Dare to dream

Emilie og Emma er i England. De har glædet sig til at holde nogle uger fri fra livet hjemme i Danmark, og bare slappe max af. Men sådan kommer det ikke helt til at gå. De får travlt med at holde sig ude for søgelyset når de kommer i nær kontakt med nogle meget specielle drenge... Kan alt blive som før igen?

13Likes
15Kommentarer
3737Visninger
AA

15. Emma

 

"Emma, Emma! Herover," en blitz skar i mine øjne, og den blev efterfulgt af flere. "Kom nu, giv os et godt billede!" Deres grin overdøvede alt andet i hovedet på mig. "Hvor er din Harry henne?" Alt snurrede rundt i mig, jeg måtte væk herfra, hurtigst muligt! Så jeg satte i løb, men de fulgte efter mig, "hvorfor så bange? Vi vil jo bare have et billede," skrald lo de i kor. Jeg var skrækslagen, jeg ville bare væk. Med et kort kast over skulderen fik jeg konstateret, at de var lige hælene på mig. Min åndedrag steg og mine fødder sveg, "Emma!" Var der en der råbte, og pludselig faldt jeg. Jeg røg dybere og dybere ned, og flere stemmer dukkede op: "Glem ham", "han har dig kun for fornøjelsens skyld", "havde du virkelig forstillet dig, at du kunne date ham", "hvad skulle han dog se i dig?". Stammerne var overalt, jeg kunne ikke tage det længere. Et skrig undslap min mund, og jeg holdte mig for ørene, men det gjorde bare det hele værre. "Rejs nu, glem alt hvad der er sket her, og vend ikke tilbage." Et skingert skrig lød i mine ører, det var mig der havde skreget, jeg kunne ikke klare mere. "Emma forhelvede!" Min kind blev øm, og jeg vågnede med et sæt. Jeg lå nede på gulvet i fosterstilling, og følelsen af at være plaget og jagtet sad stadig i mig. Min hånd fløj automatisk op til min kind, havde hun slået mig? Emilie sad ved siden af mig, og hun så nervøs ud. "Emma, endelig! Du skræmte livet af mig, hvad gik der af dig?" Hurtigt fik jeg sat mig op, mit hjerte dunkede stadig på fuldt tryk, og jeg kunne mærke sveden på min pande. "Je-jeg, jeg havde mareridt, jeg blev jagtet, og så faldt jeg, og der var den her stemme der blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle holde mig væk." Emilie så endnu mere forvirret ud, men det ændrede sig hurtigt til medlidenhed. "Kom Emma, lad os få dig lagt i seng igen," og jeg lod hende hjælpe mig derhen. 

Jeg kunne ikke sove videre den nat, jeg havde alt for mange tanker i hovedet, og jeg turde heller ikke lægge mig til at sove. Så da jeg kunne høre Emilie var faldet i søvn, tog jeg min telefon op, og loggede ind på twitter. Jeg skrev at jeg havde haft det vildeste, syreste og ikke mindst skræmmende mareridt nogensinde. Derefter lagde jeg mobilen fra mig, og vendte mig om på siden. Der var fem timer til solen stod op, hvad skulle jeg lave i alt den tid? Min mobil vibrerede, og jeg skyndte mig at tjekke hvad det var. Niall havde svaret mig på min tweet, awesome. "Træls, jeg hader mareridt, er du okay?" Det fik mig til at trække på smilebåndet, han var nu så sød. Hurtig skrev jeg tilbage, at jeg var okay men, at jeg ikke kunne sove igen. Jeg undlod delen om at jeg ikke turde falde i søvn, det behøvede ingen jo få at vide. "Også her, det må være fuldmåne eller sådan noget...syret, det er der faktisk! Det er nu alligevel lidt skræmmende. Men hvad skete der i dit mareridt?", Ja, det var egentligt pænt skræmmende, at det var fuldmåne. Kunne jeg fortælle ham om mit mareridt? Okay, måske ikke ud så alle kunne se det, for der var nok nogen der fulgte med i hvad vi skrev. "Senere... Men ja, wow, fuldmåne, det havde jeg ikke lige opfanget, men syret nok. Hvorfor kan du ikke sove?" Skrev jeg tilbage, og han svarede få sekunder efter, at han havde alt for mange tanker i hovedet. Det var hyggeligt at skrive med Niall, han var nu så rar. Vi skrev frem og tilbage, dog ikke hele tiden på twitter, vi udvekslede numre, og så skrev vi sammen resten af natten. Så da jeg "vågnede" næste morgen, var jeg i et super humør! Godt nok var jeg lidt træt, men det skulle ikke ødelægge min dag.    

