Dare to dream

Emilie og Emma er i England. De har glædet sig til at holde nogle uger fri fra livet hjemme i Danmark, og bare slappe max af. Men sådan kommer det ikke helt til at gå. De får travlt med at holde sig ude for søgelyset når de kommer i nær kontakt med nogle meget specielle drenge... Kan alt blive som før igen?

13Likes
15Kommentarer
3895Visninger
AA

20. Emma, Harry, Liam, Louis, Niall

Jeg havde protesteret, jeg havde insisteret, men dog havde ingen af delene virket... "kom nu Emma! Det skal nok blive sjovt," sagde Emile og slog mig på låret. "Ja, haha hvor bliver det bare sjovt, jeg kommer jo til at blive skræmt fra vid og sans!" En af dem havde fået den tossede ide at tage i spøgelseshus, og jeg hader at blive skræmt! "Du kommer nok til at sidde ved Harry, og så har du en undskyldning for at total omfavne ham," på den ene side synes jeg stadig det var en dårlig ide, men det kunne da heller ikke være så ringe igen, at klamre mig til Harry, det kunne være vildt dejligt faktisk ... "Men hvis vi på nogen måde skal ind i det spøgelseshus, så skal vi også på museum senere," krævede jeg.

Okay, det var måske lidt nørdet, men jeg elskede faget historie, jeg synes det var utroligt interessent. Emilie var stik modsat af mig, hun hadede det. "Ej, det kan du ikke mene!" Men jeg nikkede bare, bestemt på, at hvis jeg skulle med og blive skræmt, så skulle de også ind og have noget historie.

Da Emilie havde fortalt drengene om vores deal næste dag, havde alle sukket højlydt, eller Liam prøvede at fremtvinge et smil, men det med historie var helt klart ikke noget der passede dem. Eleanor var den eneste der viste en bitte smule optimisme omkring det. "Nå, men lad os gå ind og blive skræmt," Niall gned i spændingen hænderne mod hinanden, og Harry tog min hånd, "bare rolige babe, jeg skal nok beskytte dig," jeg flettede mine fingre ind i hans, skulle lige til at komme med en sød kommentar, men der var en der var hurtigere end mig: "Åh Harry! Du skal også beskytte mig!" Det var Louis der gjorde grin, men Eleanor lod ham ikke slippe af sted med det: "Bare rolig bangebuks, jeg skal nok tage mig af dig." Hvor jeg dog bare elskede Eleanor, hvordan var det muligt ikke at holde af hende?

Emma:

”Arh!” Skreg jeg, og sprang ind i Harrys arme og knugede mig tæt ind til ham. Han lo og lagde sine arme beskyttende om mig. ”Klare du dig deromme?” Spurgte Louis drillende. Ham og Eleanor sad i samme vogn som os, bare lige et sæde foran os. ”Ja ja, jeg var jo nødt til at virke lidt som en kylling så Harry kan føle sig lidt macho,” skød jeg det hen, og omme foran begyndte de at le. Harry rullede bare med øjnene og gav min arm et ekstra klem.

 

Niall:

Normalt ville jeg ikke have haft noget imod at sidde alene, så var der bare mere plads, men lige i det her tilfælde, ville jeg gerne have haft en ved min side, hende ved min side. ”Jeg kan ikke blive bange!” Insisterede hun, men Zayn rystede på hovedet. ”Selvfølgelig kan du det, det er umuligt ikke at blive skræmt herinde,” sagde han og gav Emilie et skub. ”Er det en udfordring?” Jeg sukkede, de to havde kørt på hinanden med udfordringer her de seneste par dage. Lige siden det med interviewet den anden dag, havde de slet ikke kunne stoppe. Det havde været de mest latterlige udfordringer, men det havde nu været sjovt at overvære.  Jeg mener vidst, at Zayn førte med to eller sådan noget. ”Ja, hvis du siger det, så er det,” de gav hånd på det, og nu måtte jeg endnu en gang sukke.

 

Louis:

Omme bag ved, kunne jeg høre en masse klynken, sikkert fra Emma. Det var mærkeligt at Harry nu var begyndt have noget seriøst kørende med en pige, det var længe siden. Eleanor knugede om min arm, og jeg smilede for mig selv. Jeg var glad for hende og hun gjorde mig glad. Da Zayn havde kommet op med ideen om spøgelseshuset, havde jeg ,med det samme sagt ja, det var en klassiker. Det var bare en lidt for kedelig klassiker at vi skulle på museeum bagefter, men vi måtte bøje os for Emma. Men okay, vi skulle nok få det til at blive en sjov museem tur.

