Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9903Visninger
AA

13. En bekendt

Jeg stoppede op, endnu en af mange i løbet af dagen, men denne gang var det anderledes. Jeg signalerede at Halt skulle ride videre, og greb den nærmeste gren over hovedet på mig. Jeg svang mig op, og straks gjorde Tug sine skridt tungere, så det lignede at han stadigt havde en rytter. Jeg kunne se, at da de var nået i skjul for træerne, vendte de rundt for at cirkle tilbage. Jeg trak forsigtigt buen over hovedet, og tog den i hænderne. Dernæst lagde jeg en pil på stregen, og satte mig klar til at se hvem vores forfølger var. En ensom skikkelse dukkede op imellem træerne, iklædt en lang mørk kappe. Den camouflerede hende ikke, som min spættede kappe gjorde, så jeg havde derfor ikke det mindste problem med at se hende. Hun haltede meget, nok til at det kun kunne gøre meget ondt. Hun var desuden et godt stykke højere end mig. Jeg kunne ane en smule lyst hår, der stak ud fra hætten. Jeg blev siddende i træet til hun var direkte under mig. Hun stoppede op, og så op. Jeg blev siddende, fuldstændig stille, så den mindste bevægelse ikke ville afsløre mig. Da jeg så hendes ansigt, og de velkendte øjne lagde jeg hurtigt pilen tilbage i pile-holderen og sprang ned foran hende.

"Linda."

Råbte jeg begejstret, og fik tårer i øjnene.

"Prinsesse."

Hviskede hun overrasket, og slog dernæst armene om mig. Hun gav sig næppe overraskende til at græde af glæde.

"Åh kære, kæreste prinsesse. Hvis jeg havde vidst det var dig, så ville jeg have kaldt efter dig."

Hun så forsigtigt op, da Halt og Gilan roligt kom ridende. Hun gav Halt et lusket smil, og hilste venligt.

"Det er længe siden ranger, selvom sidst vi mødtes, var du en rangerlærling."

Han nikkede, og steg af hesten. Linda, min mors bedste veninde og min ekstra tante, holdt mig stadigt ind til sig. Som hun altid havde gjort, da jeg var lille og bange for noget, holdt hun mig beskyttende ind til sig. Hun aede let noget af mit hår tilbage fra mit ansigt.

"Skal vi få set på dit ben?"

Sagde Halt forsigtigt, og så nervøst på hendes blødende ben. Hun rystede på hovedet.

"Det er lige meget, gamle ven. Jeg er allerede døende."

Jeg så op på hendes fejlfrie ansigt, og lagde mærke til hvor blegt det var. Hun aede let min kind.

"Men jeg kunne ikke dø uden at se dit søde ansigt."

Sagde hun svagt. Først nu lagde jeg mærke til hvor kold hun egentligt var, og bleg. Hun var virkelig syg.

"Men Linda..."

Begyndte jeg, og lod de første tårer løbe frit ned fra mine øjne. Hun rystede på hovedet.

"Din mor ville have været stolt af dig, nu hvor du er sammen med din far og er lærling."

Hviskede hun og sank sammen i mine arme. Straks hev Halt mig tilbage, og Gilan for frem for at hjælpe Linda.

"Linda."

Hviskede jeg, og begyndte at græde for alvor. Jeg vendte mig i Halts arme, og han krammede mig trøstende tæt ind til sig. Imens løftede Gilan den døde Linda op fra jorden. og bekræftede at hun var gået bort. Han lagde hende forsigtigt på jorden igen, og lukkede hendes øjne helt i. Jeg græd hjerteskærende. Jeg havde lige fået Linda tilbage, blot for at miste hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...