Kunsten af at være almindelig

Historien er om en pige der føler sig fanget i sit alt for normale liv. Hun føler at hun er en takt klogere end alle de andre. En takt mere tænkende. Hun begynder så langsomt at bryde ud af sit spind og tænke på fremtiden.

0Likes
0Kommentarer
257Visninger
AA

1. Pigen i det turkise vand.

Kapitel 1. Jeg så det turkise og rene vand vakle væk fra mig da jeg tog endnu et svømmetag. Jeg mærkede den lette følelse af at være uovervindelig. Jeg dukkede op med hoved over vandet. Jeg mærkede den lette og frie følelse langsomt forsvinde igen. Jeg kiggede forsigtig på den rasende kvinde der stod med en fløjte og en skrivemappe i hånden. "Johanne? Er det under din værdighed at følge lidt med i svømmetimen? Dine forældre betaler mig ganske vidst ikke for du bare skal dykke i den halve time jeg har dig til at lære crawl." sagde hun stramt mens hendes læbe trak et lidt længere stykke op. Det gjorde at hun lignede en blandning af et æsel og en fisk. Jeg sukkede. "Jeg skal nok følge med nu. Jeg er vidst bare lidt træt i dag." sagde jeg med den pæneste og artigste stemme jeg kunne mønstre. Min svømmelærer Karen kiggede bare på mig med sine skarpe øjne der nok kunne tænde ild og sagde "Det var du også igår og i forgårs. Du skal bare lære at følge med og det er det. Forstået?" sagde hun med sin stramme ansigt. Jeg nikkede tungt og forstillede mig hvordan hendes liv måtte være. Hun var svømmelærer. Sikken et kedeligt arbejde. At få nogle børn til at svømme ordenligt? Det må sørme være hårdt. Jeg betragtede hende mens hun for 4 gang forklarede hvad benene skulle gøre når man svømmede crawl. Som om jeg ikke vidste det tænkte jeg tørt. "Timen er slut for i dag" sagde Karen skrapt. Men så trak hun et sødt smil på (sødt og sødt.. Det tror hun i hvertfald) og sagde "i var rigtig dygtige idag" mens hun så gik. Jeg smilte falsk efter hende og gik med de andre ind i omklædningen. Jeg gik hen til den varmeste bruser der var i omklædning og begyndte at vaske mig. Jeg betragtede mig i forhold til de andre piger der stod og badede. De var alle sammen på samme højde som mig, dog syntes jeg at de alle sammen var vældig ens. De var slanke og elegante og havde langt glat blondt hår. De var lidt solbrune og havde lange ben. Altså, nogle rigtige drengemagneter. Og kiggede på mig selv i det spejl der var i den anden ende af rummet. Jeg var på højde med de andre, jeg var slank. Men jeg lignede dem slet ikke. Jeg havde mørkt bølget hår og så var jeg bleg. Men det der adskilte mig mest for de andre. Det syntes jeg var mine øjne. De var store drømmende og grønne. De var smukke. De var den ting jeg elskede mest ved mig selv. Og tanken om at ingen kunne tage dem fra mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...