 

Harry:

Hun føltes dejlig i mine arme, og når hun knugede sig tættere ind til mig sendte det en varm følelse igennem mig, jeg kunne godt lide at beskytte hende. Normalt virkede hun som en der godt kunne tage vare på sig selv, en der var vant til at klare sig selv, altså ikke sådan en hård type, okay, det her var sværere at forklare end jeg havde regnet med ... Lige meget, det vigtigste var bare, at vi var sammen. Lige meget hvad ville jeg ikke give slip på hende, det betød hun for meget til, om det så betød at jeg måtte lide i et par timer på det museeum, jeg kunne altid sætte lidt gang i tingene, hvis ikke Louis allerede havde planlagt at gøre det, det skulle ikke undre mig.

Noget rørte min arm, og jeg gav et skrig fra mig. Hold kæft man! Der var jeg godt nok ved at skide en grøn! Nu var det ikke længere Emma der sad i min favn, men os der klamrede os til hinanden, det var nu lidt sjovt. "Harry, mand dig nu lidt op deromme," lød det fra Louis, men han skulle ikke snakke for højt. Sekundet efter blev han også skræmt fra vid og sans.

 

Emma:

Jeg kunne ikke holde øjne fra den statue, den var jo så fantastisk, "se bare på de udskæringer, tænk man kunne det i den tid, hvad har motivet ikke været?" Jeg gik så tæt på som man nu kunne, kiggede beundrings værdigt på skulpturen. "Synes I ikke også?" Jeg så ikke engang på dem, deres, "ah," , Ehmf," og sukken var nok for mig til at regne ud hvad de syntes om denne museums tur. "Vær nu lidt begejstret på mine vegne!" Brokkede jeg mig. "Næ," sagde Emilie ligegyldigt, hende havde jeg dog heller ikke forventet andet fra. Så derfor kiggede jeg bebrejdene over på Harry. Da han så det, sprang han hen ved siden af mig. "Det er vel nok en pæn figur hva?" Det fik de andre til at grine, og jeg gav ham en på skulderen, "haha, sjovt," sagde jeg muggent. "Come on Emma, op med humøret, det var jo bare for sjov!" Kaldte han, da jeg begyndte at gå væk fra dem. Hvis de ikke ville se det, så kunne de da også være fri, men de skulle ikke ødelægge det for mig. "Bare vent på mig udenfor!" Jeg drejede om hjørnet, wow! De maleriér der! 

Jeg gik rundt for mig selv i godt om vel en halv time, da det pludselig skete. Jeg var drejet rundt om et nyt hjørne, og måtte stoppe mig selv i ikke at dø af grin, da Zayn, Louis og Niall, havde stillet sig op så tre statuer. Hvordan var de lige kommet forbi mig? Anyway. De stirrede alle tre på mig, stod helt muse stille. Da jeg så ville gå hen til dem, var der en der løftede mig op, og stak af med mig. Harry. "Kom så drenge! Jeg har hende!" For at være ærlig, nåede jeg ikke at opfange så meget andet end at blive båret igennem hele museet og ud i en af bilerne. Nå ja, hvad kunne jeg sige?

Vi gik alle ud og spiste den aften, ekstremt hyggeligt, bare lige indtil vi skulle ud til bilerne igen. "Hey! Smil!" Fedt, paparazzis. Jeg gik med Harry i hånden, prøvede at skærme mit ansigt for al blitzen. Det var kun Harry og jeg der var fokus på, de var åbenbart ligeglad med de andre. Men et eller anden gik galt, for jeg endte med at blive overfaldt af alle kamarene, "hvad laver han med dig?", "udnytter han dig?", "tror du I nogensinde kommer til at holde?" Mit hoved gjorde ondt, alle de onde spørgsmål, de dunkede i hovedet på mig, gav genlyd. Heldigvis fik Niall mast sig ind i mængden af paparazzier og trukket mig med ud. Tårerne pressede på, men jeg ville have det på forsiden af morgendagens magasiner. Niall fik mig ind i en bil, og da døren blev lukket brød jeg grædende sammen, der var forhåbentligt tunede ruder. Jeg mærkede en arm der lagde sig om mig, trak mig ind til dig. Jeg ved ikke hvem det var, lige nu var jeg også ligeglad.