 

"Hvorfor smiler du sådan?" Emilie kiggede mistænksomt på mig, og jeg gav hende bare et forvirret blik, "er det nu blevet forbudt at smile?" Hun standsede, "Emma min ven, du havde det syreste mareridt, du er lige faldet over en kantsten, jeg ser ikke der er noget at smile over?" Sikke en lyseslukker. "Emilie, min ven," sagde jeg, og lagde ekstra tryk på 'ven', hvilket fik hende til at kigge sukkende på mig. "Det er fortid Emilie, det var kun træls i sekunderne det skete. Tænk på alt det andet gode der er sket," men hun så ikke ud til at fatte en brik, altså af hvorfor jeg var så pokkers glad. "Er det fordi vi gik forbi en masse fotografer uden at blive genkendt? Eller er det fordi de der fyre bliver ved med at sende os flirtende blikke?" Jeg begyndte at fnise. Fyrene hun hentydede til havde fulgt efter os hele dagen. Da jeg havde væltet havde en af dem skyndt sig hen og hjulpet mig op. Sødt gjort, og han virkede som også flink, men jeg havde slået hul på knæet, så vi skulle tilbage til hotellet for at få plaster. Af en eller anden grund havde de fundet os igen, og ja, nu slap de os ikke af syne. Nu når man tænkte over det, så var det ret spooky, men de var jo ikke farlige. "Os det, jeg mener, hvorfor følger de efter os?" Emilie trak på skulderne, "men jeg har en ide," tilføjede hun, og min første tanke var: Åh nej... Men som altid fik hun mig overtalt, så nu skulle vi se hvad de ville gøre. Vi mødes derinde om ti minutter," hviskede hun, og jeg sukkede højlydt, "ja ja." Vi delte os, for Emilies "geniale" ide gik ud på, at se hvad de ville gøre hvis vi splittede op. Først så de pænt forvirret ud, hvilket så ret så sjovt ud, men de fik hurtigt aftalt, at de også splittede sig op. Jeg havde lidt håbet, at de ville gå efter Emilie, jeg orkede ikke rigtig at have dem i røven uden hende, så kunne man snakke om at det føles spooky. Men ham den lyshåret der havde hjulpet mig op fra dengang jeg faldt, og en anden, havde fulgt efter mig. Okay, nu ville jeg faktisk bare hen til der hvor vi skulle mødes, jeg var ret ligeglad med, at det var før tid jeg kom hen til hvor vi skulle mødes, jeg skulle bare ikke have dem rendende efter mig. Så hellere de sad og overgloede mig på en café. Emilie tog heller ikke hendes mobil, så jeg kunne ikke få hende fortalt, at jeg fik hen til mødestedet. Drengene var kommet tættere på, og panikslagen satte jeg tempoet op. Kort vendte jeg mig om for at se efter dem, men det var vidst en dum ide, fordi jeg stødte direkte ind i en. "Undskyld!" Chokeret slog jeg hånden for munden, "det er jeg altså virkelig ked af!" Det var en pige jeg var dumpet ind i, en meget pæn pige, hun lignede faktisk vildt meget..."Emma?" Spurgte hun, og nu gik det op for mig, hvem hun var. "Eleanor!"

 

