Clap Again - 1D

Emma Just, pigen hvis stedfar ødelagde hendes liv. Han tog familien Justs liv, alle undtagen Emma. Emma er tvunget til at blive bortadopteret, da hun nægter at flytte hjem til sin far som bor i USA. En familie tager imod Emma, men det er ikke hvilken som helst familie. Det er selveste familien Horan! Emma aner intet indtil Niall står foran hende ansigt til ansigt. Og nu skal Emma gå igennem paparazzier og rygter med Niall og resten af One Direction, da hun vælger at tage med dem på tour.

195Likes
222Kommentarer
20112Visninger
AA

5. På vej

Jeg var så glad. Mit liv begyndte endelig at have mening. Mit liv begyndte endelig at have en betydning. Jeg havde fået en familie der elskede. 5 nye venner, der alle var lige fantastiske, en af dem en bror, en bror jeg aldrig havde haft, men altid havde ønsket mig. 

Alle drengene var så fantastiske. Så søde. Så venlige. Ja, det var alt jeg stod og manglede i mit liv. Og nu skulle jeg allerede på tour sammen med dem, det måtte være enhver teenage piges drøm. At komme ud og opleve verden sammen med superstjerner. 

**

Jeg begyndte at pakke min taske, og blev ved at tænke på hvor hurtigt det hele var gået. Det var på sådan et tidspunkt som nu, jeg ville ønske jeg kunne ringe til en bedsteveninde og være helt oppe og køre over det. Men jeg måtte være to personer på en gang og fangirle med mig selv. For selvom jeg ikke var fan af dem, så var det stadig ret vildt at jeg allerede skulle på tour med dem. De var jo verdensstjerner for satan da. 

Jeg skulle pakke lidt tøj, men regnede med at kunne købe lidt forskelligt i de byer de nu skulle optræde i. Så jeg besluttede mig for kun at tage de vigtigste ting med. Såsom undertøj, et par bluser og nogle bukser. Så kunne jeg måske finde en sød sommerkjole. 

Normalt gik jeg aldrig i kjoler, men det var nye tider. Det var tid til forandringer. Dog ville jeg ikke ændre alt for meget ved mig selv, for ligemeget hvad, var der jo noget ved mig, der gjorde mig til den jeg er. 

**

Jeg fandt et gammelt billede frem. Et billede af min mor og jeg. En tårer trillede ned af min kind og jeg fjernede den hurtigt med min hånd. Jeg skulle tænke glade tanker, jeg måtte komme videre, selvom det var svært, jeg havde allerede grædt meget. Mest over min stedfar at han kunne finde på sådan noget, men han fortjente ikke mine tårer, det vidste jeg nu. Det havde sikkert været hans plan fra starten af. At lige så stille komme tæt ind på en familie og så lade en af dem lide, og det var så i det tilfælde, mig. 

Det var hårdt. Hver eneste gang jeg gik i seng, lige omkring den dato han slog dem ihjel, kan jeg ikke sove, jeg ser hele forløbet endnu engang. Så ligemeget hvor meget jeg prøvede at komme videre, ville det stadig ligge inde i mig. 

**

Jeg smed tingene ned i min kuffert og var allerede færdig med at pakke søndag eftermiddag, så jeg brugte resten af søndagen på at finde tøj til jeg skulle have på mandag, hvordan mit hår skulle sidde og min make-up. Hvis jeg skulle ses med drengene måtte jeg se bare en smule pæn ud, ikke mindst fordi der skulle tages billeder. 

Da jeg var færdig med det tændte jeg macbooken og gik på facebook og twitter. Mine mentions og followers var eksploderet. jeg begyndte allerede at få had. Niall havde åbenbart lagt et billede ud hvor jeg sad sammen med alle drengene.  Tror bare ikke folk forstod at jeg ikke prøvede at stjæle deres 'Niall Horan' han var jo bare min nye bror og de andre var mine venner. Men jeg kunne ikke tage mig af haters lige nu. Jeg havde det godt og så var jeg ligeglad med hvad de sagde. Der var dog også nogle søde indimellem. Nogle som skrev at det var fantastisk at drengene endelig havde fået en pige til at holde styr på dem hele tiden. De var også glade for at jeg boede hos Nialls forældre. De var helt nede på jorden. Men jeg var jo også glad for Maura og Bobby, de var simpelhent så søde. Der var også en del der skrev tillykke med at jeg havde fået en ny familie og nu kunne komme videre i livet. Så hvis man gjorde op i hvem der hatede og hvem der støttede gik det nogenlunde lige op. 

