Dare to dream

Emilie og Emma er i England. De har glædet sig til at holde nogle uger fri fra livet hjemme i Danmark, og bare slappe max af. Men sådan kommer det ikke helt til at gå. De får travlt med at holde sig ude for søgelyset når de kommer i nær kontakt med nogle meget specielle drenge... Kan alt blive som før igen?

13Likes
15Kommentarer
3757Visninger
AA

16. Harry + Zayn

Harry's synsvinkel: 

Alt var kommet så pludseligt til mig, det var som om alt bare gav mening! Da jeg sad hjemme og tænkte over de ting hun have sagt til mig, ting som at vi måske skulle tage den lidt med ro og, at vi skulle holde lav profil om et hele. Det havde undret mig, jeg var vant til at pigerne stillede sig i kø efter mig, ikke for at lyde player agtigt, men det var sandheden. Det mærkelige ved Emma var, at hun var helt normal, okay det lød skørt, men der var intet unormalt over hende, hun var hverken kendt eller noget. Folk havde ikke rigtig dannet sig en mening om hende, jo altså dem der kendte hende, men forstå mig nu ret, folk som eks. vores fans, de anet jo ikke hvem hun var, det var nu ret fedt. Men tilbage til min geniale ide. Hun havde virket usikker på 'os', som en situation og jeg ville gøre det klart for hende, hvad jeg mente om det. Så jeg ville have hende med ud på en uforglemmelig date. Bare hende og mig. Hun skulle have det bedste af det bedste, men dog skulle det ikke være et overbefolket sted, vi skulle jo holde lidt lav profil omkring det...

Så jeg havde hurtigt fået fat i Emilies nummer, og fået hende med på ideen. Hun var helt vild med det, og hun havde lovet at dress hende op uden, at hun skulle fatte mistanke. Jeg måtte indrømme, hun var god til det. Det jeg så Emma på trappen op til hotellet, ja, ikke for at lyde for fimset, men mit hjerte slog et slag over, hun var virkelig smuk. Kjolen gjorde det bestemt heller ikke være, hun var pæn i sort, og så var den heller ikke så lang, de kunne 'vi' godt lide .... 

Da vi sad i limousinen tog jeg hendes hånd, og hun smilede stort til mig, "hvad har du haft gang i Harry?" "Jeg ville bare vise dig hvor speciel du er," det fik hende til at rødme, og jeg kunne ikke andet end at føle end lille sejer. Hun lænede sig op ad mig, og jeg lagde min arm om hende. Godt nok havde vi ikke kendt i hinanden i så lang tid, men det føltes som om vi havde kendt hinanden i flere år. Alt føltes bare så rigtig. 

 

Hun havde virket super genert da jeg havde vist hende ind til restauranten, som om hun var overvældet, var det for fint? Som om hun havde læst mine tanker, satte hun et smil op og beroligede mig med, at stedet var dejligt. Hun granskede menuen godt og grundigt, og hun kunne vist ikke bestemme sig. "Noget galt?" Ordene fløj bare ud af mig, men hun så virkelig pudsig ud. Hun kiggede forvirret op, "øh ... nej, jeg øhm... kan bare ikke, ehm, jeg ved ikke hvad det halve er," det kom ikke bag på mig, hun var jo ikke herfra, og hun var jo heller ikke så gammel ...okay nu blev det pinligt, jeg vidste ikke hvor gammel hun var... awkward. Det måtte jeg høre hende om senere. Så jeg fik hende til at vise mig hvad hun ikke vidste hvad var, og så prøvede jeg på bedst vis at hjælpe hende, hvilket førte til grine udbrud. Hun var bare så nem til latter, det var virkeligt skønt! 

Så da vi havde fået hovedretten lavede hun store øjne, og kiggede derefter op på mig, "det ser vild godt ud," jeg var glad for hun var begejstret, det gjorde mig glad. Hun havde bestilt en engelsk bøf, hvilket jeg fandt ret komisk, hvorfor, ved jeg ikke, hvilket jeg syntes var endnu sjovere. Jeg havde bestilt noget pasta, og det så også meget godt ud. Vi begyndte lige så langsomt at spise, og spørgsmålet om hendes alder pressede sig mere og mere på. Jeg var selv 18 år, og hun måtte helst ikke være under de 17, de ville være, ja, en smule mærkeligt, tror jeg. "Emma," sagde jeg mere alvorligt end det skulle have lydt, og hendes hoved røg op så hun nu så mig i øjnene, og jeg var ved at flække af grin da jeg så at hun havde sovs smurt ud på hendes kind. "Dit ehm... kind," gjorde jeg hende opmærksom på, og hun begyndte at rødme, "ups," mumlede hun fnisende. Da hun havde fået tørret det af og jeg igen fik hendes opmærksomhed, blev jeg pludselig nervøs, hvad hvis hun virkelig var under 17 år, ville det ødelægge alt? "Jeg fik egentligt aldrig af vide hvor gammel du er?" Jeg synes nu jeg fik formuleret det godt, "er det så der jeg skal have dig til at gætte?" Spurgte hun drillende, og jeg sendte hende et blik der sagde, at jeg helst ville have hende til at fortælle det. "Harry," sagde hun og lagde hendes hånd på min, "jeg er 17 og bliver 18 år her til august," en sten faldt fra mit hjerte, og jeg kunne ikke lade være med at smile. "Perfekt," mumlede jeg, og hun hørte det vist, for en sjov grimasse passerede hendes ansigt. "Skal du ikke vide hvor gammel jeg er?" Hun var ved at få noget cola galt i halsen, og der var nogen der sendte sære blik herover, "Harry, jeg kender din fødselsdato, og ja, alle de andre drenges dato, fra bandet, af" nå ja hun var fan, eller var, jeg håbede da stadig hun var. 

