel, stædig, gnaven mand..."

Jeg opdagede at han havde hørt mig, og havde vendt sig imod mig.

"... der er lidt for vant til rangerheste."

Afsluttede jeg i et almindeligt toneleje. Han nikkede let, altså gav han mig en smule ret, men kun i at han var vant til rangerheste.

"Kom Nihna."

Hun fulgte mig roligt, og stillede sig pænt op af Abelard, der så nysgerrigt på hende som var hun en helt ny hest. Halt rystede opgivende på hovedet, da Nihna pænt blev stående, mens jeg gik hen til min soveplads for at pakke den sammen.

"En smule."

Besvarede Gilan mit spørgsmål, da jeg redte sengen, rullede den op og bandt den sammen til en rulle. Jeg lagde den til side, sammen med min taske med ekstra tøj og våben. Gilan havde anskaffet mig et sværd, men jeg var ikke glad for at gå med det. Specielt ikke efter at jeg havde forsøgt at slå Halt ihjel med et. Ikke at de vidste det, de troede at jeg ikke kunne huske noget som helst, fra da jeg var under Morgaraths kontrol. Mit sværd lå derfor i tasken, sammen med en ekstra pile-holder. 

"Så vidt jeg kunne forstå på..."

Jeg tøvede kort med at sige hans navn. Det var normalt ikke at sige en afdøds navn, i det land jeg kommer fra, men vi var jo ikke sikre på at Will var død, så jeg sagde det alligevel.

".... Will, så dræbte han og Halt de to sidste kalkaraer sidste år?"

Halt satte sig ved det lille bål, og nikkede bekræftigende, mens Gilan delte morgenmad ud.

"Vi troede at det var de sidste to, men det har det så åbenlyst ikke været."

Sagde Halt, og tyggede tænkende på sin mad. Jeg vendte min opmærksomhed mod min mad. Jeg havde mest af alt lyst til at skubbe den fra mig. Jeg var ikke sulten, og mit hoved gjorde stadigt pokkers ondt. Men jeg var nødt til at bevare min styrke, og tvang derfor maden i mig.

"Jeg kunne forstille mig, at det var de samme to, som udgjorde en del af Morgaraths hær."

Sagde Gilan eftertænksomt, Halt nikkede let.

"Eftersom at de ikke længere kunne få deres sølv, og har mistet nogen de kendte, kunne man så antage at det var et hævntogt?"

Spurgte jeg forsigtigt. Halt rystede på hovedet.

"Nej, det tror jeg ikke engang de har intelligensen til."

Han stillede den tomme tallerken fra sig, og lænede sig let frem.

"Jeg tror nærmere, at de har fået en ny til at koste rundt med dem. Ellers giver det ingen mening. Hvorfor ellers efterlade dig i skoven, og ikke bare dræbe Will med det samme?"

Sagde han, og lød lidt som om han ikke brød sig om at sige det.

"Jeg tror at denne person slet ikke har været interesseret i dig Elisabeth. Men at denne person har et horn i siden på Will eller mig."

Halt lød en anelse lettet, da han delte sine tanker med os. Gilan tilføjede, ikke desto mindre, med et grin:

"Ja, det er jo ikke som om dig og Will allerede har trådt en del over tæerne?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...