Jeg sendte en tweet afsted med teksten. 'Tour with the boys tomorrow, gonna be crazy! See all you dedicated fans out there! And thanks for the follows'. Jeg loggede af igen og tjekkede facebook. Der var egentig ikke ret meget, eftersom jeg ikke havde så mange venner igen, dog havde jeg fået en del venneanmodninger og beskeder. Jeg kunne slet ikke forstå det, det hele var så surealistisk. 

Jeg havde ikke snakket med nogle hele dagen, jeg havde brug for lidt tid alene, især fra drengene når jeg nu skulle tilbringe så mange timer med dem i den kommende tid. Så hele søndagen brugte jeg på at holde en 'mig-dag' det var dejligt. Især fordi jeg kunne være tryg, jeg skulle ikke frygte noget. 

Jeg gik tidligt i seng for at være frisk til om morgen, jeg vidste ikke engang hvad tid vi skulle afsted, så jeg måtte hellere være forberedt. 

**

Jeg blev vækket klokken 7 af Niall. Han havde allerede taget min kuffert samt min håndbagage med ned. Han grinede lidt af mig og spurgte "Emma? Hvorfor har du kun så lidt tøj med? Du ved godt vi skal være på tour i nogle måneder ikke?" jeg rejste mig fra sengen og kiggede ham i øjnene "Jo Niall, det gættede jeg mig til, men regner da der er nogle butikker i de byer i skal besøge. Så gad ikke tage helt vildt meget med, tøjet kan jo også vaskes" han grinede lidt af mig og gik ud fra værelset. 

Jeg slog dynen af mig og hoppede i det tøj jeg havde lagt frem i går. Et par højtaljede jeans og en hvid skjorte. Satte mit hår op i en høj hestehale, lagde en hurtig make-up, helt normalt og naturlig, tog nogle hurtige sko på og løb ned af trappen og der stod de alle sammen og ventede på mig. Jeg gik udi køkkenet og krammede Maura og Bobby farvel og så drog vi afsted. Vi kørte i en eller anden bil med tonede ruder, tror ikke helt det var deres tourbus, nok mere den de kørte rundt i hvis de skulle noget sammen. 

Da vi ankom til lufthavnen stod der hundredevis af skrigende fans og en masse paparazzier. Jeg gik ud til sidst og blev fuldstændig blændet af alt det lys der kom fra blitzene. Det her ville tage tid at vænne sig til. Jeg havde nogenlunde vænnet mig til ideen om at skulle tilbringe flere måneder i selsskab med superstjerner, men at blive blitzet uanset hvor man var, det skulle jeg vænne mig til, ikke mindst fordi jeg sagtens kunne finde på at lave noget dumt. Og så ville hele verden vide det. 

**

Vi kom ind i ankomst hallen og der stod endnu flere piger. Jeg var allerede ved at få spat, jeg fik ondt i hovedet af deres skrigeri, men igen, det måtte jeg vænne mig til, ligesom drengene nok have gjort. Til min store overraskkelse var der også nogle der råbte Emma, jeg blev helt vildt forskrækket. Det var jo kune et par dage siden Niall havde skrevet om mig og nu var der åbentbar flere der kendte mit navn. 'Emma! Emma! Har du set drengene i bar overkrop?' 'Emma! Kys dem alle sammen godnat fra mig og giv dem et kæmpe kram' det var nogle af de søde ting de råbte efter mig, men selvfølgelig, alt er ikke guld og grønne skove når man hænger ud med kendte. Der var en pige der stod og kiggede længe på mig og da jeg så kom tættere på hende, begyndte hun at række ud efter mig og råbe 'Kælling! Du fortjener slet ikke at ses sammen med dem, har du set dig i spejlet for nyligt?'. Det var en af de ting der sårede mig, men så kom Harry hen tog min hånd og svarede pigen igen "Ja, hun er flot ikke?" og så gik vi. "Tak Harry" jeg kiggede ned i gulvet, igen, alt det her medieræs og fans, det skulle jeg simpelhent vænne mig til, der burde næsten findes et kursus i hvordan man skal reagere. "Du skal ikke tage dig af dem Ems" Harrys bløde stemme var som sød musik i mine ører. Jeg nikkede bare til ham. 

Han slap min hånd og han vinkede til pigerne der stod i lufthavnen. Jeg gik bare videre imens de andre stoppede, jeg gik lidt i min egen verden indtil der blev råbt efter mig. "Emma! Vi skal den her vej!" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...