Dare to dream

Emilie og Emma er i England. De har glædet sig til at holde nogle uger fri fra livet hjemme i Danmark, og bare slappe max af. Men sådan kommer det ikke helt til at gå. De får travlt med at holde sig ude for søgelyset når de kommer i nær kontakt med nogle meget specielle drenge... Kan alt blive som før igen?

13Likes
15Kommentarer
3720Visninger
AA

22. Harry, Emilie og Emma

Emma:

På vejen tilbage var det begyndt at øse ned, og Lise og jeg nåede heldigvis ind i hendes bil inden det for alvor brød løs. På selve vejen synes jeg, at jeg så ham. Harry. Han var driv våd og han løftede hånden for at vinke til mig. What the? ”Stop bilen!” Skreg jeg, og hun slyngede den ind til siden, ”hvad sker der!” Lise gik halvvejs i panik da jeg steg ud af bilen, men det kunne jeg ikke tænke på lige nu. Heldigvis var der ingen andre biler herude.

”Harry!” Råbte jeg til ham på den anden side af vejen, men han smilede bare, og vinkede til mig. ”Emma! Hvad helvede har du gang i!” Råbte Lise fra bilen af, ”kom tilbage!” Men jeg kunne ikke bare efterlade Harry herude! Jeg kaldte endnu engang på ham, ”Emma, han er der ikke …” Lise stemme var nu fuld med medlidenhed, ”sæt dig ind i bilen igen.” En tåre faldt fra min kind, men det gik bare i et med regnen der desuden havde gjort mig driv våd.

”Harry,” hviskede jeg, og da en anden bil kørte forbi, forsvandt han. Det stak i mig, som om noget blev revet ud af mig. Jeg gik med tunge skridt tilbage mod bilen, tog fat om bil døren, og hørte Lises beroligende stemme sige, ”det var godt, lad os nu få dig hjem i varmen.” Min krop begyndte at ryste og jeg sank ned i knæene. ”Harry …” mumlede jeg en sidste gang, inden jeg faldt til jorden, slog hovedet mod asfalten, og gik ud som et lys. 

 

Harry:

Mit indre var i oprør, jeg forstod ingenting, vi var jo lykkelige, var vi ikke? Havde jeg gjort noget forkert, hvad havde jeg sagt, der havde fået hende til at tage den beslutning om at forlade mig? Forlade os? Hvis det var fordi hun ikke følte sig god nok, så var det noget værre lort. Jeg ville sådan ønske at jeg vidste noget mere om det, at vi kunne have diskuteret det.

I det fjerne kunne jeg høre en telefon ringe, men jeg lod bare en af de andre tage den. ”Ja hallo?” Sagde Louis, og jeg lukkede øjnene. ”Hvad? Er det alvorligt?” Jeg spærrede øjnene op, hvad var alvorligt? ”Nej, bare rolig, ja, selvfølgelig, vi ringes ved. Hej hej,” han lagde på, og jeg kastede mig selv op af sofaen. ”Hvem var det?” Spurgte jeg bekymrende. ”Det er Emma, hun er på hospitalet.” Alt stod stille for mig, ”hvad er der sket?” Louis trak på skulderne, ”jeg ved bare, at hun ikke er ved bevidstheden, men det er vist ikke specielt alvorligt,” jeg var ligeglad med hvor alvorligt det var bare det at hun ikke var ved bevidstheden! ”Jeg tager det næste fly til Danmark,” jeg gik beslutsomt hen for at bestille en billet. ”Harry, hvordan vil du finde hende, hun kan være hvor som helst!” Han havde ret, men hvad gjorde jeg så? Med et fik jeg en ide. ”Lou, vi må springe lidt over nogle ting i planen, jeg har fået en ide …”

 

Emilie:

Jeg sad med hovedet begravet i mine hænder, hvordan har jeg ikke kunne opdage det? Men jeg vidste ikke at det stod så slemt til med hende, hun havde ikke vist nogen form for tegn på det!  Min bedste veninde hallucinerede! Jeg havde ikke set det komme, på nogen måde.  Så nu sad jeg her på hospitalet på en stol ved siden af Emma.

Lige nu var hendes øjne lukket og det havde de været siden Lise bragte hende til hospitalet. Da hun havde ringet mig op og fortalt, at Emma var besvimet efter at have råbt som en sindssyg efter Harry, troede jeg først det var en joke, det lignede bare ikke Emma at gøre sådan noget. En beroligende hånd lagde sig på min skulder, ”hun skal nok blive okay,” jeg rystede på hovedet, ”jeg fatter det bare ikke.” Han lagde sine arme om mig, ”nej, det gør jeg heller ikke.”

 

Emma:

 Mit hoved gjorde forbandet ondt, men jeg turde ikke bevæge mig. ”Kom nu Emma,” hørte jeg en sige, en stemme der lød bekendt. ”Hun skal nok blive okay,” jeg hørte en snøfte. ”Emma!” Et skrig dukkede op i hovedet på mig, og jeg for sammen, og holdte mig for ørerne. ”Få det til at stoppe!” Skreg jeg, og efter lidt lagde et par beskyttende arme sig om mig.