 

Liam:

Alt var sket så hurtigt og pludseligt, de var kommet ud af det blå. Harry havde ikke sagt noget siden han bar hende ind i hans seng, og kom ind til os i stuen igen. Han havde ikke sagt et ord. Det var ikke fordi jeg ikke forstod ham, det gjorde jeg, han havde skyldfølelse. "Harry, det er ikke din skyld, du kunne ikke have gjort noget," prøvede jeg, men han kiggede bare ned i jorden. Jeg sukkede, gik ud i køkkenet til Niall som prøvede at lave popcorn. Når jeg siger prøvede, så mener jeg i som, at Niall laver brændte popcorn. "Skal jeg ikke lave dem?" han kastede en pose til mig, "så prøver jeg med Harry," jeg nikkede og vi pyttede plads. 

Et hulk lød i mine øre, det gik lige i hjertet på mig, jeg kunne ikke modstå at følge efter den. Op af trapperne og ind i soveværelset. Hun sov, jeg måtte have hørt syner. Jeg vendte mig om for at gå ned til popcornene, men et nyt hulk kom. Hun hulkede i søvne. Det var ikke til at bære, så jeg gik forsigtigt over til hende, og strøg hende over panden og tyssede. "Det er okay, du er okay, alt er okay."

 

Harry:

Jeg var i chok, aldrig nogensinde havde de overfaldt en jeg holdte af, det gjorde mig rasende. Men ikke kun på dem, også på mig selv. Jeg stod bare der og så på, jeg gjorde ikke noget, hvorfor gjorde jeg ikke noget! Jeg rystede på hovedet, hun var ked af det, de ting de havde sagt til hende, havde taget hårdt på hende, men ingen andre Emma havde hørt dem. Bare det at se hende græde sig i søvn var hårdt, og så at jeg ikke var mand nok til at trøste hende, det skulle have været mig i bilen i stedet for Liam. Jeg var taknemmelig for at han gjorde det, men jeg skulle have været ham der gjorde det, hun var trods alt min pige. Jeg tog mig til hovedet, det havde været en dårlig afslutning på en ellers så god dag.

 


Emma:

Næste morgen var jeg udkørt, men jeg kunne ikke sove videre, jeg ville ikke sove mere. Noget indeni mig var i oprør, jeg ville ikke lade gårsdagens hændelser ødelægge mig. Ja, de havde sagt nogen lede ting der ramte mig fordi jeg allerede følte at der var et pres på mig ved at date en verdens berømt stjerne. Men de kendte ikke mig, de kendte ikke Harry og jeg, de havde bare et billede af det. Så jeg rejste mig beslutsomt op, smuttede ind på badeværelset og fik noget vand i ansigtet, satte mit hår op i en knold og smuttede ellers nedenunder. Alt var stille, de andre sov, hvad var klokken lige? Klokken var halv ti, nå, så kunne jeg da lige lave noget morgenmad. Jeg gik ud i køkkenet og fandt en lille note hvor der stod, at han var ude at hente morgenmad, altså Liam. Han var nu dejlig.

Nå, men så ville jeg gå ind og se noget TV. Men derinde lå Harry, han så så rolig ud, men med en bekymret mine, jeg kunne ikke dy mig for at ligge mig ind til ham. Han vågnede langsomt, så forvirret på mig, men da jeg smilede til ham, trak han mig længere ind til sig, og lukkede tæppet om os begge. "Godmorgen," han kyssede mig og lagde derefter sine arme om mig. Nu var det pludseligt ikke så slemt at lukke øjnene alligevel. 

 

***

Endnu en uge var gået, og jeg havde efterhånden glemt den uheldige aften med paparazzierne. Vi havde holdt os for os selv, mest for min skyld. Det havde været en rigtig dejlig uge, jeg kunne slet ikke lade være med at være glad.

"Ja hallo?" jeg gik væk fra de andre og ind i et rum for mig selv. "Er det Emma jeg snakker med?" Spurgte stemmen i den anden ende af røret, og jeg bekræftede hans spørgsmål. "Det er Simon Cowell," hvad ville han med mig? Var han ikke en form for coach for drengene? "Hej Simon," sagde jeg en anelse forvirret. "Der er noget jeg bliver nødt til at snakke med dig om, ikke noget passende over telefonen," hvad? Måske havde han fået fat i den forkerte Emma? "Ehm, okay?" Der var stille lidt, men så brød hans stemme tavsheden, "kan du komme ind på mit kontor senere i dag?" Okay, hvad gik det her ud på? Men jeg svarede, at det kunne jeg da godt. Han gav mig adressen og gav mig strenge ordre på, at jeg ikke måtte fortælle noget om det til drengene. Weird.

