Dare to dream

Emilie og Emma er i England. De har glædet sig til at holde nogle uger fri fra livet hjemme i Danmark, og bare slappe max af. Men sådan kommer det ikke helt til at gå. De får travlt med at holde sig ude for søgelyset når de kommer i nær kontakt med nogle meget specielle drenge... Kan alt blive som før igen?

13Likes
15Kommentarer
3791Visninger
AA

23. Emma & Niall

Jeg fattede ikke rigtig hvordan det var muligt at være ked af det, og overlykkelig på samme tid. Jeg havde fået Harry tilbage, og han insisterede på, at han elskede mig højere end noget andet. Jeg valgte at tro ham, for seriøst, hvorfor skulle han rejse helt til Danmark bare fordi jeg var på hospitalet.

Men nu til det triste … jeg hallucinerede, ikke de der sindssyge ting som nogen gjorde, nej, jeg så folk der ikke var der. Det var begyndt at gøre mig skide bange.

Sidst det var sket, var da jeg var på wc. En lille pige stod og stirrede på mig med et ondt blik, hun spærrede for døren. Da jeg ville prøve at gå forbi, begyndte hun at skrige, og jeg skreg også. Det var endt med, at Harry havde sparket døren ind, og fået mig ud derfra.

Lægerne sagde, at det var på grund af søvnmangel, og når jeg tænkte efter, så kunne jeg godt se, at søvn ikke var det jeg havde fået mest af.

Der havde ikke været en nat siden jeg forlod England, hvor jeg sov alle de timer man burde. Nogen nætter havde jeg kun sovet i to timer, mine tanker havde holdt mig oppe. Jeg havde fået min energi fra energi drikke og druesukker. Jeg havde en enkelt gang prøvet mig med kaffe, men det var bare ikke lige mig.

Men nu da Harry var her, sov jeg bedre end nogensinde før, især når jeg faldt i søvn til hans smukke stemme. Lægerne proppede mig også med en masse piller, men jeg var ligeglad, så længe jeg kunne få det bedre. Men jeg var godt klar over, at det ville tage sin tid, men Harry havde lovet at være der for mig. Uanset hvad.

 

***

 

Da jeg vågnede denne morgen, havde jeg det virkelig dårligt, det var også i dag jeg kunne udskrives. Det var faktisk mere en prøve udskrivelse, for hvis noget gik galt, så blev jeg indlagt på den lukkede.

Det løb mig koldt ned af ryggen, jeg skulle ikke ind på nogen sygeanstalt!

 

Harry var der selvfølgelig da jeg skulle hjem, og han havde også sagt, at han ville blive her, til jeg fik det bedre. Det var jeg selvfølgelig glad for at høre, men han havde også bandet at tænke på.

Harry havde bestilt en taxa til os, og vi satte os ind i den da den kom. Selvfølgelig havde taxamanden en datter som var fan af One Direction, så han skulle jo lige have en autograf med. Det var nu ret sødt.

Han nussede min håndryg, lod mig vide, at han var der for mig. Tårerne pressede sig på, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

 

Da vi blev sat af, og Harry gav ham nogle penge, efterlod han os ude ved min kusines indkørsel. Jeg havde fået lov at blive her et par dage endnu, sammen med Emilie og drengene. Altså bare Harry og Niall.

”Han elsker dig ikke, det har han aldrig gjort,” jeg for sammen. Simon Cowell stod i indkørslen.

”Du lyver!” Råbte jeg, og Harry kiggede forvirret på mig.

”Emma, hvad snakker du om?” Men al min fokus var på Simon.

”Du har ødelagt mit liv!” Skreg jeg.

”Du ødelægger det for dig selv, han har dig kun så det ikke ser dårligt ud i medierne!” Råbte Simon tilbage.

Jeg ville bryde sammen, bare lægge mig ned og lukke alle ude, men noget stoppede mig.

”Emma, jeg er her, og jeg elsker dig, jeg forlader dig ikke … aldrig.” Harry vidste hvad der forgik, selvom han ikke kunne se hvem det var jeg kunne se, så støttede han mig.

Jeg tog en dyb indånding, og gik et skridt nærmere Simon.

”Lad mig være i fred, han er her fordi han elsker mig, og du burde gå nu, for du har tabt.” Simon trak på skulderne, ”som du vil, men nu har jeg advaret dig …”

”Forsvind!” Råbte jeg, og sekundet efter var han væk.

Da jeg vendte mig om mod Harry, forventede jeg et skræmt blik, et chokeret udtryk, men i stedet var der et lille smil, og hans trak mig ind til sig.

”Alt er okay, jeg er her,” mumlede han, og jeg lod tårerne få frit løb.

”Tak Harry, jeg kunne ikke have gjort det uden dig,” fortalte jeg, da vi gik ind mod døren af.

”Som jeg sagde, så er jeg her for dig, og det vil jeg altid være.”

 

***

 

Niall:

Jeg måtte fortælle hende det, jeg måtte få det sagt, men jeg vidste bare ikke hvordan!  

”Det kunne være vi også skulle se at komme derhen?” Emilie kom hen og satte sig ned igen. Vi var ude at spise på Mc Donalds, det havde lige været det der manglede.

Emma og Harry var kommet tilbage til Lises hus, så nu var det bare Emilie og jeg der manglede.

Da Harry havde besluttet sig for tage hertil, forslog jeg faktisk selv, at tage med. Selvfølgelig også fordi jeg holdte rigtige meget af Emma, men også på grund af Emilie.

Louis ville også gerne have været med, men Harry ville ikke have for mange med, og så skulle Louis og de andre jo også se deres familie. Jeg skulle også hjem og besøge min familie, men det var først en gang i næste uge.

”Tror du alt bliver som før?” Hendes spørgsmål gik lige i hjertet på mig, jeg ved ikke helt hvorfor, men det gjorde det.

”Ingenting bliver som før, men det behøver jo ikke at være en skidt ting,” hun forstod med det samme, at jeg snakkede om, at ingenting ville blive som før siden de var blevet venner med os.

Hun tog min hånd, ”selvfølgelig ikke! Det bedste vi har gjort var at tage den tur til England,” konstaterede hun, og jeg smilede taknemlig til hende.

Det var nu jeg skulle fortælle hende hvad jeg følte, det var nu jeg skulle ud med det. Der ville ikke komme sådan et øjeblik i lang tid, jeg skulle gribe chancen nu.

”Emilie?”

”Ja?”

”Jeg …”

...

”jeg er glad for at jeg tog med hertil.”

”Det er jeg også,” sagde hun, og gav min hånd et klem.

Hvorfor kunne jeg ikke bare fortælle hende det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...