Dare to dream

Emilie og Emma er i England. De har glædet sig til at holde nogle uger fri fra livet hjemme i Danmark, og bare slappe max af. Men sådan kommer det ikke helt til at gå. De får travlt med at holde sig ude for søgelyset når de kommer i nær kontakt med nogle meget specielle drenge... Kan alt blive som før igen?

13Likes
15Kommentarer
3740Visninger
AA

28. Emma & Harry

Emmas synsvinkel:

Jeg måtte indrømme at det var blevet en del akavet mellem os, når både Niall, Zayn og Emilie var her. Zayn kiggede forpint på deres sammenflettede fingre, og jeg selvom det ikke var min og Harrys han kiggede på, lod jeg alligevel min hånd falde ud.

Harry kiggede uforstående på mig, og jeg sendte ham et skævt smil.

”Hvor er Liam?” Spurgte Louis og kiggede rundt i lokalet. Jeg fulgte hans eksempel. Men hvor var Liam lige henne?

”Han ville rydde spillet op fra i går af, og jeg sagde at han bare kunne stille det ind i et skab på dit værelse,” fortalte Emilie og kiggede på Lise som gjorde store øjne.

”Nej, nej, nej,” dermed satte hun af op mod sit værelse af.

”Liam!” Råbte hun, og vi andre fulgte efter hende. Hvad foregik der?

Inden jeg nåede døren, kunne jeg høre Liams latter, og da jeg så hvad det var han havde i hænderne, kunne jeg heller ikke holde et fnis inde.

Lises 1D dukker.

Alle drengene brød ud i grin, og gik hen og tog hver sin dukke. ”Jeg vidste ikke du var fan,” konstaterede Harry, og kiggede over på Lise.

”Tja … ”

”I skulle bare vide hvordan hun reagerede da hun fandt ud af det var mig der var ”Harrys mystiske pige”,” fortalte jeg, og følte dernæst en agende hånd på min ryg. Jeg lænede mit hoved mod hans skulder og sendte et venligt smil til Lise.

”Nåja,” hun trak på skulderne. Niall lagde sine arme om hende: ”Hvem er så din ynglings?” Lise fniste, og jeg kiggede op på Harry.

Han så mit blik, og kiggede derefter over på Lise. ”Mig?” Hun nikkede, og Harry rødmede. Jeg rystede på hovedet. Harry og pige komplimenter. ”Men siden du nu er sammen med Emma, har jeg fundet mig en ny ynglings!”

”Hvem, hvem?!” Udbrød de alle i kor. ”Det er Uncle Simon!” Jublede hun og lo. Men mig derimod, jeg stivnede, og det løb mig koldt ned af ryggen.

Simon Cowell.

”Emma, er du okay?” Liam kiggede bekymrende over på mig, og jeg blinkede kort med øjnene. ”Søde ven da! Du ryster over det hele!” Zayn kom hen og lagde et tæppe, som han havde taget fra Lises seng, omkring mig. 

Mit blik landede på Lise, og hun så virkelig skræmt ud. Mit blik sad som limet fast til hende, og jeg kunne ikke flytte mig på nogen måder.

Det navn burde ikke påvirke mig så meget, og jeg hadede mere end noget andet, at det gjorde.

”Emma,” Harrys stemme var lav, det var næsten en hvisken. Han tog min hånd, og jeg lod varmen fra den berolige mig, så godt det nu kunne.

”Hvad sker der?” Spurgte Niall, og Emilie så forpint ud. Hun åbnede munden og ville til at afsløre hvad der var galt … ”Nej!” Jeg kom pludselig til mig selv, og skyndte mig over og lagde en hånd for hendes mund.

”De skal ikke vide det!” Hviskede jeg i hendes øre. Men i stedet for at kigge med opgivende øjne som hun plejede at gøre, trak hun mig ind i et kram, og denne gang, forblev jeg rolig.

 

***

 

”Emma, fortæl mig det nu,” bedte Harry, men jeg rystede på hovedet. ”Der var ikke noget.” – ”Det var der så tydeligvis,” sagde han en smule anklagende, og jeg trak på skulderne.

”Det er ikke noget, Harry, tro mig.” Han rystede på hovedet, ”det kan jeg ikke, ingen reagere sådan uden det ikke er noget.” Jeg sukkede. Jeg kunne altså ikke fortælle ham det! Simon var deres ven, deres ”onkel”, ville de overhovedet tro mig?

”Du vil alligevel ikke tro mig,” – ”prøv mig?”

”Nej Harry, du vil ikke kunne forstå det …” – ”Emma, prøv mig.”

Jeg lænede mig frem mod ham, og kyssede ham på kinden, og lod min pande hvile på hans skulder. ”Du må ikke blive sur på mig.” – ”Jeg kan ikke blive sur på dig …”

”Heller ikke hvis jeg påstår at det er jeres mentor der har gjort mig syg?”

Han kiggede med store øjne på mig: ”Hvad?”

 

Harry:

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro, jeg var splittet.

Desuden havde jeg lovet ikke at sige noget til de andre drenge, men jeg vidste ikke engang om jeg overhovedet havde lyst til det. Jeg vidste ikke hvad jeg troede på!