Jeg fik ringet efter en taxa, selvom drengene havde insisteret på at køre mig, men jeg kunne jo ikke fortælle dem hvor jeg skulle hen. De så en smule skuffet ud, men det kunne jeg ikke tænke på lige nu, det eneste spørgsmål jeg havde i hovedet var: Hvad vil Simon Cowell med mig?

Det var noget af et kontor han havde, lidt overvældene, men han var jo ikke nogen beskeden mand, i hvert fald ikke med hans ord. Men nu ville jeg hellere ikke være for dømmende, så jeg gik smilende hen til ham, gav hånd og satte mig ned i den henviste stol.

"Du undre dig sikkert over hvad du laver her," det var ikke noget spørgsmål, mere en konstatering, men jeg nikkede alligevel, "ja, meget faktisk." "Dig og Harry, i dater, ikke sandt?" Spurgte han, og igen måtte jeg nikke. "Er det noget seriøst?" Hvad var det for et krydsforhør jeg var i? Så endnu engang måtte jeg bekræfte hans spørgsmål.

Han smilede, men ikke noget glad smil, "det må stoppe," hvad? "Undskyld mig?" "I kan ikke date mere, det er ikke en mulighed," jeg kunne ikke tro mine egne øre. "Det er da noget vi selv bestemmer," jeg knyttede mine hænder, hvad bildte han sig ind? "Emma min kære, i den her verden gør i ikke," jeg var mundlam, jeg kunne slet ikke finde hoved og hale på tingene. "Det vil alligevel heller ikke holde, i passer ikke sammen," jeg rejste mig vredt op, "hvem fanden tror du, at du er? Du er ikke nogen diktator, det er et frit land, du kan ikke sige hvad vi ikke må." Han fik mig sat ned igen. "Lad os nu være fornuftige, jeg ved ting du ikke ved," hvad snakkede han om? Jeg gav tegn til ham om at forklare sig, "han har dig kun for fornøjelsen skyld, og tro mig, det er ikke kun noget jeg opdigter, jeg er jo ikke ond." Øh, det tror jeg nok lige du er.

"Jeg vil ikke have at Harry skal komme på forsiderne for at have knust en ung piges hjerte, dårlig omtale, færre fans, du ved," men jeg rystede på hovedet, "jeg tror ikke på dig." Han trak på skulderne, "så lad være, men hvordan havde du forstillet dig, at du kunne date ham? Han er en super stjerne," det var rigtigt nok, vores verdner var helt forskellige. "Det betyder ikke noget, han holder af mig," jeg lød ikke selv som om jeg troede på det, han havde fået mistroen frem i mig. "Det er bare ord min kære, og ikke for at være ond eller noget, men hvad skulle han dog se i dig? Du er ikke andet end en normal pige, han har brug for en anerkendt stjerne der kan måle sig med ham."

Det var som om at få et knytnæve i hans ansigtet. Det tog mig noget tid at få styr på mig selv igen. "Hvordan havde du forstillet dig at i skulle kunne holde? Han rejser rundt, du er her, han vil blive træt af dig, han har hundred af andre piger skrigene efter sig, han har frit valg på alle hylderne," sandt nok, men han havde jo valgt mig. "Søde, tænk dig nu om, vil du virkelig have dit hjerte knust?" Mod min vilje rystede jeg på hovedet. "Hvad forslår du så, at jeg gør?" En tåre faldt fra min kind, jeg så faktumet nu, vi var ikke ment to be, han fortjente en bedre end mig. "Rejs hjem, drop kontakten til ham, glem ham. Du skal selvfølgelig nok få nogle penge og du kommer ikke til at se skyggen af en paparazzi, det har du mit ord på." Jeg nikkede, rejste mig op, "jeg vil ikke have dine penge, men hold det med paparazzierne, og skaf mig et fly, jeg rejser hjem i morgen tidlig." Han  rejste sig op, gik hen og gav mig et kram, "du gør det rigtige, for begge parter," endnu en tåre trillede ned af min kind.