Kender i følelsen af, at kende en person lidt for godt? Det var lidt den situation jeg befandt mig. Inden Emilie og jeg havde mødt drengene fra One Direction, så var jeg jo en pænt stor fan. Så selvfølgelig havde jeg læst om Eleanor J. Calder, jeg vidste hvem hun var og alt sådan noget man burde vide, nu når man dagdrømmer om hendes kæreste. Okay, jeg vidste ikke hvad det 'J.' stod for, men det hed hun på twitter! Men altså, min pointe var, at jeg vidste okay mange ting om hende, så jeg havde det bare sådan, "det havde du ikke behøvet at fortælle mig, det vidste jeg allerede," ikke at jeg rent faktisk sagde det, men det var virkelig det jeg tænkte, det skræmte mig pænt meget. "Nok om mig, fortæl mig noget om dig selv," vi var gået ind på en café, og jeg havde fået fat på Emilie, men hun skulle lige ordne noget. Det mærkelige var, hun havde ikke fortalt mig om noget ”hun skulle ordne”, det var kommet så pludselig, men det kunne jeg vel altid høre hende om senere... "Hvad er der værd af vide?" Spurgte jeg med et smil på læben, og hun gengældte smilet. "Okay, hvad elsker du at lave? Hvad brænder du for?" Hun så på mig med intense øjne, hun ville virkelig vide det, det gjorde mig helt pinlig berørt. "Jeg elsker at skrive, bare det ikke er realistiske historier og sådan," "så du har altså skrevet bøger?" Hun så med store øjne på mig, og jeg nikkede, og tog en slurk af min drikkelse. "Jeg har ikke fået udgivet noget, desværre," hun kom med et sympatisk smil, "bare tro på det, og hvis jeg må, så vil jeg rigtig gerne læse det." Okay, der døde jeg lige... Ville Eleanor J. Calder læse noget jeg havde skrevet, okay drømte jeg? "Wow, den havde jeg ikke set komme, men du er da mere end velkommen, tak," Eleanor lagde sin hånd ovenpå min, "det er mig der takker," hun blinkede med det ene øje, hvor var hun sød! Jeg kunne godt se hvad Louis så i hende! Hun var jo en engel! "Jeg vil høre mere om dig!" Det fik mig til at grine lydløst, men jeg fortalte: "Jeg spiller guitar, og så elsker jeg at danse, jeg er bare ELENDIG til det." Hun var ved at få noget galt i halsen, hvad havde jeg sagt? "Undskyld," lo hun, mens jeg dunkede hende på ryggen. Vi var begge to flade af grin. "Jeg var ikke lige klar på det sidste du sagde," jeg rystede let på hovedet med et stort smil på læberne, "det kunne jeg se." "Jeg kan godt forstå Harry er faldet for dig, du er jo skøn!" Nu var det min tur til at få noget galt i halsen, og igen var vi flade af gin. "Mange tak, jeg er glad for du synes om mig," Hun nikkede, "vi skal helt klart gentage det her," sagde hun sødt, og jeg måtte erklære mig enig, "uden tvivl." 

 

***

Eleanor og jeg skiltes en time efter. Jeg fandt Emilie i en make-up butik, hvorfor undre det ingen? "Emma! Kom lige og se! Det er jo fantastisk!" Nå ja, måske skulle jeg have holdt Eleanor en time mere...

Dem der havde fulgt efter Emilie, havde hun rystet af sig da hun gik ind i en undertøjs forretning, de havde også gået hende på nerverne, men hvem følger efter andre på den måde? Det var kun skægt i starten. Nå, lige meget. Men Emilie ville ikke fortælle om hendes lille "gøremål", så det måtte jeg bare lade ligge. Men dog kunne hun ikke holde en latter tilbage, og på til flere gange tog jeg hende i at kigge smilende på mig, skræmmende. 

Da vi kom tilbage til hotellet gik hun helt amok, hun begyndte på alt muligt med, at ville lægge make-up på mig, og så skulle vi da tage vores kjoler på vi købte forleden dag, bare for at gøre det. Jeg lod hende bestemme, hun elskede at smukkesere mig. Så hun endte også med at krølle mit hår, "av for helvede Emilie!" "Ups! Undskyld," hun skyndte sig ind for at hente en vaskeklud til at ligge på min nu forbrændte øreflip. Pludselig ringede hendes mobil, og hun lyste helt op da hun så hvem nummeret tilhørte. "Hva så taber?" Hun forlod rummet, og nu sad jeg alene tilbage. Jeg så da okay ud, hun var faktisk ikke helt ringe til det hende Emilie. 

Hun kom tilbage efter fem lange minutter, og hun kunne ikke lade være med at smile, selvom hun dog prøvede at holde det inde. "Kom Emma pige, jeg har en overraskelse til dig," hvad?! Emilie tog min hånd i sin, og trak mig med ned i lobbyen. Hvad havde hun gang i? Folk gloede efter os, vi lignede jo nogen der skulle til galle, eller i hvert fald til en fin fest. "Luk øjnene," kommanderede hun, og jeg gjorde som hun sagde, og lidt efter blev det koldt mod min hud. "Åbn øjnene," mine knæ blev bløde, og hvis ikke det var fordi nogle stærke arme havde grebet om mig, så havde jeg faldet. Stemmen havde en effekt på mig, han havde en effekt på mig. Da jeg åbnede øjnene blev de mødt af et par varme grønne øjne, "Harry," sagde jeg, og trykkede mig tættere ind til ham, han duftede virkelig godt! "Hej Emma," han gav mig et kys på kinden, og først derefter fik jeg øje på limousinen der holdte nede og ventede… på os? "Kom," jamen, hvad med Emilie? "Emilie?" Spurgte jeg forvirret, og hun himlede med øjnene, "du skal ikke bekymre dig om mig, jeg har planer;" jeg nikkede, og lod Harry følge mig ned til limouen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...