 

Hun chokerede mig faktisk... jeg troede jeg kendte hende, sådan nogenlunde, men jeg så en helt anden side, og mindst lige så tiltrækkende som den jeg kendte. "Hvorfor stirrer du sådan på mig?" Hun bed sig i læben, et typisk nervøst træk. "Jeg stirrer da ikke, jeg betragter," sagde jeg og lagde ekstra tryk på 'betragter'. Hun rystede smilende på hovedet, "jeg ved godt jeg er uimodståelig," hun kastede med sin lange blonde hår, bare for at få effekt på hendes ironi. Selvom jeg faktisk var blevet ret vild med hende.

Der gik ikke længe inden vi ville bestille dessert, og hun var vist ikke i tvivl om hvad hun ville have. "En belgisk chokolade kage med soft ice," jeg var ved at flække af grin, det lød bare så sjovt. Da jeg havde bestilt og tjeneren var gået, kiggede hun strengt på mig, "det var da ikke spor sjovt!" Men da jeg igen begyndte at grine, kunne hun heller ikke holde en lille latter tilbage.   

 

 

Zayn's synsvinkel:

"3..2...1, GO!" Så satte de ellers i gang, og jeg præsenterede "seerende", for hvad vi havde gang i. "Her til højre ser i Niall, han har taget kampen op om hvem der kan spise flest burgere, på to timer, med pigen på min venstre side, Emilie, "og kamera manden er .... Zayn! VAS HAPPENING!" Råbte jeg, og vendte kort kameraet mod mig selv og vinkede. Vi befandt os på Mc Donalds, og ekspedienten havde leet da vi havde bedt om halvtreds burgere, vi skulle jo starte et sted... 

Da Harry havde kørt af sted med Emma, var vi hurtigt kommet for at samle Emilie op, og vi var vist blevet en god trekløver. Emilie var bare kanon, hun var hurtigt blevet en god ven. Niall så også ud til at kunne lide hende, og jeg havde ikke kunnet lade være med at joke med ham, forleden da vi kom hjem fra strandturen med dem. Jeg var jo trods alt optaget, og jeg måtte indrømme, jeg savede Perrie, en del faktisk. Med et blev jeg revet ud af mine tanker, da Niall slog en kæmpe bøvs. "Hvor ulækkert," beklagede jeg mig og kiggede over på Emilie i håb om, at hun ville erklære sig enig, men hun sad bare med en tommel op, og fulgte lidt efter hans eksempel. Hvad havde jeg dog sagt ja til?

Tre kvarter senere sad vi her stadig, ingen af dem ville give op, og jeg havde ærligt talt ikke tal på hvor mange de hver især havde spist, de røg bare ned. Jeg havde selv taget to, og skulle ikke have mere. Så længe de ikke begyndte at svede, det ville faktisk være ret klamt, og de skulle desuden også kunne holde burgerne i maven, hvis man kastede op havde man tabt. 

Så tiden gik, og nu havde vi siddet her i en time, hvor meget kunne de lige få ned? Ingen af dem var specielt tykke, faktisk begge slanke, hvordan kunne de? Da jeg spurgte Emilie havde hun tygget af munden og sagt: "Det er et med født talent," og sætningen sad stadig fast i mit hoved. Hov, der fik jeg en sms... det var fra Perrie, hun ville høre hvad jeg lavede, hun skulle bare vide... Hun kom hjem på en kort pause om halvanden uge, jeg glædede mig til at se hende, jeg savnede hende. 

 

Harry's synsvinkel:

Aftnen havde taget en meget uventet, men sjov drejning. Mens vi sad over desserten, blev lyset dæmpet en smule, og musikken startede. Det var åbenbart meningen, at man kunne danse, det havde jeg da ikke læst noget om da jeg bestilte bord? Men folk begyndte at trække ud på dansegulvet, og jeg kunne se, at Emma beundre dem. "Harry..." sagde hun snedigt, men nu også meget sødt. Jeg vidste godt hvor det her ville føre hen. "Nej, nej, nej, jeg skal IKKE danse, ikke om nogen omstændigheder!" Havde jeg gjort det klart. 5 min senere stod vi ude og dansede, hvor typisk altså. 

Hun så virkelig tiltrækkende ud i den sorte kjole, jeg bed mig i læben og fangede hendes blik, hun nød virkelig det her. Ikke at jeg ikke gjorde, jeg kunne bare ikke danse. Det sjove var, det kunne hun heller ikke. Så det var pænt komisk, vi stod ude på gulvet og ja, vi dansede i hvert fald ikke. Vi begyndte at grine, og jeg kom til at træde hende over tæerne, hvilket fik hende til at grine endnu mere. Vi lo så meget, at vi fik tåre i øjnene.

Efter noget tid fik jeg os trukket væk fra dansegulvet, og hen til garderoben. Mens hun tog jakke på skyndte jeg mig hen for at betale, aftnen havde bestemt været alle pengene værd. Men den var dog langt fra slut.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...