Skjult

Lawrence har mistet sin kæreste og er nu ude at lede efter hende, og reflekterer imens over hvad der er sket de forløbende måneder.

2Likes
0Kommentarer
870Visninger

1. 1

 

Skjult

 

Lawrence

Vinden piskede mit korte regnvåde hår ind på min kolde og våde pande og ned i øjnene på mig. Den drivvåde T-shirt klistrede til mit bryst, og gåsehud havde bredt sig ud over mine arme og op ad min hals. Det eneste der brød mørket, var lyskeglen fra min lommelygte, der fór søgende henover træerne og buskadset. Jeg lyttede nøje efter, men det eneste jeg kunne høre var vindens susen, regnens trommen på bladene over mig og mit eget tunge åndedræt. Det var næsten en måned siden hun forsvandt, men jeg gav ikke op. Det var her de sidste spor af hende, havde ført hen.

 

Alle troede at hun havde bortført hendes halvlillesøster, Annabell, fordi hun mente, at lillesøsterens far, hendes mors nye kæreste, misbrugte hende. Hun havde haft ringet til politiet flere gange, men de havde ikke taget hende seriøst da faren er højt agtet hos politiet her i byen. Han fandt nemlig engang en trettenårig pige, som havde været forsvundet sporløst i længere tid, bundet og kniplet, bevidstløs ude i vandkanten. Hver gang hun havde været hjemme hos sin mor, var hun kommet hjem og løbet ind i mine arme og hulket. Jeg hadede at se hende sådan, men der var hverken beviser for det nogen grund til at tro det. ”Det er bare sådan en fornemmelse jeg har”, havde hun sagt.

Hun havde også fortalt mig, at det var grunden til, at hun lige pludseligt hastede med, at flytte hjemmefra i sin tid. Lige siden hendes mor var blevet gravid med Annabell, havde Linda boet hos mig. Vi havde kendt hinanden siden gymnasiet, og vidst at vi på et tidspunkt ville flytte sammen og få ”villa, Volvo og vovhund”. Jeg havde egentligt haft det godt med at flytte sammen så tidligt som vi gjorde, jeg elskede hende jo. Men de sidste to år havde været hårde. Lige fra at hun havde været til Annabells ti års fødselsdag, for næsten to år siden, havde hun været trist og brugt utroligt meget tid med Annabell efter skole. Hun havde først fortalt mig, hvad der var galt, for to måneder siden. Jeg må indrømme at jeg ikke havde troet på hende. jeg havde troet, at det kun var fordi, hun aldrig havde kunnet lide, at hendes mor havde fundet sammen med ham, kun et halvt år efter hendes fars død.

De sidste par måneder havde hun været meget underlig; hendes indkomst var, ifølge vores bank, stoppet, men hun tog afsted hver morgen. Hun havde ikke nævnt noget og jeg havde ikke haft lyst til at bringe emnet op når hun hele tiden var så trist og indadvendt.

Hun var først kommet hjem sent om aftenen og sagde altid at hun bare lige havde været ude med Annabell.

Én af dagene, var hun kommet hjem med et blåt mærke på kindbenet og en flænge i læben. Hun havde fortalt mig, at hun bare var faldet på en af hendes ture med Annabell, og jeg havde bare sørget for, at køre hende på hospitalet, og ellers havde jeg ikke blandet mig yderligere. Hvis man gav ting nok tid gik de jo over.   

Den eneste grund til, at jeg ikke var tilhænger af troen på, at hun havde bortført Annabell, var fordi at vi havde en aftale; hvis der skete noget alvorligt, ville den ene sende en sms med en bestemt talkode, så at jeg vidste det var hende. Og sådan én havde jeg ikke fået.

Men spørgsmålet var så bare om hun var sammen med Annabell og, hvis ikke, hvor var Annabell så?

Politiet havde for længst opgivet, eftersom de mente at hun allerede kunne have krydset grænsen eller sådan noget.

 

Men jeg havde været herude hver evig eneste nat siden hun forsvandt. Jeg havde svoret at jeg ville finde hende. I live.

