Dare to dream

Emilie og Emma er i England. De har glædet sig til at holde nogle uger fri fra livet hjemme i Danmark, og bare slappe max af. Men sådan kommer det ikke helt til at gå. De får travlt med at holde sig ude for søgelyset når de kommer i nær kontakt med nogle meget specielle drenge... Kan alt blive som før igen?

13Likes
15Kommentarer
3737Visninger
AA

9. Emma

Hvor typisk! Inden vi havde taget afsted havde jeg syntes, at mit hår sad perfekt, men nu...øjh! Typisk, typisk typisk! Det lignede jo lort! Hurtigt skubbede jeg døren op ud til resturenten og på vej hen til min plads, kunne jeg ikke lade være med at kigge på mig selv i vindueruden. Du ser fin ud Emma! Ja,ja Emma, den tanke holdte du bare, men jeg rystede på hovedet, det skulle ikke ødelægge min aften! Kort kiggede jeg ned på Emilie, hun sad med store øjne og pegede på, hvad, disken? Jeg kiggede forvirret derover, og da jeg fik øje på menukortene gik det op for mig, at hun ville have os til at tjekke desserterne, hun kunne bare ikke vente med at se hvad der var at vælge imellem. Så jeg smilede stort ned til hende om, at jeg havde fanget hvad hun mente. Skulle jeg tage en eller to menuer? Hm.. en måtte være nok. "Undskyld mig, et bord til fem tak", eller måske skulle jeg tage to? "Ehm...frøken?" En måtte vel være nok, helt bestemt! "Hallo?!" Med et farrede mit hoved op, snakkede de til mig? Generet kiggede jeg ned i jorden, "ja undskyld, snakker du til mig?", "ja, vi var bestilt bord til fem", forvirret kiggede jeg op på ham der snakkede til mig. Mit hjerte slog et slag over, det var Louis Tomlinson! Jesus da, og så var jeg sådan her, og mit hår! "Ehm, ser du, jeg arbejder her ikke...", han kiggede ned af mig og slog sig derefter på panden, "det må du virkelig undskylde, min fejl", Louis var min ynglings fra 1D, og nu stod han foran mig, fantastisk men forvirrende, jeg var forvirret. Han skulle have bestilt bord til fem, de var fem i bandet, så det ville jo sige at...det ville sige, at det var ikke menukortene Emilie havde ville hentyde til mig. Så hvis alle var her, så var Ha..."Lu, har du fået vores bord?" Lyden af hans stemme gjorde mig skrækslagen, jeg måtte væk, men mine fødder var som limet fast. Han kom hen og tog fat om Louis, hans smil var rigtig kækt, lige indtil hans blik landede på mig.

"Emma?" Hvorfor forrådte mine fødder mig nu? "Hej", sagde jeg løftede min hånd til hilsen. Nu kom de andre drenge også, mit hjerte havde ikke godt af det her, det sprang alt for mange slag over. "Alle sammen, det her er Emma, Emma det her er alle sammen, Zayn, Liam, Naill og Louis, men du kender jo Naill", de hilste alle sammen og smilede stort. "Hey, godt at møde jer", hvad? Hvor kom det lige fra? Gode Gud da, red mig. "Jeg må hellere gå", mumlede jeg, og fik tvunget mine ben ned mod min plads, og jeg kunne mærke deres øjne i nakken. Da jeg satte mig på min stol havde jeg lyst til at græde, men jeg holdte det tilbage, jeg skulle ikke græde nu. Emilie var flad af grin, hvor typisk altså! "Hvad skete der lige for, at du var helt væk deroppe?" Nå ja, det måtte vel have set sjovt ud..."ja, jeg ved det ikke", hendes latter stoppede øjeblikkeligt da hun hørte, at jeg var ked af det. "Er du okay?" Jeg rystede på hovedet, alle følelserne væltede op i mig, det var for meget at bære. Hun tog min hånd over bordet, "vil du snakke om det?" Egentlig havde jeg mest af alt lyst til at ryste på hovedet, men alligevel fortalte jeg hende det. "Det er Harry. Du kan godt huske avisforsiden ikke?" Hun nikkede, og jeg forsatte: "Han havde sagt at jeg ville blive spottet med ham, jeg skulle bare vente og se. Men jeg sagde, at jeg tvivlede på det ", hun så lettere forvirret ud. "Du sagde der forgik noget mellem os, ikke?", igen nikkede hun bekræftende. "Det var kun et spil, det var tydeligvis for at bevise noget for mig". Hun klemte blidt min hånd, "det er jeg ked af at høre", måske overdrev jeg, men han kunne have ladet være med at flirte sådan med mig, hvis det bare var et spil, og et spil det var det. Jeg mener, helt ærligt, hvad skulle Harry Styles se i mig?      

