Dare to dream

Emilie og Emma er i England. De har glædet sig til at holde nogle uger fri fra livet hjemme i Danmark, og bare slappe max af. Men sådan kommer det ikke helt til at gå. De får travlt med at holde sig ude for søgelyset når de kommer i nær kontakt med nogle meget specielle drenge... Kan alt blive som før igen?

13Likes
15Kommentarer
3752Visninger
AA

5. Emma

Samtidig

Uden rigtig at tænke over hvad jeg gjorde, greb jeg hans hånd og trak ham med ind på dame wc'et. Heldigvis var der ikke nogen, så vi kunne stå i fred. Mit engelsk var sikkert svært at forstå, jeg var alt for overvældet af alle mulige følelser til rigtig at få orden på mig selv. "Hvad gør vi så nu?" Spurgte han, og for første gang kiggede jeg ham i øjnene. Han havde de mest skønne, grønne øjne jeg nogensinde havde set. "Ehm.. vi skal have noget vand på den plet", fortalte jeg, og rakte ud efter sweateren. Mens jeg tændte for vandet og lagde sweateren så pletten blev våd, kunne jeg ikke lade være med at kigge i spejlet, og se ham stå at betrage mig. "Jeg håber pletten forsvinder helt, jeg havde slet ikke set dig, hvis jeg b...", han tyssede på mig, og gik et skridt nærmere mig."Det gør ikke noget, jeg havde også spekuleret over hvordan jeg skulle komme i snak med dig", ahva? Jamen, ville det så sige, at han havde tænkt over hvordan han skulle skubbe en samtale igang med mig? Kort nev jeg mig i armen, diskret, ikke sådan helt åbenlyst, det ville bare være mærkeligt, men det var jo for godt til at være sandt! "Wow, det vidste jeg ikke, jeg er charmeret, men lad mig da præsentere mig selv. Mit navn er Emma", jeg rakte ham hånden, han tog den, og præsterede sig selv:" Harry", jeg nikkede, og han trak mig ind i et kram. Harry duftede himmelsk, og hans hår var overraskende blødt. Jeg havde troet det ville være akavet at kramme ham da jeg var få centimeter højere, men det faldt helt naturligt ind! 

 

***

"Så du er altså fan?" hans ben sparkede let frem og tilbage, "ja, det ville være løgn at sige jeg ikke var", han smilede. Han havde sat sig op ved siden af håndvasken, og jeg stod foran ham. "Er det hårdt at være kendt?" Han trak på skulderne, "det okay, man skal lige vænne sig til det. Nogen gange ville jeg ønske jeg havde lidt mere privat liv, folk tager billede af mig overalt, så du skal ikke blive overrakset hvis du finder dig selv på forsiden af et magasin imorgen, du er muligvis blevet spottet sammen med mig. Folk vil altid have et billede af mig". Jeg kom med et støn, "du har vist lidt høje tanker om dig selv", sagde jeg for sjov, men jeg kunne godt følge ham. Hvis jeg blev fulgt af kamera 24/7, ville jeg også blive træt af det.

En af hans øjenbryn skød i vejret, og han kunne ikke holde et lille smil tilbage. "Ej, jeg ved hvad du mener, du må have det så hårdt, jeg kan knap forstille mig den byrde", lo jeg, og han trak mig tættere ind til sig, "Du tror ikke på mig?" Han kiggede mig dybt i øjnene, og min latter dampede af. Da jeg ikke svarede ham, skubbede han mig blidt tilbage så han selv kunne glide ned af bordet. Han tog min hånd, trak mig ud af døren mens han sagde, "så kom, så skal jeg vise dig hvad jeg mener". 

 

***

Da vi kom hen til vores borde igen, kunne jeg ikke holde et smil tilbage. Emilie og Niall sad og lo højlydt sammen, de fik næsten helt tåre i øjnene. Mit blik søgte Harrys, og hans øjne afslørede, at han også var begejstret for det. Vi rykkede vores borde sammen, og jeg sad nu overfor Harry, og ved siden af Niall. Vi udvekslede navne, selvom jeg godt kendte hans, anyway. "Hvad laver i så her i England, i denne dejlige by London?" Harry kiggede skiftevis på Emilie og jeg, og da hun ikke svarede, måtte jeg hellere. "Vi er på ferie, og London er jo centrum", Emilie nikkede for at erklære sig enig. "Måske vi skulle putte Danmark ind på vores tour plan?" Forslog Harry til Naill, "ja, godt tænkt!" Jeg tror helt Harry glemte hvad det var han ville vise mig, nå, det kunne også gøre lige meget.

Vi blev siddende derinde i lang tid, snakkede om alt muligt, og de ansatte måtte op til flere gange tysse på os . Ja, vi lo meget, de fyre var jo bare de bedste! Så da en af deres mobiler ringede var det som at få en kold spand vand i hovedet. "Vi er på vej", Harry lagde på, og kiggede undskyldende over på os. "Det okay", mumlede jeg, Emilie og jeg havde også besluttede os for at gå nu. Så da vi kom udenfor udvekslede vi kram, og skiltes derefter. "Farvel, jeg håber vi mødes igen, snart", var det sidste Harry havde sagt til mig. Det ville jeg utroligt gerne, men chancen var en ud af en million, og jeg tvivlede stærkt på, at heldet var med os igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...