Dare to dream

Emilie og Emma er i England. De har glædet sig til at holde nogle uger fri fra livet hjemme i Danmark, og bare slappe max af. Men sådan kommer det ikke helt til at gå. De får travlt med at holde sig ude for søgelyset når de kommer i nær kontakt med nogle meget specielle drenge... Kan alt blive som før igen?

13Likes
15Kommentarer
3749Visninger
AA

31. Harry, Emma, Louis, Liam, Zayn & Niall

Harrys synsvinkel:

Jeg lod min hånd glide op og ned i en beroligende bevægelse, mens jeg samtidig forsøgte at få hende til at stoppe med at græde. "Shyy, hun skal nok klare den," Emma snøftede, og lod sit hoved hvile mod mit venstre bryst. 

"Hvad så hvis hun ikke gør? Jeg ville ikke kunne leve videre, jeg ville være helt ... alene." Det skar i mit hjerte, at hun tænkte sådan.

"Emma, du vil aldrig være alene," sagde jeg fast, og kyssede hende på håret. 

"Jeg vil ikke miste hende, Harry," mumlede hun, og mine øjne gled kort i. "Det vil jeg heller ikke, det er der ingen der vil." 

Måske burde Lise virkelig have taget med herind, måske var hun bedre til at trøste end jeg var. Lise var blevet ude på gården, hvilket var godt nok, så var der også nogen til at snakke med politiet osv. 

Lige nu var Emilies forældre inde ved hende, de var kommet så snart Emma havde ringet til dem. Emmas egne forældre var også på vej, eller hendes mor var, og selvom jeg ikke burde tænke over det nu, kunne jeg alligevel ikke være en smule nervøs for, hvad hun ville syntes om mig. Bare hun ikke hadede mig, det kunne jo sagtens være, at hun så Emmas nedtur som min skyld. 

 

Emmas synsvinkel:

Alt indeni mig havde frosset til is, jeg havde ikke kunne tro det, det måtte have været en misforståelse. Det gik først virkelig op for mig, at det var virkeligt, da jeg stod med hendes mor i røret og skulle forklare hvad der var sket. Lige nu sad jeg på hospitalet med Harrys arme om mig, og mit indre var begyndt at tø op, så nu væltede det ud med tårer. 

Emilie måtte ikke dø.

Mens jeg lå med hovedet mod Harry, kom alle Emilies og mine minder, både gode og dårlige, alt det vi havde oplevet sammen, væltede i mit hoved på en lang strime. Hvis jeg mistede hende nu, så mistede jeg også en stor del af mig selv. 

Fodskridt nærmede sig os, og jeg tog mig sammen, tørrede mine tåre væk, så godt jeg nu kunne, og kiggede op på lægen.

"Vi har dårligt nyt." 

 

Louis synsvinkel:

"Åh Louis! Jeg burde være der nu, jeg kan slet ikke fatte det, hvordan har de andre det?" Jeg lod mit hoved dunke ind mod væggen. 

"De ... " jeg bed mig i underlæben for ikke at begynde at græde.

Tag dig sammen! Du kan græde efter du har lagt på.

"De har det forfærdeligt, de ved slet ikke hvad de skal gøre af sig selv, og Emma, du kan slet ikke forstille dig hvordan hun har det." 

EMILIE!   

Jeg genkaldte scenen for mig igen og igen. Jeg skulle aldrig have givet hende lov til at overhale dem, jeg skulle have holdt hende nede i et sikkert tempo, det var alt sammen min skyld.

"Hvordan har du det selv?" Spurgte Eleanor med hendes stemme fyldt med omsorg. 

En tåre gled ned af mit kind. 

"Det er alt sammen min skyld, Eleanor, det er min skyld ..." tåren blev hurtigt efterfulgt af flere.

"Nej Louis, det må du ikke sige, det var ikke din skyld, det var et uheld, Louis, du må ikke bebrejde dig selv!" Forsøgte hun desperrat at fortælle mig. 

Jeg lod mig selv dumpe ned i min sygeseng. 

"Jeg elsker dig, El." 

"Louis ... du må ikke give dig selv skylden," forsøgte hun igen.

"Jeg bliver nødt til at løbe nu," jeg havde brug for noget stilhed, jeg havde brug for tænke tingene igennem på egen hånd.

"Louis, jeg elsker også dig, pas godt på dig selv." 

Vi sagde kort farvel, og da jeg trykkede på den aflange røde knap, slukkede jeg min mobil, og puttede den i min jakkelomme. 