 

Pludseligt kunne jeg mærke, at jorden blev hård i stedet for den plørede skovbund. Jeg bankede nænsomt skosnuden på min kondisko imod jorden. Det lød hult. Jeg gik ned på knæ og førte den ene hånd henover de mudrede og visne blade der lå på jorden, mens jeg fumlede med lommelygten i den anden hånd.

Jeg sad som frosset da mine hænder stødte på noget koldt og hårdt. En lås, i stærkt metal.

Da jeg endeligt var i stand til, at bevæge mig igen, bestemte jeg mig for at gå stille og roligt hjem og så vente til i morgen med at komme herud igen med et koben. Det var jo sikkert bare et, af de små underjordiske opbevaringssteder, som skovmændene havde brugt til at opbevare mad i, når de var derude i flere dage. Ikke engang stort nok til en person.

 

Da mørket atter faldt på, startede jeg bilen og kørte så meget af vejen som muligt. Resten var til fods. Da jeg igen nåede lemmen med den store metallås var det igen som om hele mit indre frøs til is, og jeg fik en slem kvalme af at kigge på den. Så jeg tog en hurtig beslutning og smadrede låsen, i stedet for at brække lemmen op, som jeg ellers havde tænkt mig.

 

Jeg åbnede lemmen, og stanken fik mig til at knække sammen og det føltes som om mine indvolde var på vej ud. Linda… min Linda. Nøgen. Klemt ned i et lille bitte depotrum. Bundet og kniplet. Smurt ind i blod, fra den lange flænge der gik fra hendes venstre skulder og ned til lige under hendes navle. Hendes mørkebrune, page klippede hår var filtret ind i blod og visne blade. Hun var dækket at blå og brune mærker over det hele og hendes øjne stirrede lige ud i luften, opspilede af skræk.

 

Jeg tastede hundrede tolv ind på min mobil, men inden nogen nåede at svare, gav mine ben efter og jeg kunne høre lemmen smække da jeg mistede taget på låsen. Det hele blev sort.

 

   

3 uger inden

Linda

Jeg kneb øjnene sammen, da døren blev åbnet, og lyset strømmede ind. Min krop stivnede i frygt for hvad der ville ske nu. Men døren lukkedes igen. Han tjekkede vel til mig for at se, om jeg stadigt var i live. Han ville vel ikke have problemer. Jeg havde været her i fire dage, skulle jeg mene. Dagene var begyndt at flyde sammen og jeg var bange, men intet fyldte mere end hadet og forarget over Annabells far. Hendes blå mærker og smerter hvor andre børn ikke havde ondt. De kønne, triste, blå øjne, jeg aldrig havde set græde så meget som én eneste tåre.

Jeg havde virkeligt prøvet, at sige det til alle uden, at det ville nå hendes far. Jeg ville ikke have at hun fik flere problemer på grund af mig.

Dét der havde gjort udfaldet var den lille bule på Annabells mave. De sidste tre måneder var den vokset og vokset, og Annabell havde fortalt mig, at hendes menstruation lige pludseligt bare, var holdt op igen.

Jeg havde endeligt tænkt mig at indblande myndighederne. Jeg havde fortalt Annabell at jeg ville få det til at stoppe. Alle de skrækkelige ting hun havde været igennem. Jeg havde aldrig taget emnet op, da jeg syntes at det var for tungt og forfærdeligt. Men hun havde bare stået og kigget mig ind i øjnene, med samme uinteresserede udtryk som hun altid havde.

Dagen efter kom han. Han tog fat i mig bagfra da jeg var i gang med at låse bilen op efter at have sat Annabell af. Det sidste jeg huskede var det sidste panikslagne blik hen mod huset, hvor Annabell stod i vinduet, uinteresseret udtryk i øjnene som altid, og så den stærke lugt af kloroform.

Da jeg vågnede op lå jeg i deres kolde og klamme, mugfyldte kælder, hvor jeg var nu.

 

Døren åbnedes endnu en gang og denne gang da den lukkede var han herinde. Jeg kunne høre ham komme tættere på, og da jeg kiggede op for at møde hans blik, jog han en kniv i skulderen på mig og trak nedad. Jeg nåede ikke at skrige, jeg nåede kun, at se stikkende øjne og hans ækle smil. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...