Skyggens Datter 2: Mørkets Skabninger

Jeg kunne høre dem, høre dem luske rundt. De vidste jeg var her, men ikke hvor jeg var. Jeg rettede pilen på min streng endnu engang, og trak vejret dybt. Præcist som Halt havde lært mig så jeg inde i mit hoved, hvordan jeg ville vende mig om og affyre pilen. Skabningen ville synke lydløst til jorden, dræbt af min pil. Hvor jeg dog håbede at det ville gå sådan. Det var min eneste chance, min eneste chance for at redde Halt, ellers ville jeg om få minutter høre ham dø......................... Hey guys, min første Movella om Skyggens Datter var en succes, så jeg har derfor valgt at skrive en toer. Hvis du ikke lige har opdaget at der er en før den her, så vil jeg foreslå at du læser etteren først :) Så er det lidt lettere at forstå x) Igen hvis der er fejl, undskylder jeg og arbejder mit bedste på at få det rettet :)

25Likes
73Kommentarer
9890Visninger
AA

19. Det forfærdelige mareridt

Jeg havde mareridt igen, jeg vidste det. Den selv samme drøm der tidligere havde vækket mig om natten. Bortset fra at denne gang kunne Will ikke vække mig, så jeg kunne ikke selv rive mig fri og tilbage til virkeligheden. Til sidst blev mareridtet for voldsomt, så jeg fløj op med et skrig. Halt og Gilan, der længe havde forsøgt at vække mig fra mit mareridt, fik et chok, så de faldt tilbage. Jeg for op på benene og begyndte at løbe. Stadig rædselenslagen for at jeg sov.

Jeg nåede flere meter, før Gilan fik væltet mig om på jorden. Jeg skreg stadigt, fuldstændig lammet af frygt.

"Elisabeth, kom til dig selv!"

Råbte han anstrengt, mens han forsøgte at holde mig nede. Jeg vred mig voldsomt for at slippe fri, for at løbe videre. Gilan tvang sig ind over mig, så han kunne holde mig nede. Halt kom hurtigt løbende bag Gilan, og kastede sig ned ved siden af os. Han greb mig om ansigtet, og så intenst på mig.

"Elisabeth, slap af. Det var bare en drøm."

Jeg faldt langsomt til ro. Han holdt øjenkontakten, indtil jeg var faldet helt til ro. Gilan rejste sig fra mig, da han var sikker på at jeg ikke ville forsøge at løbe mere. Jeg trak vejret tungt, forpustet over min korte spurt. Det undrede Halt, der forsigtigt lagde sin hånd mod min pande.

"Du er brændvarm."

Sagde han bekymret, og tog mig ind i sin favn. Han løftede mig forsigtigt op fra jorden, og bar mig tilbage til bålet. Will så bekymret op, da Halt kom bærende med mig. Halt lagde mig forsigtigt på sin soveplads, tættere på bålet og trak sit tæppe over mig. Gilan gav ham mit tæppe, og lagde også den over mig. Jeg rystede svagt.

"Far..."

Hviskede jeg stille. Han tyssede på mig, og rettede lidt på tæpperne.

"... jeg har det ikke godt."

Han nikkede, og aede bekymret min pande.

"Jeg ved det, lille skat. Jeg ved det."

Jeg lukkede træt øjnene, og hviskede irriteret.

"Jeg er ikke lille."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...