Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9894Visninger
AA

34. Det var min tur til at redde dit liv, Halt.

Jeg løb hurtigt videre, og kunne tydeligt følge sporene Halt havde afsat. Det var lykkes ham, at få kappen af. Jeg samlede den hurtigt op, og foldede den sammen. Jeg nærstuderede sporene. Halt var sluppet fri, og havde forsøgte at flygte, men røverne havde afskåret ham. Deres heste gik frit omkring, lagde jeg mærke til. Jeg bevægede mig længere ind i skoven, og fandt ligene af fire af røverne. De lå med længere og længere afstand, det var ikke et godt tegn. Halt var højst sandsynligt såret. Jeg kunne pludseligt høre en af røverne bande højt og smertefuldt. Jeg for om bag et træ, og lagde kappen fra mig. Jeg kiggede hurtigt, og så tilbage på plads igen bag træet. Halt hang hjælpeløst imellem to af røverne, som holdt hans arme. Den tredje gennembankede ham.

"Den mand har ansigt som en ambolt."

Sagde han med en tyk accent, jeg ikke kunne placere. Det var faktisk lige før jeg ikke forstod hvad han sagde. Manden havde formået at flække Halts ene øjenbryn, så han havde blod i ansigtet og han havde givet ham et blåt øje. Halt måtte være bevidstløs, for han hang som en slap dukke imellem dem. Den tredje røver trak sin kniv, han gad ikke banke Halt mere. Nu ville han slå ham ihjel. Jeg havde kun to pile, men der var tre røvere. Jeg var nødt til at være præcis, dræbe to af dem og på en eller anden måde uskadeliggøre den tredje. Eller i det mindste aflede hans opmærksomhed, så han ikke straks slog Halt ihjel.

Jeg brugte et trick som Halt havde lært mig. Jeg forstillede mig, hvordan jeg ville springe frem og skyde den første ned. Jeg ville dernæst lynhurtigt skyde den næste ned, for derefter at kaste mig frem mod den tredje inden han kunne dræbe eller skade Halt yderligere. Jeg forstillede mig det flere gange, lynhurtigt. Jeg havde ikke meget tid.

"Tid til at dø, lille mand."

Sagde røveren og lo. Jeg fløj frem fra mit skjul, og så den perfekte mulighed. Jeg affyrede straks pilen, så den gennemborede røverens arm, så han tabte kniven. Jeg havde rettet på min holdning, så jeg kunne affyre med så meget kraft som muligt. Pilen gennemborede hans arm, og ramte røveren ved siden af ham i brystet. Jeg affyrede hurtigt den næste, som dræbte den sidste. Den første røver lå med pilen spiddet fast til sin døde kammerat. Jeg sparkede ham hurtigt i hovedet, så hans blik straks blev tomt.

"Halt."

Kaldte jeg, og løb tilbage efter hans kappe. Jeg tog den med, og gik på knæ ved Halts side. Jeg lagde mærke til at hans arm havde en tydeligt bule. Den var helt klart brækket. 

"Halt."

Kaldte jeg igen, og lagde kappen under hans hoved, så han kunne hvile hovedet på den. Jeg aede hans pande, og kaldte som et ynkeligt barn:

"Far. Far, vågn nu op."

Halt åbnede langsomt sit ene, ikke hævede øje, og så på mig.

"Elisabeth?"

Spurgte han forsigtigt. Jeg nikkede glad, og opdagede at jeg græd igen. Mine tårer havde ramt hans ene rene kind.

"Det var min tur til at redde dig, far."

Sagde jeg, og kunne ikke lade være med at smile. Halt smilede svagt, og lukkede øjnene igen. Han var træt, udmattet af sine skader.

"Hej, bedstefar. Du vil vel ikke lade mig om at styre de to turtelduer selv?"

Sagde Gilan muntert, og satte sig forsigtigt ned ved siden af sin tidligere mester. Halt åbnede let sit øje, og svarede med et smil:

"Det kan du tro jeg gør."

Hans øje sank i igen, og hans krop blev slap, da han besvimede af sine skader.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...