Mine egne skader var ingen i forhold til Emilies, jeg havde kun forstuet benet, og brækket det ene håndled. Siden jeg var kendt, og havde brug for ro, havde jeg fået en enmandsstue med en pæn udsigt. Men hvad skulle  jeg med en pæn udsigt, når en af mine veninder lå inde, og var ved at dø? Hun var forhelvede i livsfare, og her lå jeg og kunne beundre den pæne udsigt! 

Slap af Louis, træk vejret, hun skal nok klare den. For hvis ikke, så blev det svært nogensinde, at blive hel igen.

 

Liams synsvinkel:

"Burde vi ikke gå ind og se til ham? Han har efterhånden lagt derinde i lang tid." Zayn rystede på hovedet.

"Nej, vi venter lidt, han snakker sikkert med Eleanor nu." Ja, det gjorde han sikkert.

Alligevel havde jeg det forfærdeligt med at vide, at Louis påtog sig skylden for ulykken. Han havde ikke sagt det direkte, men vi kendte alle Louis godt nok til at vide, at han bebrejdede sig selv.

"Jeg skulle ikke have kørt så meget omkamp med hende, hvis jeg bare havde ladet hende køre løbet, så var vi her ikke," begyndte Zayn nu.

"Stop Zayn, det var hverken din eller Louis skyld, det var et uheld, alt kunne have været sket. Ja, hvis du nu ikke havde overhalet hende der, så var hun ikke kørt galt lige der, men hvem ved, hun kunne have lavet en fejl, eller kørt ind i noget." Han kiggede sørgmodigt på mig.

"Min pointe er, at uanset hvad, så er det hverken Louis eller din skyld, det er heller ikke Emmas, Lises, Nialls eller min. Det var et uheld." 

Mit blik gled ud gennem glasdørene længere nede af gangen, og mit blik låste sig fast på en fra vores mangement.

 Alt dramaet her, hele dette uheld havde bragt kaos på twitter, alle ville vide hvad der forgik, og hvem der var kommet galt afsted. For at være ærligt, så irriterede det mig lidt,, og jeg vidste, at det højt sandsynlig blev mig der skulle ned til pressen og fortælle om det. Ja, mangement havde sagt, at det skulle være en af os drenge der skulle klare det, folk skulle høre det lige fra kilden. Fra en af os. Så siden jeg var den mest mentalt stabile lige p. t, skulle jeg sikkert gøre det. Misforstå mig ikke, jeg var ulykkelig over, at Emilie lå inde og kæmpede for sit liv lige nu, det var jeg virkelig, men en af os måtte holde hoved koldt. 

"Du har ret, undskyld, jeg kan bare ikke fatte det, hun burde ikke ligge derinde lige nu, det er bare ikke fair," forklarede Zayn, og jeg nikkede, det var alt andet end fair.

 

Zayns synsvinkel:

Mit hjerte bankede afsted, og tårene pressede sig på. Jeg vidste godt, at det ikke var min skyld, men jeg kunne ikke lade være med at forstille mig, hvordan jeg burde have ladet være med at overhale hende. 

Jeg var led og ked af alt det drama jeg havde udsat hende for, og her mener jeg ikke kun det omkring ulykken, men det fact, at jeg var vild med hende samtidig med Niall. Hvilken ven gjorde det mig desuden til? 

Ud af øjenkrogen kunne jeg se Emma omfavne en voksne dame, som jeg fik ud fra var hendes mor, og Harry rejste sig op, og gav hende høfligt hånden, da mor og datter skiltes. 

Et lille smil udspillede sig om mine læber, jeg vidste hvor  pokkers charmerende Harry var udenpå når det gjaldt mødre, men indeni var han lige så skrækslagen som en lille bange barn i et mørkt rum. 

Lægen der lige havde været over ved dem, bevægede sig nu her over af, og jeg forberedte mig på det værreste. Emma havde brudt sammen da lægen havde overbragt dem nyheden, og jeg havde måtte anstrenge mig for, ikke at rende derover. 

"Zayn Malik og Liam Payne?" Spurgte lægen med en yderst forvirrende accent, men jeg nikkede bare. 

"Det er os."

"Jeg har dårlige nyheder," åh nej, så var hun virkelig død.

"Hun er heldigvis ikke død, men hun er lagt i koma, og vi ved ikke om hun vågner." 

Koma? Jamen ... 