 

Hvorfor var min blære også så lille! Emilie havde slet ikke været på wc overhovedet her i aften, der kunne man snakke om en blære af stål. Okay, mit hår var i det mindste blevet bedre, det var ligesom faldet mere på plads, heldigvis da! Da jeg var færdig inde på toilettet og var på vej tilbage, greb noget om mit håndled, eller rettere, nogen. Mine øjne mødtes med et par grønne, men jeg ville ikke se ind i dem, så mit blik søgte væk. "Emma, jeg bliver nødt til at snakke med dig" Han trak mig ind til siden. "Harry, du har vist at du havde ret, jeg blev spottet sammen med dig, jeg kunne måske få lov at gå nu?" Mine ord lød overraksende hårde, det bemærkede han også. Han trådte et skridt væk fra mig, "hvad snakker du om? Jeg har savnet dig", en tåre forlod mit kind. "Hvorfor græder du?" Åh... "Hvorfor opførte du dig sådan overfor mig igår?" Han lagde sit hoved på skrå. "Mener du det, at jeg flirtede med dig?", "det var jo bare et spil!" Protesterede jeg. Øjnene sagde det hele, men jeg havde brug for at høre ordene:"Det var ikke noget spil, jeg synes at du er sød, du hørte måske ikke det sidste jeg sagde til dig igår?" Klart og tydeligt, sætningen sad fast i mit hoved til evig og altid. "Jeg er ked af, hvis du har opfanget, eller misforstået det, det er jeg virkelig". Havde jeg misforstået det hele? Nu følte jeg mig for alvor dum. "Nej Harry, det er mig der undskylder, det var ikke meningen, at jeg skulle opføre mig så barnligt". Han trak mig ind i sin favn, i et varmt kram. "Det er alt sammen ligemeget nu", mumlede han, og jeg lukkede øjnene. Jeg var lykkelig.    

***

Min aften havde lige forvandlet sig fra trist til fantastisk! Da Harry og jeg havde skiltes, havde det ikke følt som om vi var gået hvert til sit. Under hele aftnen holdte vi øjenkontakt, men jeg forsømte dog ikke Emilie, hun så ihvertfald ud til at more sig. På et tidspunkt rejste Harry sig, og gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter ham, hvilket jeg så gjorde... Da vi stod for os selv, udenfor folks synsvinkel, tog han min hånd og jeg tog hans. Sådan stod vi bare i, ja jeg tog altså ikke tid, men det var enormt dejligt! Efter lidt spurgte han efter mit nummer, og min twitter. Hm.. måske skulle jeg lave min twitter profil lidt om, den var okay fyldt med One Direction ting og sager. Så da vi havde udvekslet det, gik vi ned og satte os igen. Vi aftalte over sms, at det kunne være hyggeligt at mødes efter maden, os alle syv, og den var Emilie helt klart med på. "Men hvor skulle vi så tage hen?" Godt spørgsmål hun kom med der, jeg måtte hellere høre Harry og co. "De forslog på en bar eller noget, og da jeg forslog det til Emilie, trak hun på skuldrerene og sagde, at det vel var fint nok. Så det blev det, om et kvarter skulle vi mødes udenfor. Måske vi skulle til at bestille den dessert!

"Emma, hvad med vores tøj?" Vi skulle til at bede om regningen da Emilie sagde det, og jeg trak bare på skulderne, "hvad med det?", "er det bare sådan en "hygge" aften, eller skal vi feste? For hvis vi skal feste, vil jeg gere have noget andet tøj på". Harry havde ikke skrevet noget om at feste, så jeg måtte gå ud fra, at det bare var en "stille" aften i byen. Med de verdens berømte One Direction, jep, en stille og rolig aften.

Mit hjerte kørte på højtryk da vi var på vej ud for at mødes med dem. "Træk vejret", kom det fra Emilie, det kunne hun sagtens sige! Hun havde ikke været mega fan, det var som en drøm der gik i opfyldelse, mine 11:11 ønsker måtte have virket! Lol, nå men hvor var de henne? Et par virkelig fede biler kom rullende ud foran os, vinduet blev rullet ned, og Harry bad os om at hoppe ind. De andre biler kørte efter os, og vi kørte nu ud på Londons gader, det var vildt flot! I bagspejlet kunne jeg se Harry kigge om på os, mens vi snakkede Louis. Det var ikke til at fatte, jeg sad i Harrys bil med Harry, Louis og ja så Emilie, det var total vidunderligt. "Alt er bare så nyt når man kommer herfra og så dertil", fortalte Louis og jeg nikkede ivrigt, "ja jeg har aldrig været der, men jeg kunne forstille mig det. Det er jo også noget helt andet at komme fra Danmark og så her til England, ihvertfald hertil London". Vi snakkede alle videre indtil vi ankom til der hvor de nu havde planlagt at ville skulle hen. Det at snakke med dem, det faldt bare helt naturligt ind, jeg havde troet det ville blive en smule akavet nu når jeg var super fan, men det var som om jeg helt glemte det, når jeg snakkede og var sammen med dem.