"Hvad! Hvorfor rejser du hjem? Vores ferie er jo slet ikke begyndt, hvad med drengene?!" Hun var frustreret, men jeg forstod hende godt. Jeg fortalte hende om mit møde med Simon, hun var chokeret, "Emma, du skal ikke tro på ham! Ring til Harry, han kan fortælle dig at det ikke er rigtigt," men jeg rystede på hovedet. "Uanset om det passer eller ej, så passer vi ikke sammen, vi vil ikke kunne komme til at løbe rundt." Hun prøvede at snakke mig fra det, men jeg holdte fast, jeg fik hende endda til at lade være med at sige noget om det til andre. Hun ville rejse med mig, så jeg fik Simon til at bestille til to i stedet.

 

***

 

Den nat sov jeg næsten ikke, jeg var lysvågen. Jeg frøs selvom jeg havde en dejlig dyne, jeg var bange selvom jeg lå sammen med Emilie. Jeg græd selvom jeg var lykkelig, jeg fattede brille af mit indre lige nu. En af de få gange søvnen var kommet over mig, havde jeg mareridt:

"Emma, Emma! Herover," en blitz skar i mine øjne, og den blev efterfulgt af flere. "Kom nu, giv os et godt billede!" Deres grin overdøvede alt andet i hovedet på mig. "Hvor er din Harry henne?" Alt snurrede rundt i mig, jeg måtte væk herfra, hurtigst muligt! Så jeg satte i løb, men de fulgte efter mig, "hvorfor så bange? Vi vil jo bare have et billede," skrald lo de i kor. Jeg var skrækslagen, jeg ville bare væk. Med et kort kast over skulderen fik jeg konstateret, at de var lige hælene på mig. Min åndedrag steg og mine fødder sveg, "Emma!" Var der en der råbte, og pludselig faldt jeg. Jeg røg dybere og dybere ned, og flere stemmer dukkede op: "Glem ham", "han har dig kun for fornøjelsens skyld", "havde du virkelig forstillet dig, at du kunne date ham", "hvad skulle han dog se i dig?". Stammerne var overalt, jeg kunne ikke tage det længere. Et skrig undslap min mund, og jeg holdte mig for ørene, men det gjorde bare det hele værre. "Rejs nu, glem alt hvad der er sket her, og vend ikke tilbage."

Det var det samme mareridt som jeg havde haft tidligere, og det kom igen og igen. Så da jeg vågnede næste morgen var jeg helt færdig. Worst night ever. Emilie og jeg fik pakket vores ting sammen, fik bestilt en taxa til at komme og hente os og køre os ud til lufthavnen.

Da jeg var alene, fik jeg ringet op til Simon. "De penge der, dem vil jeg gerne have alligevel," forlangte jeg. "Det skal du få, kan jeg få et kontonummer?" Jeg kunne høre ham smile i den anden ende af røret. "De er ikke til mig, Simon, kan du ikke få det ordet som en charterferie? Det er til min veninde, hende der har været her sammen med mig, hun fortjener den." Han ville arbejde på sagen, og jeg afsluttede opkaldet.

Derefter startede jeg et nyt opkald. "Det er Harry," en tåre gled ned af min kind. "Hej Harry," fik jeg fremstammet. "Jeg tager hjem nu, mit fly letter om halvanden time, jeg ville bare lige sige farvel," der var kun stille et par sekunder. "Nej Emma, hvad har du gang i?" Tårnene kom en efter en, "jeg gør det nu som alligevel ville ske," jeg lagde en hånd for min mund, stoppede de hulk der var på vej op, jeg kunne ikke bryde sammen nu. "Hvad fabler du om? Vi kommer ikke noget til Emma, lad nu være med at være barnlig," jeg rystede på hovedet. "Vi er to helt forskellige, vi bliver ikke til andet end en sommerflirt," jeg kunne ikke genkende min egen stemme, jeg lød helt forkert. "Jeg kommer ud til lufthavnen nu, lad være med at tage det fly," han kunne ikke komme nu. "Lad være, lad være med at gøre det sværere end det er," jeg kunne næsten fornemme ham ryste på hovedet, "jeg er der om en tre kvarter, tag. Ikke. Med. Det. Fly." "Tak for alt Harry, du er en vidunderlig person, find end der kan måle sig med dig," jeg pressede mine øjne hårdt sammen. "Emma, hvad snakker du om?" Han lød forvirret, men det kunne jeg ikke tage hensyn til lige nu. "Farvel Harry," jeg lagde på. Tårnene strømmede ned af mig, men jeg måtte være stærk. Efter to minutter hvor jeg var kommet mig sådan nogenlunde, og ikke lignede 100% lort, gik jeg ud for at finde Emilie.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...