Dare to dream

Emilie og Emma er i England. De har glædet sig til at holde nogle uger fri fra livet hjemme i Danmark, og bare slappe max af. Men sådan kommer det ikke helt til at gå. De får travlt med at holde sig ude for søgelyset når de kommer i nær kontakt med nogle meget specielle drenge... Kan alt blive som før igen?

13Likes
15Kommentarer
3737Visninger
AA

29. Harry, Louis & Emma

Emmas synsvinkel:  

”Harry, hør nu på mig! Tror du jeg syntes det er sjovt? Jeg hader det, det forfølger mig, jeg har gået og brændt inde med det,  jeg ville ikke fortælle dig det.” Hvorfor kunne han ikke forstå det? Hvorfor troede han ikke på mig?

”Hvorfor har du ikke fortalt mig det?” Spurgte han i en vred tone, og tårne pressede sig på. ”Fordi jeg vidste du ville reagere sådan der! Jeg ville ikke have det til at gå i stykker mellem os.” En tåre gled ned af min kind, og jeg bed mig hårdt i læben. Jeg ville ikke græde.

”Hvor meget betyder jeg for dig Harry?” Spurgte jeg, da der lagde sig en stilhed over os. ”Huh? Harry, kan du fortælle mig det?” Min stemme begyndte at blive en smule snerrende, men jeg kunne ikke holde ud, at det var sådan her mellem os, at han ikke ville forstå.

”Du betyder rigtig meget for mig,” fortalte han, men jeg rystede uforstående på hovedet. ”Hvorfor tror du så ikke på mig?” Min stemme dirrede, og jeg kiggede med et trist blik på ham og bad til, at han ville tro mig.

”Jeg ved det ikke.” Han trak på skulderne, og undgik mit blik. Tårnene fik frit løb, og jeg lukkede kort øjnene hårdt i.

”Nej, det ved jeg heller ikke,” hviskede jeg, men jeg vidste han kunne høre mig. – ”Hvorfor er du overhovedet sammen med mig, når du ikke engang elsker mig nok til at vide, at jeg aldrig ville lyve overfor dig?” 

Han forblev tavs, og det skar i mit hjerte. ”Harry, jeg kan ikke …” sagde jeg, og begyndte at gå langsomt væk derfra. 

Hans blik mødte omsider mit, og jeg kunne se en dyb sorg i hans i hans våde grønne øjne. Hurtigt vendte jeg mig om, og satte i løb væk derfra, sætte i løb fra Harry. På vejen ud stødte jeg på en glad Louis, men han fik hurtigt en alvorlig mine da han så mine tårer.  

”Hey, er du okay?” Jeg kantede mig forbi ham, og løb ud mod laden.    

 

Louis synsvinkel:

”Hvad snakker du om? Har Simon … er det Simon der har gjort det ved hende?” Jeg kunne slet ikke fatte det, jeg kunne ikke tro mine egne øre.

”Jeg ved det ikke, men det påstår hun,” sagde han opgivende, og tog sig til hovedet.

”Tror du ikke på hende?” Spurgte jeg undrende, og han trak på skulderne. ”Jeg ved det ikke, Simon er streng, men ikke ond.”

Jeg forstod ham slet ikke, Emma var hans kæreste, hvordan kunne han tro at hun løj for ham? ”Harry, har du set hende? Hun ligner ikke ligefrem en der lyver, og hun ligner helt sikkert en der er såret over ikke at være blevet troet på. Din kæreste er ked af det, og du er ligeglad?”

”Jeg er ikke ligeglad! Det her er lige så frustrerende for mig, jeg elsker hende, men jeg ved ikke om jeg kan tro hende." Hvis Eleanor fortalte mig sådan noget, og var så stærk påvirket af det, så ville jeg da tro hende. Jeg var hendes kæreste, det var mit job at stole på det hun fortalte.

”Harry forfanden ... elsker du hende?” Spurgte jeg, og gik et skridt tættere på ham.

”Ja,” sagde han og sukkede. - ”Selvfølgelig gør jeg det, ellers var jeg ikke sammen med hende.” ”Så tro på hende, eller i det mindste bare trøste hende.”       

 

Emmas synsvinkel:

Det gjorde ondt, forbandet ondt. Det var lige før det gjorde mere ondt end da jeg skulle forlade ham. Flere tåre strømmede ned af kinderne på mig. Han have aldrig rigtig holdt af mig på den måde, jeg var ikke andet end hans summer love. 

Jeg følte mig dum lige nu, en dum forelsket tøs der lod sig bilde ind, at hun havde fundet prinsen på den hvide hest. Sin helt egen superstjerne. Men så heldig havde jeg ikke lov at være.