"Kan vi se hende?" Spurgte jeg, og lægen nikkede. "Men vent  til hendes forældre kommer ud, og gå helst derind sammen med de to derover, så bliver der mindst påstyr." Liam og jeg nikkede synkronisk, og bevægede og så hen til Harry, Emma og hendes mor. 

 

Nialls synsvinkel:

Hendes bløder læber mod mine, varmen fra hendes hud, hendes beroligede duft, og synet af hende. Jeg puttede endnu et stykke kylling i munden. Jeg havde næsten lige snakket med min mor, og hun insisterede på at komme, men jeg afslog, der var ingen grund til det, selvom jeg godt kunne bruge min trøstende mor lige nu. 

De andre var oppe udenfor Emilies stue, men det var simpelthen for meget for mig, jeg kunne slet ikke holde det ud. Så jeg var smuttet ned i kantinen, og man skulle ikke tro, at jeg tog hendes ulykke særligt alvorligt siden jeg sad hed, men jeg fik bedst dumlede nerverne hvis jeg fik noget indenbors. 

Hvis hun døde nu, så mistede jeg lige den kæreste jeg altid havde drømt om, hun var lige blevet min. Jeg elskede hende, det gjorde jeg virkelig, men det var bare meget nemmere at se det hele fra afstand, så jeg besluttede mig for, at blive siddende hernede lidt endnu. 

Jeg hørte nogen piger fra et andet bord mumle noget på dansk, og ikke at der var noget besynderligt i det, men jeg hørte mit eget navn blive nævnt, og noget kunne tyde på, at de havde genkendt mig. 

Jeg elskede vores fans, men jeg kunne ærlig talt ikke klare at snakke med dem lige nu, så jeg skyndte mig at rejse mig, og nærmest flygtede ud fra kantinen. 

Samtidig ringede min mobil, og jeg var hurtig til at tage den, da jeg så, at det var Zayn der ringede.

"Niall, vi går ind til Emilie nu, hun ligger i koma, men vi kan godt få hende at se. Skal du med?" 

Jeg satte straks i løb mod trapperne, jeg havde ikke tid til at vente på elevatoren. 

"Jeg er der om få sekunder." 

 

Emmas synsvinkel:

Hun så så fredfyldt ud, dog var hendes blege hud fyldt med rifter og sår. Hendes brystkasse hævede sig langsomt op og ned, og jeg blev ved med at fokusere på den bevægelse, i hvad der føltes som en evighed. 

Vi var alle samlet inde hos hende, drengene og mig, og jeg mærkede Harry give min hånd et klem.

Ingen af os sagde noget, og jeg havde ikke tænkt mig, at være den til at bryde tavsheden. Den eneste lyd der rigtig var, var når Louis's brugte sine krykker. 

"Tror i, at hun vågner?" Lød det svagt fra Niall, som havde bevæget sig hen på siden af hende.

"Det har hun bare af at gøre." Jeg blev helt forskrækket over bestemtheden i min stemme. 

Emilie! Så se dog forhelvede at vågne op! Hvad tror du egentlig, at du har gang i? Helt ærligt, så er du bare så selvisk og ligge der, mens vi går og er så skide bekymret for dig! 

Calm yourself Emma ...

 

Jeg var ved at eksploder indeni, ikke af raseri, men jeg syntes bare at det her var alt for meget. 

Vi var derinde i omkring 10 minutter, og så begyndte drengene ellers at svinde ud. Til sidst var det bare Niall og jeg der stod tilbage.

"Jeg fatter det ikke," mumlede han, og jeg gik hen og lagde en arm om ham. "Nej, det gør jeg virkelig heller ikke." Vores øjne mødtes, og jeg sendte ham et forsigtigt smil.

"Hun er stærk, hun skal nok klare den," beroligede jeg ham, selvom jeg ikke selv troede på mine egne ord. Uanset hvor stærk hun var, så var der ikke ret stor chance for, at hun skulle vågne op af den koma. 

Niall lod mig være alene med hende kort efter, og jeg fandt mig selv stirre på hende. 

Tårene gled ned en efter en. Langsomt begyndte jeg at ruske i sengen, desperat for at få hende til at vågne.

"Så vågn dog," mumlede jeg for mig selv.

"Hvad tror du egentlig, at du har gang i, Emilie? Huh? Her står jeg og græder over, at du ligger i en sød søvn, uvidne om, at du måske ikke vågner igen. Hvis du nu bare kunne tage dig sammen, og vågne fra den forbandet koma!" 