     

***

"Kom så Emilie, bund, bund bund!" Kom det i kor fra Harry, Louis, Naill og Zayn, jeg var bare flad af grin og Liam kunne heller ikke holde en latter tilbage. Vi havde spillet en terningeleg, og Emilie havde tabt første runde, så nu skulle hun bunde. "Tak for støtten Emma!" Råbte hun, og vendte bunden i vejret på glasset, det udbredte en jublen fra drengene. Nu var det min tur, altså til at slå, og jeg havde ikke tænkt mig, at gå under bordet, ikke i aften.

Ca. en time efter var spillet slut, og jeg var stadig ædru, eller sådan da, jeg havde da indtaget et par shots og sådan. Emilie havde gået lidt mere til den, og jeg var glad for, at Liam ikke var den store dranker, for så havde vi da et problem med at komme tilbage til hotellet. Pludselig rejste Harry sig, tog fat i min hånd og trak mig med sig. Han trak mig ud på dansegulvet, og jeg blev pludselig vildt genert, jeg kunne ikke danse! Sangen skiftede med et fra stille til rytme musik. Min krop begyndte så småt at bevæge sig, og nu stod vi pludselig meget tæt og dansede. Jeg var glad for, at der var så mange mennesker ude på dansegulvet, så var der ikke nogen der lagde mærke til os. Hans hænder hvilede på mine hofter, og jeg glemte alt og alle om os, det var som om der kun var mig om ham inde i lokalet. Vi dansede til et par numre endnu, men så forslog Harry at vi ikke skulle gå hjem til ham. Normalt ville jeg have sagt nej ,men med alkohol indenbors og en sød fyr foran mig, så glemte jeg vist min fornuft. Så vi skyndte os ned til de andre og fortalte dem, at vi gik. "Er det okay med dig Emilie", råbte jeg for at overdøve musikken, og hun nikkede bare glad og råbte:"Ja ja! Mor du dig bare!" Og hun sagde, at jeg lød mor-agtig, så havde hun vist ikke hørt sig selv som fuld.

Vi forlod baren til fods, og først da musikken kom på afstand gik det op for mig, at jeg nu var helt og særdeles alene med ham. Blodet løb til mine kinder, og jeg var glad for at det var mørkt. "Hvor lang tid er i så her i England? I London?" Hans hånd fandt min, og vi flettede fingre. "Vi kom i går og skal være her endnu tre uger", han blev tydeligvis begejstret, "fedt! Tre uger, jeg havde kun troet det var en til to uger", "det var også planen, men vi besluttede os for at holde en laaang ferie herover". han nikkede, og der opstod en tavshed mellem os, ikke en akavet tavshed, faktisk var det en dejlig tavshed. "Hvor langt er der hjem til dig?" Spurgte jeg da mine fødder begyndte at blive ømme, nu havde vi jo også danset en del, og jeg havde også været ude at løbe idag. "Lige om hjørnet", fortalte han og begyndte at finde sine nøgler frem. Et spørgsmål dukkede op i mit hoved,"hvordan får du din bil igen?" Han åbnede døren til lejligheden da vi kom derhen, holdte den for mig, og jeg trådte ind. Her var virkelig flot, og stort. "Der er en der kører den tilbage hertil, jeg ved ikke hvornår, men den skal nok være her når vi vågner". Vågner! Skulle jeg blive og sove? Ja Emma, hvad havde du regnet med? Det endte med, at jeg bare nikkede og gik videre ind i lejligheden. Her var overrakende rent, ikke sådan pinlig rent, men mere sådan pænt rent. Jeg havde forstillet mig noget mere ungkarl agtigt, men jeg var positivt overrasket, og imponeret. Nå, jeg måtte se resten imorgen, jeg kunne ikke holde mine øjne åbne ret meget længere. Han viste mig sit soveværelse, gad vide hvor mange piger han havde "vist" det til? Jeg slog hurtigt tanken ud af hovedet, det var ikke tidspunktet at tænke det på. Han trak sin bluse af og afslørede en veltrænet mave og muskler. Han gik hen til mig, stillede sig tæt op af mig, så jeg kunne mærke hans varme ånde på mit kind, det var dejligt. Mit overtøj røg også af, og hans øjne så ned af mig, og han smilede, ikke sådan et grine smil, men et tilfreds smil, måske endda et imponeret smil. Han lagde mig ned i sin seng, men jeg havde ingen hensigt om at miste min mødom i nat. "Harry", hviskede jeg da han skulle til at kysse mig, "ja?" Hans øjne holdte mine fast, og jeg havde ikke det mindste imod det. "Ikke i aften", et kort sekund så han trist ud, men så ændrede hans ansigt sig til forstående. Så smed han sig ned ved siden af mig, og lagde sine arme omkring mig, og jeg lagde mit hoved på han brystkasse. Der lå vi så, og vi snakkede til langt ude på natten, lige indtil jeg ikke kunne holde mig vågen længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...