Jeg begyndte at hulke, og knugede mig ind til vedkommende. ”Shyy … det er okay, du er i sikkerhed,” han knugede mig tæt ind til sig, og jeg begyndte langsomt at åbne mine øjne. Det var Niall der havde om mig. ”Hvad laver du her?” Mumlede jeg, og han aede mig på armen. ”Jeg er for at se til min veninde, hun er ikke helt på toppen,” jeg kom med det samme i tanke om hvor jeg var.

Mit blik landede på Emilie, hun så udmattet ud, hvor lang tid havde hun siddet der? ”Emilie …” mumlede jeg, og hun kastede sig over i mine arme, ”gud! Emma, jeg har været ude af den!” Jeg knugede hende ind til mig, og en tåre forlod min kind. ”Jeg er okay,” beroligede jeg hende med.

Da jeg var alene med Emilie igen, efter lægerne havde set til mig og stillet mig en masse spørgsmål, og Niall var gået, spurgte jeg hende. ”Det er kun Niall der er her, ikke?” Hun nikkede. ”Emma, du har skreget Harrys navn op til flere gange, du har græd, du har råbt, Emma, dine forældre er helt ude af den,.” Lægerne havde fortalt mig, at de var taget hjem for at få noget søvn, de havde været ved mig lige siden jeg kom ind.

Jeg havde åbenbart lagt her i halvanden dag, sygt nok. ”Hvad med Lise?” Spurgte jeg nervøst, det var trods alt hende der var vidne til hvad der skete med mig. ”Ja, hun fik sig noget af et chok,” ja, det var klart, jeg havde helt ondt af min kusine.

”Her,” hun rakte mig min mobil som var åbnet på Twitter, hvad? Jeg var nu oppe på 500.000 followers, vildt! Folk havde skrevet en masse til mig:

@1D-4-ever @EmmaH17 ”Hope you get better! #WestandbehindyouEmma

En tåre forlod min kind, det var ikke den eneste søde tweet, der var virkelig mange! Jeg gik ind på worldwide trends, og så #WestandbehindyouEmma som den allerøverste. Jeg kiggede over på Emilie med vand i øjnene, ”vidste du det?” Hun smilede stort, men svarede mig ikke. ”Kom,” hun fulgte mig ud på gangen, og mit blik faldt på et stykke papir der lå midt på gulvet med en pil der pegede ligeud. 

Jeg kiggede spørgende på Emilie, som nikkede mod papiret. Med hurtige skridt gik jeg hen og samlede papiret op, og begyndte at følge dens retning. Den førte mig til endnu en pil, og endnu en dukkede op. Sådan blev det ved indtil jeg endte i et værelse.

Der var ingen derinde, i hvert fald ikke nogen jeg kunne se. Langsomt begyndte en melodi at spille, og jeg lukkede øjnene hårdt i da sangen begyndte. Jeg kunne høre nogen rulle forhænget fra som han sad bagved.

You're insecure,

Don't know what for,

You're turning heads when you walk through the door,

Don't need make-up,

To cover up,

Being the way that you are is enough,

 

Sang han det til mig? Jeg vendte mig om, og opdagede, at det var til mig. Okay, hvem ellers var der på det her hospital han kendte?

 

Baby you light up my world like nobody else,

 

Tårerne begyndte at presse sig på …

 

If only you saw what I can see,

You'll understand why I want you so desperately

 

Jeg kunne ikke tage øjnene fra ham, som han sad der og sang.

 

 

That's what makes you beautiful

 

 

En tåre gled ned af min kind, men jeg tørrede den væk. Mit blik mødte hans, og jeg havde mest af alt lyst til at kaste mig i hans arme.

”Harry …” hulkede jeg, og han rejste sig op fra sengen han sad i.

Han gik prøvende hen imod mig, men jeg stoppede ham ikke. ”Jeg er så ked af det,” mumlede jeg, og lod ham lægge sine beskyttende arme omkring mig. ”Det er okay, det er i orden, vi kan snakke om det,” sagde han og kyssede mig på håret.

Jeg trak mig fri af hans kram, ”det er ikke noget at snakke om, Harry, vi kan ikke være sammen.” Uanset hvor meget jeg ønskede det, så sad Simons ord stadig fast i hovedet på mig. ”Jo vi kan, Emma, du må ikke forlade mig,” forlade ham? Det var jo for hans eget bedste, og mit bedste, på en eller anden måde.

”Du kan få alle du vil, jeg vil ikke have mit hjerte knust over bare at være din sommerflirt.” Han stirrede vantro på mig, ”er det det du tror om mig?” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Du har frit valg på alle hylderne, så hellere blive knust nu end senere,” en tåre trillede ned af hans kind, men han lod den bare løbe. ”Emma, du er mit valg, det er dig jeg vil have, kan du ikke se det?” Men hvad med Simons ord? ”

Han rystede på hovedet, ”lyt ikke til hvad andre siger,” mumlede han, og kiggede mig dybt i øjnene. ”Lyt til mig,” jeg bed mig i læben, nikkede så og han lyste op i et smil.

Han tog mit hoved i sine hænder, aede mit kind, og trak mig så ind i et savnet kys. 

 

_________________________________________________________________________

Hej læsere!

Jeg ved godt jeg lægger afsnit ud med store mellemrum, hvilket desværre er gældende for alle mine andre movellas. Jeg har bare travlt med skole osv. Men skal nok blive bedre! Det lover jeg.

Håber i kan lide den, og tak fordi I læser med ;-)


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...