Åh! Hvor følte jeg mig egentlig dum, som jeg stod og råbte af min bedsteveninde i koma, og hvis hun vidste det, ville hun sikkert bare grine af mig lige nu. 

"Vågn nu bare ..." hviskede jeg, og smagen af salt bredte sig i min mund. 

Jeg aede hende et par gange på håndryggen, inden jeg også bevægede mig ud fra hendes stue.

 

 

2 uger senere ...

 

"Farvel," sagde jeg og kyssede ham for sidste gang.

Harry tog mine hænder i sine: "Det er ikke farvel Emma, det er et, vi ses," han kyssede mig på kinden, og gik så hen til de andre drenge, som jeg havde taget afsked med før.

Jeg havde lovet dem at ringe, hvis der kom noget nyt om Emilie, som desværre stadig lå i koma. Jeg besøgte hende så tit jeg kunne, men det kom til at blive begrænset, nu når jeg skulle starte i skole igen i næste uge. 

Starte i skole uden hende. 

Min mor holdt udenfor lufthavnen, og jeg skyndte mig at hoppe ind i bilen da jeg nåede hen til den.

"Hvad så, fik du sendt dem godt afsted?" Spurgte hun og jeg nikkede. 

"Det bliver hårdt at undvære dem," bekendtgjorde jeg, og hun nikkede forståeligt.

"Skal vi tage et smut forbi Emilie?" Spurgte hun som vi drejede ud på motorvejen.

"Ja, lad os det." 

Efter vi havde kørt i nogle minutter, ringede min mobil. 

"Hvem er det?" Spurgte min mor skeptisk, da jeg så at det var et udlandsk nummer. 

"Det ved jeg ikke." Alligevel tog jeg den, og spurgte hvem jeg snakkede med.

"Hej Emma, det er Simon Cowell her, har du tid til at snakke lidt?" 

 

*

 

"Hun ser så fredfyldt ud, og næsten helt overlegen med det luskede smil der," sagde min mor, og et smil bredte sig på mig. "Ja, hun nyder sikkert al den opmærksomhed hun får," sagde jeg i ironi. Emilie ville hade at være så lang tid væk fra omverden, hvis hun vågnede, ville hun sikkert blive irriteret på mig over, at jeg ikke fik hende vækket. 

Altså, helt ærligt!

Jeg tog mig selv i at grine, og min mor gik hen og lagde en hånd på min ryg.

"Vi må nok hellere se at komme hjem af, hunden trænger vist til at blive luftet." Jeg nikkede. 

Som vi bevægede os ned af mod bilen, kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile. Simon havde kommet med en undskyldning, og endda en helhjertet en. Han havde sagt, at han gerne ville have givet mig en ansigt til ansigt, men siden han var en travlt mand, måtte jeg nøjes med en elektronisk en.

Hvor jeg bare ønskede, at jeg kunne dele dette med Emilie, hun ville blive ellevild. 

 

"Uhh ha! Sikke et vejr, hva? Uhh, det er ikke til at gå tur i," sagde jeg til min hund, og fik lukket os ind i varmen. "Og det skulle forstille sig at være sommer? Sikke et vejr." Jeg løsenede hendes sele, og hun luntede videre ind i huset.

"Emma, er det dig?" Råbte min mor, og efter jeg kom af mine sko, gik jeg ind til hende. "Ja, det er mig," oplyste jeg, og gik hen og tog noget kakao i køleskabet.

"De har haft ringet fra hospitalet." Jeg var ved at tabe kakoen, og fik med nød og næppe bragt den helskinnet ind i køleskabet igen.

"Hvad så, hvad ville de?" Spurgte jeg nervøst, og gik et skridt tættere på min mor. 

"De vil gerne have at du kommer derind, Emilies mor har også haft ringet, det er vigtigt." Åh nej, det her kunne umuligt tyde godt.

"Vi tager afsted med det sammen," sagde jeg, og gik ud for at tage sko og jakke på igen. 

Jeg forventede det værste.

 

__________________________________________________

Så, det var slutningen på Dare to Dream, og jeg ved ærlig talt ikke hvor mange der har fulgt med. Dog har den været sjov at skrive, og jeg så vil jeg egentlig bare gerne takke dig Emilie. Ja, du har truffet afgørende valg for den her movelle, og nu er det spædende om du dør ... haha xD 

 

Nå, men til jer som rent faktisk læste med, tusinde mange gange tak! Der kommer en 2'er på et tidspunkt, jeg skal bare lige have afsluttet mine andre FF først :) 

Kærlig hilsen Eholleufer :D

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...