Jeg havde råbt af hende i frustration, og hun havde råbt tilbage. Det var latterligt, det kunne jeg godt se nu, men hun havde forhelved beskyldt Simon for noget virkelig alvorligt-

Min egen kæreste eller min mentor, ham drengene og jeg skylder så meget. Hvordan var det overhovedet muligt at Uncel Simon kunne finde på at gøre det? Han var en hård banan ja, men ikke dissideret ond.

Uden rigtig at kommentere videre på det, havde jeg gået ud for at gå mig en tur, og tænke det hele igennem.

Hvorfor skulle Emma lyve overfor mig?

Hvorfor? Hun var ikke typen, men på den anden side, så kendte jeg hende jo heller ikke helt vild godt.

Havde jeg kastet mig for hurtigt ud i forholdet? Måske?

Nej.

Jeg var vild med Emma, og hun gjorde mig altid glad, uanset hvad. Selvfølgelige bare ikke lige nu. Nu var jeg fortvivlet.

Gode Guder, hvad skal jeg tro på?

Men hvis Emma løj, på hvilket grundlag så? Jeg vidste jo godt, at hun var/havde været directioner, men det betød ikke noget, for hun havde da ikke noget indre had til Simon?

Med mindre hun selvfølgelig havde udgivet sig for at være directioner, og så rent faktisk var fan af The Wanted, også gjorde det her for at splittet os fra Simon …

Nej! Stop dig selv Harry!

Hvad skulle jeg dog stille op?

 

Emma:

Alt var noget lort. Virkelig.  Jeg vidste at han ikke ville tro mig, han elskede jo Simon som en anden Gud. Okay, overdrivelse, men altså!

I al min frustration ville jeg gå ud for at få noget frisk luft, ligesom Harry. Men jeg kom ikke ret langt, jeg endte nemlig på trappen lige udenfor ved siden af Zayn.

”Hvorfor er livet så kompliceret?” Jeg ved ikke om han spurgte mig, eller bare snakkede med sig selv.

”Nej, det ved jeg heller ikke.”

”Hvad er der sket mellem dig og Harry?” Spurgte han efter lidt, og jeg sukkede. ”Han tror jeg lyver om noget der er sandt.” Fortalte jeg.

”Hvad tror han ikke på? Nej vent, det behøver du egentlig ikke fortælle, hvis det er noget mellem jer to.” Hvorfor var han så forstående?

”Tak Zayn.” -”Så du er helt knust over Emilie og Niall?” Spurgte jeg som en tilføjelse, og han nikkede sørgmodigt.

”Jeg troede virkelig hun kunne lide mig på den måde, vi klingede jo bare så godt …” – ”Ja, og det gør i stadig. Zayn, du skal ikke være så ked af det, det er ikke det værd. Dig og Emilie har et utrolig godt venskab, og ja, Emilie er lidt af en flirter, selvom hun faktisk gør det ubevidste, men det er en helt anden sag.”

Han kiggede forvirrende på mig. Okay, jeg havde altid været dårlig til at forklare …

”Min pointe er egentlig, at jeg synes du skal holde fast i jeres venskab, for du kommer dig over hende, det er helt sikkert.”

Han sagde ikke noget.

”Blev du da træt af Perrie? Er det der den ligger begravet?” –”Hvad ligger begravet?” Spurgte han, og kiggede endnu engang forvirret op på mig.

”Glem det, det er et dansk udtryk. Men svar mig nu på mit spørgsmål.”

”Det er kompliceret.” – ”Jeg er sikker på, at jeg godt kan håndtere ”kompliceret”.”

Han smålo, ”okay da. Men nej, jeg holder stadig utrolig meget af hende …” – ”Og du savner hende?” Blev jeg ved.

”Ja, det gør jeg,” var han hurtig til at svare.

”Så måske er jeres forhold ikke helt slut?” – ”Jeg ved ikke, hun virkede ret knust da jeg gjorde det forbi, hun vil nok ikke have mig tilbage.”

Det kunne jeg så ikke udtale mig om.

”Men hvis du virkelig elsker hende, tror du så ikke, at det er værd at forsøge sig med?” Jeg lagde en hånd på hans skulder, og han nikkede.

”Jo, du har ret. Tak Emma.” Nu nikkede jeg. – Altid.”

Han rejste sig op, ”men så vil jeg gå ind og ringe til hende, skal du ikke med ind?” Jeg rystede på hovedet. ”Jeg har noget mere jeg skal tænke over.”

”Noget du vil snakke om?” Spurgte han. – ”Nej, gå du bare ind og ring,” jeg smilede venligt til ham, og han sendte mig et skævt smil tilbage.

”Ellers ved du hvor du kan finde mig.” Jeg nikkede.

”Yes yes.”

Jeg hadede det her, hadede at skændes med ham, det føltes bare ikke rigtigt. Men han troede ikke på mig, han troede jeg løj ham lige op i fjæset, men hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det?

Hvis han virkelig holdte af mig, så havde han troet på mig, og ikke begyndt at råbe af mig! Gud, det var så barnligt! Det værste var, at jeg havde råbt tilbage,  men jeg ville forsvare mig selv!

Til sidst havde det endt med, at han havde sagt at han ville have noget frisk luft, han ville bare væk. Om det så var fra problemet, mig eller noget helt tredje, kunne jeg ikke sige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...