Døren til laden gik op, og en udtryksløs Harry kom ind. 

”Emma? Er du herinde?” Kaldte han, og jeg fik lyst til at bare at springe ned i favnen på ham. Jeg sad oppe i høloftet og gemte mig bag en stor palle hø.

”Gå med dig,” sagde jeg, og lod mig selv dumpe ned i høet igen. 

”Så du er herinde … hm, kommer du ikke ned?” Spurgte han.

”Hm nej, det tror jeg ikke.” Han skulle ikke tro at jeg spillede efter hans pibe. Der blev stille dernede, og et kort sekund troede jeg, at han var gået.

”Så nemt slipper du altså ikke af med mig.” Han gav mig et kæmpe chok, og hjertet sad helt oppe i halsen på mig. ”Du forskrækkede mig,” mumlede jeg og tog mig selv til hjertet.

”Undskyld, men jeg tænkte at jeg ikke bare kunne lade dig slippe.” Slippe?

”Slippe hvor hvad? For at du kunne skræmme livet af mig?” Spurgte jeg koldt, men han ignorerede det bare.

”Nej, for min undskyldning, for min lange tale om hvor ked af det jeg er."

Da jeg ikke kommentere på det, forsatte han: "Selvfølgelig betyder du noget for mig, du betyder alt for mig Emma. Jeg elsker dig.” 

Han … han elskede mig?

”Jeg er frygtelig ked af, at jeg valgte ikke at tro på sig, jeg ve..” jeg lænede mig over til ham, og pressede mine læber mod hans. Han udviklede kysset, og jeg væltede os om så han sad med ryggen tilbage mod høet. Som jeg skulle til at gå videre, bremsede han mig.

”Vil det så sige, at jeg er tilgivet?” Jeg smålo og kyssede ham så igen. ”Det tager jeg som et ja,” sagde han, og tog et mere fast greb om mig. Han lagde mig ned i høet og begyndte at kysse mig hele vejen fra halsen og ned. 

Med en elegant bevægelse, begyndte han at trække ned i mine bukser, og jeg kunne ikke stoppe med at fnise. Næste gang jeg var på det loft her, ville jeg ikke kunne tænke på andet end den her episode.

”Harry? Emma? Er i deroppe?” Harry faldt tungt ned i høet, og jeg kunne ikke holde en stor latter tilbage. Vi var lige blevet afbrudt i et intimt øjeblik. 

”Noget siger mig, at de har fundet ud af det,” hørte jeg Niall hviske til en. 

”Ja, vi er heroppe!” Råbte jeg ned til Niall. 

”Super, der er mad.” Harry rullede vantro med øjnene. ”Og det afbrød du os for?!” Råbte han irriteret til ham, men Niall lo bare.

”Det går jo ikke maden bliver kold.” Jeg hørte en pige latter, Emilie. 

”Emilie! Det skal jeg nok huske næste gang I laver noget!” Råbte jeg smilende ned til dem, og jeg hørte porten blive lukket.

Harry rullede over til mig igen. ”Hvad siger du? Kan vi nå det på to – fem minutter?” 

”Beklager at måtte skuffe dig Styles, men maden kalder.” Jeg kyssede ham på næsetippen, og rejste mig så op.  

 

"Vi skal ud og køre markræs!" Udbrød Emilie midt i det hele, og jeg kiggede irriteret på hende.

"Igen?"

Hun nikkede: "Ja, igen." 

"Tør du ikke, tøs?" Spurgte Louis og kiggede på mig med et udfordrende blik.

"Jeg er en tøs, og selvfølgelig tør jeg, jeg var bare ikke sikker på du gjorde?" Han slog afværgende med hånden.

"Babe, der er ikke det, jeg ikke tør." I den anden ende af bordet brød Liam ud i grin. 

"Haha, meget sjovt Liam," sagde Louis små irriteret. 

"Undskyld, men jeg kom bare til at tænke på den gang me..." begyndte han, men Louis lod ham ikke snakke færdig.

"holdt! ja tak, vi har vist hørt rigelig." En dæmpet latter bredte sig, og jeg kunne ikke lade være med at kigge hoverede på Louis, som sad og surmulede. 

"Bare rolig Lou, jeg skal nok tage mig af dig i morgen," han snøftede. 

"Du har vist rigelig i at tage dig af der," sagde han og hentydede til Harry.

"Der er altid plads til en ekstra." Harry gav mig et puf i siden, og jeg smilede til ham.

"Altså, hvis du selvfølgelig ikke misterforstår det," sagde jeg og blinkede til Louis som havde fået sit sædvanlige glade smil klistret på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...